20 års fængsel kan blive fatalt for 78-årige Jimmy Lai

En kristen menneskerettighedsaktivist og ven af demokratiforkæmperen Jimmy Lai opfordrer kristne verden over til at bede for hans løsladelse, efter at Lai forrige mandag blev idømt 20 års fængselsstraf i Hongkong.
Aktivisten Benedict Rogers, der er medstifter af Hong Kong Watch, udtaler til Premier Christian News, at dommen er ”den slags dom, vi havde forventet”, men tilføjer, at den er ”absolut forfærdelig og chokerende”. Rogers tilføjer, at hans tanker og bønner er med Lai, hans modige kone, Theresa, og deres børn. Både sønnen Sebastian og datteren Claire har kæmpet utrætteligt for deres far.
Den 78-årige Lai, der er britisk statsborger, blev dømt i Hongkongs største nationale sikkerhedssag. Han beskrives som en fremtrædende romersk-katolsk lægmand og er grundlægger af avisen Apple Daily. Dommerne fandt Lai skyldig i to tilfælde af sammensværgelse ved at samarbejde med udenlandske styrker og et tilfælde af offentliggørelse af materiale, der tilskynder til oprør. Lai blev også beskrevet som ”hjernen” bag konspirationerne.
Lai, der allerede har siddet fængslet i fem år, nægtede sig skyldig i alle anklager og betegnede sig selv som en ”politisk fange”. Seks tidligere Apple Daily-medarbejdere, en aktivist og en advokatfuldmægtig blev også idømt mellem seks og ti års fængsel.
Fængselsstraf svarer til en dødsdom
Benedict Rogers mener, at Jimmy Lai blev ”udpeget”, fordi han opfattes som ”hjernen bag demokratibevægelsen” og desuden, fordi han var indflydelsesrig, velhavende og modig. Ifølge Rogers er Lais tro ”absolut central” i hans liv, og Lai har tilbragt flere år i isolation med at ”læse, bede og tegne billeder af Herren på korset”. Men Lai er blevet nægtet nadver i store dele af de seneste fem år.
Rogers advarede samtidig om Lais dårlige helbred. Lai lider af diabetes, har en hjertesygdom og har lidt et alvorligt vægttab. Ifølge Rogers er dommen ”i realiteten en livstidsdom, som man også kunne kalde en dødsdom”. Han opfordrede kristne til at bede for Lais løsladelse af humanitære årsager og desuden bede for alle forfulgte troende i hele Kina.



