IPSICC

”Venezuela var som et paradis før Maduros tid”

Erling Tychsen fra Global Organisation Denmark har gennem mange år arbejdet med bl.a. gadebørn og fængselsmission i Venezuela.

Erling Tychsen sammen med nogle af de venezuelanske børn, der får hjælp gennem organisationen GOD. Privatfoto

USA’s fjernelse af Venezuelas præsident Nicolas Maduro hilses med begejstring blandt flere kristne ledere i USA. Den danske præst og missionær Erling Tychsen fortæller om frygtelige forhold for befolkningen i Venezuela gennem de seneste 14 år – men også om vækkelse og håbet om at Gud vil gøre et mirakel.

Angrebet på Venezuela foregik angiveligt uden tab for de amerikanske specialstyrker, hvorimod 32 cubanere skal have mistet livet under tilfangetagelsen af præsidenten og dennes hustru. Begrundelsen for angrebet var ifølge præsident Trump, at Maduro og Venezuela har udøvet narkoterror mod USA, og det udgør angiveligt også en væsentlig del af anklageskriftet mod Maduro-parret, som mandag blev stillet for en domstol i New York.

Reaktioner fra kirkeledere i USA

The Christian Post skriver om flere amerikanske kirkeledere, der af forskellige årsager hylder Donald Trump for indsatsen. Evangelisten Franklin Graham roser Trump som den stærke leder, der nu har fjernet en ond diktator. Mike Huckabee, der er USA’s ambassadør i Israel, hylder aktionen, fordi Maduros fald svækker terrorgruppen Hizbollah og dermed Iran. Hizbollah menes at operere i dele af Latinamerika, herunder Venezuela, gennem hvidvaskning af penge, narkotikahandel og udnyttelse af svage stater, og Maduros regering har modtaget både økonomisk og militær støtte fra Teheran.

Fjernelsen af Maduro er gode nyheder for hele verden – også i og med, at det er dårligt for Hamas, fastslår Huckabee. Michael Youssef, egyptisk-amerikansk evangelisk præst i The Church of The Apostles i Atlanta, Georgia, er kendt for sit fokus på undertrykte og forfulgte kristne. Han understreger, at tilfangetagelsen af diktatoren ”styrker håbet hos millioner af undertrykte mennesker overalt i verden”.

John Amanchukwu, evangelisk præst, forfatter og konservativ aktivist fra North Carolina, skrev på X, at tilfangetagelsen af ”monsteret” Maduro har reddet menneskeliv. Han peger også på Maduros stærke bånd til Kina.

Arkivfoto fra et drengefængsel i Venezuela, hvor drengene ikke turde lægge sig til at sove, fordi der var så meget sult, at fangerne spiste hinanden. Foto: Erling Tychsen / GOD

Venezuelas nedtur

Venezuelanere i udlandet har udtrykt både glæde, bekymring og fordømmelse efter USA’s angreb. Mange jubler over diktatorens fald, mens andre kritiserer USA for krænkelser af folkeretten. Pastor Erling Tychsen besøgte Venezuela for første gang i 1997, og han har de seneste 25 år gennem Global Organisation Denmark, som hører under Apostolsk Kirke Danmark, drevet et stort missions- og nødhjælpsarbejde blandt gadebørn, indsatte i landets fængsler og andre udsatte grupper.

Efter tilfangetagelsen af Maduro blev Tychsen interviewet på TV2, hvor han fortalte, at Venezuela under hans første besøg i landet var som et regulært paradis. Men dette ændrede sig drastisk, så befolkningen de seneste mange år har været ofre for undertrykkelse, fattigdom, hungersnød og en voldsom inflation. USA’s angreb kom som en stor overraskelse, men det var en glædelig overraksele for mange i Venezuela, hvor befolkningen har oplevet undertrykkelse og elendighed siden 2014.

Da han ringede til Venezuela den 3. januar, udtrykte mange da også glæde over USA’s aktion. Folk festede, og de håber, at landet igen bliver et demokrati, fortalte Erling Tychsen til TV2. I interviewet fortæller han bl.a., at inflationen er på flere tusinde procent, og at folk må stå i kø i timer eller dage for at få benzin – selv om Venezuela er et olieland. Madpriserne er højere end i Danmark, men familierne må leve for 100 dollars om måneden, dvs. ca. 650 kr. til både mad, medicin og benzin.

For bare 14 år siden var Venezuela Sydamerikas rigeste land. Nu er infrastrukturen, inkl. vejene, ødelagt, og folk må leve af affald. Mange håber, at nobelprisvinderen María Corina Machado kommer til magten, fortalte Erling Tychsen til TV2.

’Vi har brug for et mirakel’

Udfordringen har bedt Erling Tychsen fortælle om den aktuelle situation.

Lyder der kritik af Trumps aktion fra kristne i Venezuela?

”De fleste i Venezuela er positive, og mange jubler over udsigten til frihed. De håber på lys i den mørke tunnel, de har været i så længe.”

Hvad sker der nu med det store arbejde ud fra Global Organisation Denmark?

”Vi fortsætter arbejdet så godt, som vi kan. Nogle af vores medarbejdere er kommet i fængsel pga. kritik af det tidligere styre. Man er vant til at slette indhold fra sin telefon, før man går på gaden, fordi man risikerer, at telefonerne bliver tjekket. Vi må arbejde under de vilkår, der er, og militærpolitiet vil ikke tillade store forsamlinger. Men situationen kan ændre sig fra den ene dag til den næste. Jeg rejser selv tilbage, så snart det kan lade sig gøre.”

Du har før fortalt om kristen vækkelse i landet. Er det noget, der også præger samfundet?

”Både kristne og ikke-kristne i Venezuela siger: ”Kun Gud kan forvandle vort land. Vi har brug for et mirakel!” Vækkelsen fortsætter, og der kommer dagligt flere til. Det skyldes bl.a. de mange discipelskoler. Men det skyldes også den store nød. Folks eneste håb er Gud. Det er en trængselstid, hvor folk bare håber, at de må kunne overleve. Men der er vækkelse i lande med stor nød – det får netop folk til at søge Gud.

Det er meget stort og rørende at se flere tusinde kristne – både katolikker og protestanter – som samles offentligt til bøn, Fadervor og lovprisning. For det må de gerne. Der står politi- og militærfolk omkring dem, men mange gange deltager ordensmagten selv i bønnen, for de lider jo også,” slutter Erling Tychsen.