”Vi gik fra fast grund ud på trædesten, ét skridt ad gangen”

Da jeg ankommer til gudstjenesten i Din Frikirke, mærker jeg en fred og en behagelig, hjemlig atmosfære. Som om et blødt tæppe bliver lagt omkring mig. Duften af nybrygget kaffe og lyden af sprudlende, glade stemmer. Her er rart at være.

Flere kirker i Danmark fortæller om medlemsvækst. Din Frikirke i Haderslev har også oplevet familieforøgelse. Den tidligere kirkebygning blev for lille, og man gik på jagt efter nye og større kirkebygninger. I dag er kirken i nyrenoverede, lyse og rummelige lokaler på Simmerstedvej 16 i Haderslev. Med til kirken hører 500 m2 uopvarmet hal, som er et kæmpe aktiv. Renoveringen blev et fælles projekt, der tog omkring et år, hvor kirken holdt gudstjenester i byggerodet.

Under istandsættelsen begyndte vokseværket. ”For en del år siden oplevede vi, at ca. 1/3 af dem, der kom i kirken, ikke længere var en del af kirken, så vi endte på ca. 20 medlemmer. Nu er vi ca. 60 medlemmer; cirka 100 børn og voksne, der bruger kirken, og vi får tit besøg af nye ansigter,” siger Svend Vestergård Jensen, der er præst i kirken.

Øje for hinanden

Et af kirkens medlemmer, Gitte Meilandt, fortæller om fællesskabet: ”Det er en kirke, hvor man får lyst til at yde. Der er et stærkt sammenhold, som gør, at man får lyst til at byde ind med det, man kan. Jeg synes, det er let at bede om hjælp her. Vi har øje for hinanden og øje for nye,” siger hun. Gitte var i en hvileperiode, da hun for tre år siden skiftede til Din Frikirke. Dengang startede hun med at vande planter, og i dag sidder hun i menighedsrådet.

”Det er jeg stadig selv lidt overrasket over, jeg havde ikke set mig selv som en, der havde nok til at bidrage til det. Jeg har været der siden marts 2025.” Svend fortæller, at medlemmerne i kirken har vidt forskellig baggrund. ”Der er en mangfoldighed og et ønske om at se og sætte ord på hinandens styrker,” siger han.

Troen blev levende

Svend voksede op i den vestjyske by Bøvl på en ejendom, hvor hans far dyrkede heden og drev familiens landbrug. Gennem sit venskab med nabodrengen blev Svend en del af Vestermarkskirken.
Han uddannede sig som tømrer. Han har arbejdet på et behandlingshjem som skraldemand og meget andet. Som 20-årig oplevede Svend, at troen blev virkelig for ham. Derefter har han haft en drøm om at dele evangeliet på en ligefrem og enkel måde. Fx gennem billeder og ord, der klart og enkelt beskriver dybden i evangeliet.

Igennem årene har svære ting gået hånd i hånd med velsignelser og Guds trofasthed. Svends kone Jette har gennem de sidste 25 år været ramt af sygdom, som har udfordret hverdagen. (Se interview med Jette Koch Jensen i uge 52, 2025/Red.) Det har også været en hverdag med mange velsignelser i form af muligheder, de kunne gribe, og oplevelsen af, at uden Gud ville det ikke have været muligt.

En ny mulighed

Da Din Frikirke for 12 år siden spurgte, om Svend ville være præst i menigheden, sagde han uden tøven ja. ”Vores hus i Grindsted blev solgt på fire dage. Gud kender mig og ved, at jeg nogle gange har brug for, at bekræftelserne på mine trosskridt kommer hurtigt.” I begyndelsen fik Svend betaling for 11 timer om ugen. I dag får han løn for 24 timer pr uge. ”Det med timeantallet er ikke noget, jeg er gået op i. Men fordi jeg nu har en 65% stilling, lukkede jeg mit tømrerfirma i december 2025. På den måde kan jeg fokusere målrettet på arbejdet i kirken.”

Billede til menigheden

”I vores gamle kirkebygning så jeg et billede, hvor menigheden trådte ud på trædesten, som lå over et uroligt vand. Det er et billede, som både jeg og vi som menighed er vendt tilbage til igen og igen. Det blev et løfte fra Gud om, at der er en vej igennem, selv om der vil være usikre sten ind imellem, og selv om tågen gør, at vi ikke kan se hele vejen over.” Ud fra det billede og den prædiken, som billedet blev til, skrev kirkens lovsangsleder, Lise Jeppesen, stikord til en sangtekst.

Simon Pedersen skrev både sangteksten og melodien til: ’Et skridt ad gangen’. “Det er menighedens sang,“ siger Svend.

Nye lokaler

“Da vi ledte efter nye lokaler til kirken, måtte vi vente i to år. I den periode kom vi indimellem til at gå i egen kraft. Da vi endelig fik solgt den gamle bygning, gjorde Gud noget helt enestående.”
I to år havde der ikke rigtig været nogle bud på bygningen. Pludselig kom der to potentielle købere. De bød hinanden op, hvilket betød, at kirken fik 100.000 kr. mere for den gamle bygning, end man på det seneste menighedsmøde havde bestemt at ville sælge den for.

I samme tidsrum faldt prisen 700.000 kroner på den nuværende bygning. De lokaler, som menigheden har i dag, er markant bedre indrettet og tre gange større end de gamle. ”Sangen ’Et skridt ad gangen’ blev spillet første gang til indvielsen af vores nye lokaler. Det var et stærkt øjeblik,” fortæller Svend. Siden er sangen blevet sunget mange gange. “Når vi synger menighedssangen ’Et skridt ad gangen’, sker der noget helt særligt. Jeg bliver også meget rørt og fyldes af taknemlighed over at få lov at være i en menighed som Din Frikirke.”

Et troshjem

Har Gud vist dig noget, som I som menighed er på vej ind i?

”Et ord, vi arbejder med, er, at vi gerne vil være et ”troshjem”. For os betyder dette ord et sted, hvor vores tro finder hjem, og hvor vi føler, at vi er hjemme. Når man kommer ind i kirken, skal man helst få samme oplevelse, som når man træder ind i et hjem.” Svend synes, at ordet ”troshjem” klinger bedre hos flere end vendingen et ”åndeligt hjem”. ”For mig er “åndeligt hjem” et lidt mere diffust begreb. Hvad mener vi, når vi siger det?” spørger han.

Han fortæller, at det nogle gange er svært at holde fast i at være et troshjem, fordi man let kommer til at skabe noget, der ligner en institution eller en organisation.

Vital

Et af redskaberne i menighedens selvforståelse var i fællesskab at gå igennem samtaleprocesser med udgangspunkt i et menighedsudviklingsmateriale fra Vital. Et materiale, som Svend var en af drivkræfterne bag. Andre menigheder i Evangelisk Frikirke Danmark, som Din Frikirke er en del af, har efterfølgende også brugt materialet, ligesom enkelte baptistkirker har. Formålet var at udvikle menighedens forståelse af sig selv.

Forløbet i Din Frikirke varede omkring tre år. ”Når vi havde forstået, hvem vi var, kiggede vi på, hvad vi skulle gøre noget ved, hvad skulle forandres. Dernæst kiggede vi på, hvad vi ville arbejde hen imod, hvad var drømmen. Det bedste ved det hele var, at projektet ikke blev ledelsens projekt, men det blev menighedens fælles projekt.” “Gennem Vital blev vi bevidste om, at det gode fællesskab var blevet så godt, at det var svært at blive en del af. Vi arbejdede med at udvikle en kultur i menigheden, hvor vi er kirke. Vi går ikke i kirke – vi er kirke.”

Gudstjenester med dialog

”Vi vil gerne have dialog under gudstjenesten. Meget af det, som Jesus sagde, blev sagt i dialog med mennesker. Sådan vil jeg også gerne dele evangeliet.“ Man har arbejdet med forskellige tilgange til gudstjenesten, så der foregår noget i hele kirkerummet, og at prædikenen er mere end enetale. Derfor bliver menigheden ofte inddraget i en samtale om dagens bibeltekst.

”Vi har mange forskellige slags gudstjenester. Fx refleksionsgudstjenester med tid til stilhed og eftertanke for så at dele, hvad Gud viser den enkelte. Vi har gudstjenester, hvor vi former en prædiken sammen i mindre grupper efter oplæg,” fortæller Svend. Børnene er ofte med til gudstjenesten med en aktivitet bagerst i kirken, som relaterer til prædikenen. Svend inddrager dem som slutning af gudstjenesten.

”Vi har også lovsangsgudstjeneste, som er bundet sammen af enkelte tanker fra lovsangslederen, og gudstjenester, hvor vi ændrer opsætningen i salen, så der er plads til, at menigheden sammen bygger en illustration af fx templet. Ofte er der også plads til et ord fra nogen til sidst i gudstjenesten. Her oplever menigheden, at der åbnes for en nærhed. Det, som bliver delt, rører ofte mange.”
Indimellem kræver gudstjenesten, at Svend er lidt kaospilot og tør miste kontrollen, men stadig have styringen og bibringe tryghed til alle.

“Det er vigtigt for mig, at mennesker kan opleve sig trygge ved gudstjenesten, men ikke kontrollerede. At der opleves tillid til at blive ledt og ikke styret. Min autoritet ligger ikke i min titel som præst. Den ligger i at turde gå foran gennem det, der møder os, og tage hånd om det, som måtte være problematisk eller kræve et svar eller omsorg.” Efter nogle års ansættelse tog Svend et års orlov. Det åbnede muligheden for, at mange i menigheden kunne byde ind og udvikle på, hvad det vil sige at være kirke.

Min autoritet ligger ikke i min titel som præst.
Den ligger i at turde gå foran gennem det,
der møder os, og tage hånd om det, som
måtte være problematisk eller kræve
et svar eller omsorg.”

– Svend Vestergård Jensen,
præst i Din Frikirke, Haderslev

Samtidig blev Svend fri af tanken om, at se menighedens ve og vel som sit ansvar. “Denne frihed gav mig ny energi til at være hyrde for menigheden.”

Medlemskab og dåbssyn

“Over de sidste mange måneder har vi oplevet en jævn vækst i antallet af medlemmer. Det gælder også for antallet af besøgende, som vil se, hvordan vi er, og hvordan vi holder gudstjeneste. Vi optager menighedsmedlemmer på baggrund af deres tro på Jesus.” Din Frikirke har både barnedåb ud fra et metodistisk dåbssyn og den troendes dåb. I Evangelisk Frikirke har den lokale kirke selvbestemmelse i forhold til, om man vil praktisere barnedåb eller troendes dåb eller begge dele.

Svend er gift med Jette, og parret har tre voksne børn. I Svends familie har han erfaret stor uenighed om dåbssynet. Derfor er han varsom i forhold til, hvilke ord og vendinger, han bruger i samtale om dåb. ”Jeg tænker, at jeg ud fra Bibelen kan argumentere for både det metodistiske barnedåbssyn og troendes dåb. Jeg vil ikke gøre mig til herre over, hvilken dåb, der er den ”rette” – (hvis der er en ret dåb). Jeg tror ikke, at Gud havde tænkt, at dåben skulle adskille kristne,” slutter Svend.