IPSICC

10 tips til at dele evangeliet

Af Benjamin Gregersen

Gennem tiden har jeg haft mange forskellige samtaler om Jesus med kollegaer, klassekammerater og folk på gaden. Uanset om du er erfaren eller ny i det med at dele Jesus, håber jeg, at disse ti tips bliver en opmuntring for dig.

1. Tag en snak. Din uperfekte samtale kan være perfekt i Guds plan. Selvom du ikke har gjort det før eller ikke kan svare på alle deres spørgsmål. Bare start en snak, prøv at nævne Gud og se, hvor det ender.

2. Vær kreativ i din måde at starte samtalen. Samtalerne kan starte på mange måder, og Jesus skal ikke nødvendigvis være med i den første sætning. Hvis du ønsker at tale om Jesus, tror jeg, at Gud vil give dig chancen. Grib den, når den kommer.

3. Fortæl dit vidnesbyrd. Del en oplevelse med Gud, du har haft. Det gør indtryk, og det er ikke til at diskutere på samme måde, som andre emner kan være. Det kan fx. være “Gud gav mig fred…”, “Jeg så en person blive helbredt…” eller noget helt tredje.

4. Mød mennesker med kærlighed og mod. Venlighed og varme kan mærkes, når man møder et nyt menneske. Husk det, mens du samtidig kan fortælle med selvtillid om Jesus. Det er jo det bedste, vi kan dele med et andet menneske.

5. Undersøg det senere. Hvis du får et spørgsmål, som du ikke kan svare på, kan du sige noget i denne stil: “Det ved jeg ikke, men jeg vil undersøge det”. Undersøg spørgsmålet derhjemme, og kom med svaret senere.

6. Spørg, om de tror på noget. Fx. “Tror du, at der er noget større mellem himmel og jord?”. Få folk engageret og spil bolden over på deres banehalvdel, så spilles den ofte tilbage, hvor man så kan fortælle om Jesus.

7. Evangeliet kort fortalt. Øv dig i, hvordan man fortæller evangeliet med få sætninger. Tag evt. udgangspunkt i nogle af disse skriftsteder: Joh. 3,16; Rom. 10,9-10; Apg. 2,38; Apg. 17,30-31.

8. Vi er alle forskellige. Derfor vil der være nogle, som tiltales lige præcis af din måde at præsentere Jesus på. Du skal ikke være en bestemt stereotyp for at lykkes.

9. Gå i forbøn for vedkommende. Bed derhjemme for den person, som du vil dele Jesus med. Bed igen og igen. Bed med hjertet. Græd for personen. Det rykker i den åndelige verden.

10. Bed for personen. Spørg, om der er noget specifikt, du kan bede for, fx smerter i kroppen eller fred i sindet. Dette er en personlig favorit, da det åbner op for, at der kan ske et mirakel.

Tag de råd med dig, som talte mest til dig. Håber, du blev opmuntret til at dele den største gave med dem omkring dig.