På bagkanten af julen: Kære gamle Zakarias
Guds ord kan være for store for enhver præst. Hvor gerne man end vil, formår man ikke altid at bære de store løfter ud til menigheden. Mismod og magtesløshed kan æde ordene op, gøre enhver god præst tavs. Hvordan råber man fra tagene, når man gemmer sig i et hjørne af sindets kælder? Også du kom til at sidde fast i tvivlens sluse. Ordenes tyngde gjorde dig tavs. Du hørte til de stille i landet. Passede dit kald. Førte dig ikke frem. Var ikke til de store ord, men til gengæld havde du ører og hjerte til at lytte til andres sorger og bekymringer, ramt, som du selv og Elisabeth var af barnløshedens sorg.
Sorgens tyngde gør lydhørheden større.
Og så skete det. Skete det, som så ofte er sket for mange af dine kollegaer. Et er, at man i et langt liv har frembåret menighedens bøn og sendt dem bort med Herrens velsignelse. Noget andet er selv at blive bønhørt. Forstå, at Gud også er underets Gud.
Elisabeths og din aftenbøn havde nået Guds hjerte.
Dér stod du. Foran Herrens alter. Men ikke alene. Dér stod Gabriel:
– Frygt ikke, Zakarias! Din bøn er hørt. Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal fryde sig ved hans fødsel.
Hvad svarer man en engel? Sin børnelærdom? At fader Abraham og Sara i deres høje alderdom fik en søn? Hvad svarer man den almægtige, når han forlader det allerhelligste og bliver så nærværende, som Gud den almægtige var for Moses i Midjans ørken?
– Hvordan kan jeg vide, det er sandt? svarede du, selvom du vidste, at det ikke var det, du skulle svare. Men alligevel fortsatte du:
– Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.
Og så blev Gabriel vred.
Og stum, som du var, kunne du ikke forklare Elisabeth, hvorfor du manglede ord til at dele hendes glæde. Det er svært at være tavs, når ordene står i kø. Hvordan skal den stumme synge sine salmer?
Du hængte din præstekjole på bøjle. Det er svært at bære så store ord og løfter, når man kun ser sin egen magtesløshed i spejlet. Men den Gud, der magter at gøre os stumme, kan også løse den stummes tunge med sit mægtige: Effata.
Ni måneder efter stod du med din dreng i favnen. Lagde ham forsigtigt tilbage til Elisabeth. Og da de bad dig om drengens navn, forlangte du tavle og griffel og skrev som Gabriel havde befalet: Drengens navn er Johannes!
Og som ørkenen blomstrer, når Gud lader forårsregnen vække det tørre land, strømmede ordene som anemoner fra din tavse mund. Og du og Elisabeth græd af glæde. Og som om du havde skrevet salmer som kong David før, brød du ud i sang:
Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.
