Tilbageblik på 50 års undervisning i Folkekirken
I 50 år har Folkekirken arbejdet med religionspædagogik som en nødvendig disciplin i præsternes værktøjskasse. I ’Den undervisende kirke – Religionspædagogisk udvikling i folkekirken 1975-2025’ beskriver lektor i religionspædagogik på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Lars Nymark Heilesen, bestræbelserne for sikre den kirkelige undervisning. Det handlede især om, at generationen af teenagere, der gik i en folkeskole, hvis formålsparagraf ikke længere knyttede skolen til den evangelisk lutherske folkekirke, skulle sikres ikke mindst den fortsatte konfirmandundervisning.
Det førte til ændringer for præsternes uddannelse og efteruddannelse, oprettelsen af indtil flere institutter, videnscentre mv. og produktion af en mængde materialer tilegnet unge mennesker, som nu havde helt anderledes forventninger til inddragende pædagogik og didaktik. Som med meget andet, der udgør en alvorlig udfordring, har adskillelsen mellem folkekirke og folkeskole medført en revitalisering af formidlingen. Som det så flot hedder, må der formidles i øjenhøjde, og det er ikke blevet mindre væsentligt i en stærkt individualiseret tidsalder.

Bogen er nok lidt til den nørdede side. Med 267 siders beskrivelse og 70 siders noter, er der et materiale, som man helt sikkert kan fordybe sig yderligere i, såfremt interessen er til det. Jeg kunne nok have klaret mig med mindre. Det mindede mig imidlertid om et par bøger, som jeg har læst indenfor de sidste par år, hhv. Apostolsk kirke i Danmark i anledning af et 100-års jubilæum (Altid trofast) og de kristne friskolers tilsvarende historie igennem de sidste 50 år.
Når man selv har andel i noget, eller i det mindste stået lidt på sidelinjen og betragtet det, der beskrives, er det oftest mere interessant, end hvis man slet ikke har del i det. Mit flash back i ”Den undervisende kirke” går til nullerne, hvor jeg havde 3 konfirmandhold i 3 måneder. En tid med flotte materialer tilpasset teenagerne, stor frihed indholdsmæssigt, men trods alt med fadervor, trosbekendelsen, de ti bud og salmer som væsentlige byggeklodser i kristendomsoplæringen.
Konklusionen på bogen er derfor heller ikke overraskende for mig. Konfirmandundervisningen står fortsat helt centralt i folkekirkens undervisningspraksis, ja i virkeligheden i folkekirkens fortsatte position i samfundet. I takt med at accelerationen i samfundet er tiltagende, relationskompetencerne bliver mere og mere afgørende og individualiseringen placerer den undervisende folkekirke i en konkurrencesituation, er folkekirken igen og igen nødt til at gentænke sin undervisningspraksis.
En ting er sikkert, folkekirken må til stadighed gøre sig relevant og forståelig for de opvoksende generationer, og derfor bliver religionspædagogikken aldrig irrelevant.
Lars Nymark Heilesen: Den undervisende kirke – Religionspædagogisk udvikling i folkekirken 1975-2025.
344 sider. 399,95 kr.
Forlag: Eksistensen


