Kaldets triumf – bog om 110 års norsk pinsemission

Geir Lie har allerede skrevet bind I og II af den norske pinsehistorie – på engelsk. Nu har han også færdiggjort bind III. Denne sidste del af værket er i øjeblikket kun tilgængelig på norsk.

Mellem omslagene af Kallets triumf er alle tre bind nu bundet sammen til en bog så tyk, at forlaget satte en stopper for forfatterens omfattende bibliografi. Hermon Forlag mente, at 340 siders pinsehistorie fyldt med referencer og noter ville være tilstrækkeligt. Bogen dækker perioden fra 1907 til 2018 og blev præsenteret officielt på Led26, Pinsebevægelsens store nationale ledersamling, der fandt sted i Lillestrøm fra torsdag til søndag.

Geir Lie kommer direkte fra et længere ophold i USA. Derfra talte han med Kristelig Pressekontor om den nylige udgivelse.

Kæmper med kaldet

Bogens sigende og fulde navn er Kallets triumf – Norsk pinsemisjon til jordens ender.

Hvorfor sådan en titel?

– Det var Fred Håberg (international leder af Pinsebevægelsen, red. anm.), der fandt på titlen. Han skriver om begrundelsen i forordet, at mange kæmpede med missionskaldet, og at kaldet overvandt det, de kæmpede med, siger forfatter Geir Lie til KPK.

– Håberg skriver, at der var en dobbeltmoral her. Bogens titel refererer til resultatet af dette og det faktum, at så mange pinsemissionærer blev sendt ud. Norge var det land, der havde flest pinsemissionærer i hele verden baseret på befolkningstal, på et tidspunkt faktisk så mange som én for hver hundrede medlemmer af pinsebevægelsen, siger Lie.

I alt siges det, at der er blevet udsendt 1.200 missionærer, 280 til Latinamerika, omkring 520 til Afrika og omkring 400 til Europa og Asien. Og missionærerne havde succes. Kirker blev etableret i lande på alle kontinenter undtagen Australien. Nogle af kirkerne har over 1 million medlemmer.

Opdagelser

Lie har skrevet adskillige bøger om pinsekarismatiske emner. Det er ikke nyt for ham, at den norske pinsemission har været omfattende og verdensomspændende. Ikke desto mindre har han i arbejdet med den seneste bog fået ny viden, for eksempel om Ingrid Løkkens indsats i Mozambique i 1930’erne.

– Dette var ukendt for mig indtil for et par år siden, siger Lie, der påpeger, at Løkkens etablering i Mozambique var en af ​​de ting, der gav de største resultater af alt det arbejde, som de mange norske pinsemissionærer arbejdede på i mellemkrigstiden.

Betyder det, at bogen nævner nogle ukendte missionshelte?

– Ja, for mig var Løkken i hvert fald ukendt, siger Lie.

Han fremhæver også Walther Olsen og hans kone Karly, som var missionærer i Kenya efter Anden Verdenskrig. Han vidste heller ikke meget om dem, før han begyndte at skrive.

– Jeg ved meget om norsk pinsekarismatik, men jeg havde en meget brat læringskurve, da jeg arbejdede med det eksterne missionsmateriale. Norsk pinsebevægelse har været massiv, og det har været spændende at arbejde med dette, siger han og understreger, at nationale medarbejdere i missionslandene i høj grad har bidraget til den store succes for norsk pinsemission.

Lie håber, at Kallets triumf vil blive en introduktionsbog for andre, der ønsker at gå dybere for at udbygge og fuldende historien, både om norske udsendinge og nationalt personale.

– Jeg håber, at nationale forskere vil skrive deres lands pinsehistorie, siger han.

Bogen er systematisk opbygget med hovedkapitler for hvert kontinent og underkapitler for hvert enkelt land inden for kontinentet.

– Der er kun ét kapitel, der logisk set bryder med dette mønster. Det skyldes, at materialet i dette kapitel var så spændende, at jeg var nødt til at inkludere det, siger Lie.

”I begyndelsen var missionærerne arrogante
og paternalistiske, og man kan se, at de infantiliserer
befolkningen i de lande, de kommer til.”

Det, han refererer til, er omtalen af ​​missionærparret Gerd og Robert Bergsaker. De arbejdede i Indien kort efter Anden Verdenskrig, men efter et par år fik de muligheden for at tage til Nepal, som dengang var et fuldstændig lukket land, men i dag har over 1 million kristne. I Robert Bergsakers baggrund er der en række dramatiske elementer, som Lie var så fascineret af, at han ikke kunne slippe det.

– Jeg var bare nødt til at have et separat kapitel om det her, siger han og forklarer, at han har været tvunget til at fatte sig i korthed om de fleste individuelle missionærer for ikke at sprænge bogens format.

Uden bibliografi

Dette er ikke en lille bog. Er det mere et opslagsværk?

– Den er under 400 sider, og jeg blev presset til at fjerne litteraturlisten og et bilag med grundlæggende oplysninger om alle de pinsemissionærer, jeg kender til. Men nej, den er ikke kun tænkt som et opslagsværk, selvom nogle bestemt kan bruge den som sådan. Jeg håber, at de fleste vil læse den fra ende til anden, og at de så vil se, hvor massiv norsk pinsemission har været, siger Lie. Han tilføjer, at de engelsksprogede udgaver har både bibliografier og et bilag med en oversigt over alle missionærerne samt yderligere oplysninger om dem.

Bind I og II, som derfor findes som separate publikationer på engelsk, omhandler pinsemissioner i henholdsvis Asien og Europa. Bind III på engelsk, som endnu ikke er udgivet, handler om Afrika. Bind I findes også på spansk og portugisisk. I den norske udgave kommer materialet om Amerika, primært Latinamerika, først. De næste tre hovedbind omhandler hhv. Afrika, Asien og Europa.

Arrogante missionærer

Lie understreger, at den norske pinsemission ikke har været fejlfri. Han adresserer adskillige ret alvorlige fejl, som kilderne belyser.

– I begyndelsen var missionærerne arrogante og paternalistiske, og man kan se, at de infantiliserer befolkningen i de lande, de kommer til, siger Lie. Han har dog bevidst valgt ikke at citere nogle af de udsagn, der tydeliggør sådanne holdninger.

”Norske missionærer var ikke
værre end andre, men sådan
så de hvide på andre folkeslag
dengang. De var børn af deres
tid, og det, de udtrykte, må stå
for deres regning.”

– Norske missionærer var ikke værre end andre, men sådan så de hvide på andre folkeslag dengang. De var børn af deres tid, og det, de udtrykte, må stå for deres regning. For mig virker dette beskrivende og subtilt, og ikke alle læsere vil nok forstå, at jeg har et overfladisk perspektiv, der ikke siger noget om, hvor slemt det egentlig var, siger Lie og tilføjer samtidig: – Missionærerne havde et oprigtigt ønske om at blive brugt af Gud, og de ville også berige dem, de kom til.

En anden mørk del af historien er adskillige tilfælde af seksuelt misbrug af kvinder og børn på missionsmarken. I bogen nævner Lie kun én specifik sag, men der var flere. Trods overgrebene konkluderer Lie, at den norske pinsemission var god og opløftende. Norske pinsemissionærer blev for eksempel en vigtig modvægt til diskrimination af den indiske befolkning i et vigtigt missionsland som Argentina i 1970’erne.