Austin bad til Gud, mens han svømmede i fire timer for at redde sin familie

”Det var Gud hele tiden,” understregede den nu verdensberømte teenager efter den lange redningsaktion, som sluttede med, at hans mor og to søskende på otte og 12 år blev reddet i land af den australske kystvagt.

Den 13-årige Austin Applebee og hans familie fra Perth var på weekendtur med lejede paddleboards og kajak, da vejret pludselig slog om, og de blev drevet til havs af en stærk strøm. Det viste sig snart umuligt at padle i land. Austins mor, Joanne, valgte i denne situation at bede sin ældste søn ro gennem de høje bølger for at tilkalde hjælp. ”Det var en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har skullet træffe, at sige til Austin: ’Prøv at komme i land for at få noget hjælp,’ for det blev meget hurtigt alvorligt,” fortalte Joanne Appelbee til pressen efter redningen.

Bøn, kristne sange og glade tanker

Austin prøvede først at padle til land i sin kajak, men den tog vand ind, så han endte med at svømme de resterende to sømil tilbage til kysten. Efter to timer i vandet smed Austin redningsvesten og fortsatte svømmeturen i yderligere to timer. Han fortæller, at det, der holdt ham oppe undervejs, var bøn til Gud, kristne sange og det at tænke på gode venner. Efter at have svømmet i fire timer nåede han kysten Quindalup Beach, hvor han kollapsede, før han rejste sig op og løb to timer tilbage til hotellet for at ringe til alarmcentralen.

”Jeg sagde: Jeg har brug for helikoptere, jeg har brug for fly, jeg har brug for både. Min familie er ude på havet,” fortalte Austin senere til pressen. Efter alarmopkaldet blev et redningshold fra flere myndigheder mobiliseret, herunder WA Water Police, en redningshelikopter og frivillige fra Naturaliste Marine Rescue. På det tidspunkt havde familien været i havsnød gennem mindst otte timer. Og den udmattede Austin måtte en tur på hospitalet.

Prøvede at holde modet oppe hos børnene

Mens Austin svømmede og løb for at hente hjælp, havde Joanne bundet sine yngste børn fast til deres paddleboards, mens hun prøvede at holde modet oppe hos sin familie. ”Vi forblev positive, vi sang, og vi jokede og faldt i vandet. Vi behandlede det som lidt af en leg, indtil solen begyndte at gå ned. Da blev havet meget oprørt og med meget store bølger,” fortalte Joanne til ABC News. ”Da solen gik ned, troede jeg, at noget var gået frygteligt galt her, og min frygt var, at Austin ikke havde klaret det. Så, da det blev mørkere, ja, da troede jeg, at der ikke var nogen, der kom og reddede os.”

”Da solen gik ned, troede jeg, at noget
var gået frygteligt galt her, og min frygt
var, at Austin ikke havde klaret det. Så,
da det blev mørkere, ja, da troede jeg,
at der ikke var nogen, der kom og reddede os.”

Joanne Applebee

Joanne havde også håbet, at hotellet ville starte en eftersøgning, når de indså, at de lejede paddlebords ikke var kommet tilbage som aftalt. Men som timerne gik, havde hun mentalt forberedt sig på, at de alle skulle dø. Alligevel fortsatte hun med at trøste sine børn, mens det efterhånden blev mørkt omkring dem på havet.

Mødte ingen hajer

Austin Applebees bedrift omtales af medier fra hele verden, men langtfra alle nævner Guds hjælp eller drengens tro. Den kristne avis The Daily Declaration skriver, at ABC News ikke nævner Austins omtale af Guds hjælp. Men alligevel kommer ABC News til at understrege det mirakuløse ved historien med en bemærkning om, at Geographe Bay, ligesom det meste af Australiens kystlinje, har sin andel af hajer.

”Dagen før familiens prøvelser var en tre meter lang kobberhaj blevet set ud for kysten blot et par kilometer væk, mens en to meter lang haj blev rapporteret ved Quindalup dagen efter,” skrev ABC News.

Troede alle var døde

Austin havde klaret den lange svømmetur og den efterfølgende løbetur, der ifølge redningsfolkene nærmest svarer til at løbe to maratonløb. Efter at have ringet til myndighederne sagde Austin, at nogle ”flinke damer på stranden” gav ham mad, før han ”bare besvimede”. Han blev bragt til Busselton Health Campus, hvor han senere vågnede op, uvidende om, hvad der var sket med hans familie.

”Jeg indså, at de var væk, jeg troede, de var døde,” sagde han. ”Jeg havde en masse skyldfølelse i mit hjerte. Jeg tænkte: ’Åh, mand, jeg var ikke hurtig nok.’” Men kort tid efter modtog han den glade nyhed om, at hans familie havde overlevet og var blevet reddet i land.

Mindre skader

De næste par dage måtte Austin bruge krykker for at aflaste sine ømme ben. Joanne og børnene Beau og Grace slap fra oplevelsen med hævede ben, vabler, blå mærker og udslæt efter gentagne gange at være faldet af og igen have kravlet op på deres paddleboards midt i det oprørte hav. Foreløbig er de glade for at have reddet livet, siger Joanne, som dog vil holde øje med sine børn for at se, om de har psykiske mén efter oplevelsen.

”Jeg tror ikke, det var mig,
der gjorde det. Det var Gud
hele tiden.”

Det var Gud hele tiden

Mens alle roser Austin som en ”overmenneskelig helt”, ser han ikke selv sin maraton-præstation som noget særligt. Og selv om han skulle bruge krykker efter den udmattende redningsaktion, ville han alligevel i kirke om søndagen. I et interview med 7News Australia sagde Austin: ”Jeg tror ikke, det var mig, der gjorde det. Det var Gud hele tiden.” Han fortalte også mere om sin bøn under svømmeturen: ”Jeg blev ved med at bede og bede, og jeg sagde til Gud: ’Jeg vil døbes, jeg vil døbes.’”