”Det er om natten man ser nordlys”

”… jeg begyndte at kalde min sygdomssafari for en taknemmelighedsrejse, fordi jeg fandt ud af, hvor meget jeg har at sige tak for.”

Daniel Øhrstrøm er forfatter til en lang række bøger som behandler eksistentielle forhold i livet. Nogle vil sikkert have læst de gribende beretninger om fangekoret og dets leder Louise Adrian, som døde for få år siden. Interviews med filosofiprofessor Lars-Henrik Schmidt, samtaler med Møllehave og flere andre kendte kulturpersonligheder hører også til iblandt Daniel Øhrstrøms kildemateriale i disse bøger og i hans mangeårige arbejde for Kristelig Dagblad.

Og han trækker derfor på rige kilder i en dannelses – og kristelig – tradition, når det kommer til spørgsmål om meningen med livet og med lidelse, sygdom og død.

En rejse ind i taknemmelighedens univers

I ’Det er om natten man ser nordlys’ fortæller han mest af alt om sin egen rejse ind i lidelsens paradoksale virkelighed. Titlen kommer i øvrigt fra en fælles ven, frikirkepræsten Poul Kirk, som leverer mange indsigtsfulde betragtninger fra sit eget liv. Daniel Ørhstrøms fortælling starter dramatisk – in medias res – som den dygtige skribent han er, begynder den med en pludselig hospitalsindlæggelse, hvor familien får besked på, at de skal komme og sige farvel til ham.

Det var tilbage i 2022, så helt så galt gik det ikke… eller i hvert tilfælde ikke endnu. Daniel fortæller om sine mange turer ind og ud af hospitalsstuer, operationsborde, skanninger og forskelligartede diagnoser. En rejse med mange op- og nedture. Men også en rejse ind i taknemmelighedens univers. Taknemmelighed, fordi vi lever i et land, hvor man sætter en helikopter ind for at flyve ham fra Bornholm til Hovedstaden.

Hvor et team af dygtige læger, sygeplejersker og kirurger i døgndrift arbejder utrætteligt på at redde hans liv. Hvor hans opvækst i et kristent hjem har lært ham at bede og vist ham, at et liv i tro på håbets Gud aldrig fører til skuffelse. Jesusbønnen: ”Jesus Kristus, forbarm dig over mig!” bliver til den åndedrætsøvelse, der holder Daniel i live igennem de mange nærdødsoplevelser, som han får fra 2022 og frem til nu.

”Livets dybeste mening er fællesskab. Sådan må det være, tænkte jeg, da jeg blev syg. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskabet fordriver frygten, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. Fordi alting er ingenting uden kærlighed.” S. 163 Når sygdommen rammer, bliver vi tvunget til at stoppe op og overveje, hvad der egentligt er værd at leve for.

Og her er Daniel Ørhstrøms bog både rørende, gribende og hudløs ærlig, for det er nok ikke de vingeskudte flyvske ambitioner, som vi græder over, når sygdom, ulykke og død rammer vores illusion af kontrol over livet. Det er nok snarere fortrydelse over den tid, vi kunne have brugt på dybe samtaler med mennesker, som vi mødte på vores vej, men som blev udskudt ”til en dag med bedre tid”. Det er det nære fællesskaber i familien, der pludselig ophører eller vanskeliggøres… og hvor fortrydelse i baghovedet bliver til et ”hvis bare jeg havde brugt tiden, været mere nærværende” osv.

Livsbekræftende læsning

Efter at have læst bogen sidder jeg tilbage med en følelse af at have været i selskab med et både intelligent og følsomt menneske. Et menneske for hvem troen på Jesus Kristus er blevet til et Luthersk åndedræt i bønnen. Og en fred i livet, der bedst kan beskrives med disciplenes oplevelse midt på Genesarets sø, hvor Jesus, der lige er blevet vækket op, befaler stormen at lægge sig. Det er både meget stærkt og meget livsbekræftende læsning.

Daniel Øhrstrøm: Det er om natten man ser nordlys – Om sygdom, tro og uventede velsignelser
198 sider. 249,95 kr.
Forlag: Bibelselskabet