Tidligere landssekretær i Soldatermissionen død som 102-årig

Ved tidligere landssekretær Herluf Things død den 23. januar 2026 som 102-årig skriver fhv. generalsekretær Per Møller Henriksen, Fredericia følgende mindeord.
Mit første møde med Herluf Thing var tilbage i 1976, da jeg blev ansat i KFUM’s Soldatermission, da havde han været ledende landssekretær – det som i dag svarer til at være generalsekretær i KFUM’s Soldatermission siden 1972. Allerede i 1947, lige efter soldatertiden og et ophold på Haslev udvidede Højskole, søgte han ind på KFUM’s Soldaterhjem i København og blev hurtigt soldaterhjemsleder i Avedøre og senere Sandholm.
Han blev gift med Gerda den 24. november 1948, og den 1. december overtog de soldaterhjemmet i Fredericia, som de i fællesskab ledte i 10 år, indtil Herluf Thing blev opfordret til at blive rejsesekretær for KFUM’s Soldatermission. I perioden 1959 til han gik på pension med udgangen af 1988, rejste han Danmark tyndt og holdt et utal af møder, foredrag og gudstjenester. Det var i en periode, hvor der var stor vækst i antal soldater og i antallet af soldatervenner, som toppede med 35.000 medlemmer i slutningen af 1960’erne.
Herluf var en aktiv pensionist. Sammen med Gerda åbnede han Fredericias og KFUM’s soldatermissions første genbrugsbutik i 1980, her blev brugt mange timer. Han var også meget aktiv omkring soldaterhjemmet i Fredericia og deltog så sent som i september 2025 i KFUM’s Soldatermissions årsmøde i Borris. Både Herluf og Gerda var fra Thyholm, Gerda døde i september 2021 som 95-årig, og de nåede at holde deres jernbryllup.
Herluf har været aktiv lige til slutningen af 2025, bl.a. var han fast kirkegænger i Christians kirken. Siden 1963 har han altid kørt Saab, og hans sølvgrå Saab 9000 havde sin faste plads ved kirken, hvor han altid kom så tidligt, at han kunne gå en tur på kirkegården til Gerdas gravsted. Herluf havde også sin faste plads i kirken ofte sammen med børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn. Han satte meget stor pris på familien og var et meget taknemmeligt menneske, som særligt så tilbage på de næsten 42 år, han var i KFUM’s Soldatermission.
Personligt har Merete og jeg sat stor pris på fællesskabet med Gerda og Herluf, og i mine 25 år som generalsekretær har jeg ofte trukket på Herluf store historiske indsigt i KFUM’s Soldatermission. Ære være Herlufs minde.



