Midt i Irans krise vokser et nyt håb

Iran har på det seneste været præget af alvorlig uro. Demonstrationer er brudt ud flere steder i landet som følge af økonomisk sammenbrud, varemangel, stigende priser og mangel på basale forsyninger som elektricitet, gas og vand. For mange iranere er hverdagen blevet stadig sværere at få til at hænge sammen. Samtidig vokser frustrationen over et politisk-religiøst system, som opleves som brutalt, korrupt og uden vilje til reform.

Regimet har reageret med hård hånd. Protester er blevet slået ned med vold, masseanholdelser og lukning af internet og kommunikation. Ifølge uafhængige kilder er demonstranter blevet dræbt, og mange sidder fængslet uden adgang til advokat eller rettergang. Den hårde reaktion har kun forstærket oplevelsen hos mange iranere af, at regimet har mistet både moralsk og politisk legitimitet.

Uroen handler ikke kun om økonomi. For mange er protesterne udtryk for en mere grundlæggende modstand mod hele Den Islamiske Republik og dens ideologiske fundament. Kritikken retter sig ikke blot mod enkelte politikere, men mod et system, der i årtier har brugt religion som magtmiddel. Midt i denne politiske krise er der samtidig ved at ske noget andet i Iran. Noget, der er mindre synligt, men som mange vurderer kan få stor betydning på længere sigt.

Flere taler i dag om, at landet ikke blot befinder sig i en politisk, men også i en åndelig omvæltning. Den islam, som regimet siden 1979 har brugt til at legitimere sin magt, mister i stigende grad sin troværdighed. Samtidig vokser kristendommen markant – især i form af undergrundskirker, som staten har svært ved at kontrollere.

Moskeer uden mennesker

Tegnene på den religiøse krise er tydelige – også i regimets egne udmeldinger. I 2023 erkendte højtstående iranske gejstlige, at omkring 50.000 ud af landets cirka 75.000 moskeer var lukket på grund af manglende fremmøde. Det er et opsigtsvækkende tal i et land, der officielt definerer sig som en islamisk stat. Ifølge regimets egne repræsentanter skyldes udviklingen ikke kun mangel på ressourcer eller præster, men et grundlæggende tillidsbrud.

Religionen er i mange iraneres øjne blevet tæt forbundet med tvang, moralpoliti, fængsler og politisk undertrykkelse. Især blandt unge opleves moskeen ikke længere som et sted for håb og åndelighed, men som et symbol på et regime, der har taget deres fremtid. Også præsident Masoud Pezeshkian har offentligt peget på problemet og erkendt, at størstedelen af landets moskeer mangler bønneledere. Forsøg på at gentænke moskeernes rolle og gøre dem til centre for sociale og offentlige funktioner bliver af mange læst som et tegn på, at den statsstyrede islam er i dyb krise.

Kristendommen vokser

Samtidig vokser kristendommen i Iran i et omfang, der har overrasket både regimet og internationale observatører. Iran omtales i dag ofte som det land i verden, hvor kristendommen vokser hurtigst. Skønnene varierer, men mellem flere hundrede tusinde og op mod tre millioner iranere menes i dag at have forladt islam og sluttet sig til kristen tro. Langt de fleste er konvertitter og en del af undergrundskirker.

Menigheder mødes i private hjem, i små netværk eller via digitale platforme. Væksten sker ikke gennem offentlige kampagner eller kirkebygninger, men gennem personlige relationer, vidnesbyrd og fællesskab. Mange fortæller om drømme og visioner, hvor Jesus viser sig, om møder med Bibelens ord og om oplevelser af heling, håb og forandring. For mange opleves kristendommen ikke som endnu en ideologi, men som et personligt kald. En tro, der ikke forbindes med staten, men med nåde, kærlighed og menneskelig værdighed.

Tro under pres

At forlade islam er strafbart i Iran. Konvertitter betragtes som en særlig trussel mod staten og anklages ofte for at være styret af udenlandske magter. Mange presses til at underskrive tilståelser, hvor de beskyldes for at arbejde imod staten. Flere hundrede kristne menes i dag at sidde fængslet alene på grund af deres tro. I perioder med uro bruges anklager som *moharebeh* – ”krig mod Gud” – til at kriminalisere både religiøs afvigelse og politisk modstand.

Strafferammen kan være ekstrem, helt op til dødsstraf. Alligevel fortsætter kirken med at vokse. Og noget har ændret sig i de kristnes forhold til samfundet og magten.

Frygt afløst af tro

En af dem, der har fulgt udviklingen tæt i mange år, er Massoud Fourouzandeh. Han er iransk flygtning, tidligere muslim og i dag præst i migrantmenigheden Church of Love i Danmark. Han kender regimet indefra og har tæt kontakt til iranske kristne – både i Iran og i diasporaen.

Hvordan ser han på den religiøse udvikling?

”Ja, islam er i dyb krise i Iran. Men det er vigtigt at sige, at det først og fremmest er statens islam, der er i sammenbrud,” siger Massoud. ”Den Islamiske Republik har i årtier brugt religion som et politisk redskab til kontrol og undertrykkelse. Når religion bliver tvang, mister den sin åndelige troværdighed. Mange iranere forbinder i dag islam med moralpoliti, fængsler, fattigdom, hykleri og vold – ikke med håb, kærlighed eller sandhed.”

Ifølge Massoud betyder de tomme moskeer ikke, at iranerne har mistet deres længsel efter Gud. ”Det er ikke sekularisering i vestlig forstand. Folk har ikke mistet længslen efter Gud. De har mistet tilliden til den version af islam, som staten har forvansket.” Derfor vender mange sig mod kristendommen. ”Kristendommen opleves ikke som en magtstruktur, men som et vidnesbyrd. Ikke som tvang, men som kald og kærlighed. Mange konverterer gennem personlige erfaringer – drømme, mødet med Jesu ord og oplevelser af heling og tilgivelse.”

Men også de kristnes forhold til politik har ændret sig, fortæller Massoud. ”Tidligere frygtede kristne, at politisk engagement ville bringe kirken i fare. I dag oplever mange, at kirken allerede er i fare, netop fordi den repræsenterer et alternativ til regimets ideologi. Derfor er frygten blevet afløst af ansvar.” ”Man har indset, at kristen tro ikke kun handler om personlig frelse, men også om sandhed, retfærdighed og menneskets ukrænkelige værdi.”

Er de kristne mange nok til at få reel indflydelse?

”Undergrundskirkerne er stadig en minoritet. Men deres betydning skal ikke måles i tal alene,” siger Massoud. ”De fungerer som netværk af tillid i et samfund gennemsyret af overvågning og mistillid. De repræsenterer et andet sprog, en anden etik og en anden fremtidsforestilling.” ”Hvis regimet falder, vil disse fællesskaber – både i Iran og i diasporaen – kunne spille en vigtig rolle i genopbygningen af civilsamfundet, netop fordi de allerede har lært at leve uden statens beskyttelse og kontrol.”

Håb midt i mørket

Hvor finder han selv håbet midt i den aktuelle uro?

”Mit håb er ikke naivt. Jeg ved, hvor brutalt regimet er. Men frygten er brudt. Når mennesker ikke længere er bange, har magten mistet sit stærkeste våben.” ”Jeg ser en åndelig opvågning, som ikke kan slås ned med fængsler eller propaganda. Når mennesker finder håb, værdighed og sandhed uden om staten, har staten allerede tabt noget afgørende.” Som præst tror Massoud, at Irans fremtid ikke kun afgøres politisk.

”Den afgøres også i hjerter og samvittigheder. Og dér er noget allerede begyndt at forandre sig.”