Efter Fastelavn begynder fastetiden

Tirsdag efter Fastelavn kaldes ”Hvide tirsdag” eller ”Pandekagedag” i nogle kristne traditioner. Dagen derpå, ”Askeonsdag”, starter den 40 dages fastetid som en forberedelse til påsken.

Pandekagespisningen på Hvide tirsdag kan hjælpe folk med at rydde spisekammeret for de hvide madvarer, der traditionelt har været forbudte i fastetiden. Det drejer sig om fx hvedemel og animalske produkter som æg, smør og mælk.

Et askekors i panden

Askeonsdag har man – fortrinsvis i katolske kirker – tradition for at præsten tegner et askekors i panden på kirkegængerne. Asken skal helst fremstilles af palmegrene fra det foregående års Palmesøndag. På den katolske hjemmeside Pastoral-Centret.dk kan man læse følgende:

”Under messen modtager vi askekorset, og præsten siger til os: ”Omvend dig og tro på evangeliet”, eller ”Menneske, husk, du er støv, og til støv skal du vende tilbage”. Dermed er vi ikke længere i tvivl om, at vi er skabte og forgængelige. Døden hører med til vort liv. Men vi hører hele fastetiden om en nådig Gud, som søger os og vil os det godt.”

Bibelsk faste

Bibelsk faste handler hverken om sundhed eller vægttab. Derimod har Guds folk ofte fastet under bøn både i svære tider, for at få vejledning og som forberedelse til en særlig opgave eller velsignelse. Det er ikke et bibelsk påbud, at kristne skal faste i præcis 40 dage, fordi Jesus gjorde det. Vi skal heller ikke forsøge os med at faste på samme måde. Men Bibelen fortæller, at også Moses, profeten Elias – og indbyggerne i Nineve – fastede i 40 dage.

Moses fastede, før han modtog De Ti Bud. “Moses blev oppe på bjerget sammen med Herren i 40 dage, og i al den tid hverken spiste eller drak han. Han skrev så pagtens grundlæggende bestemmelser, De Ti Bud, på de nye stentavler.”
(2 Mos. 34,28)

Israelitterne fastede før en mirakuløs sejr. “Kong Joshafat fik at vide, at en mægtig hær havde samlet sig i Edom på den anden side af Det Døde Hav, og at den allerede var nået frem til Hatzatzon-Tamar. Joshafat blev rystet over denne nyhed og besluttede at søge hjælp hos Herren. Derfor udråbte han en faste i hele Juda.”
(2 Krøn. 20,2-3)

Daniel fastede for at få vejledning fra Gud. “Derfor gav jeg mig til at bede inderligt til Gud Herren og bønfalde ham under faste og klædt i sæk og aske.” “Mens jeg bad, kom Gabriel, som jeg havde set i mit tidligere syn, hen til mig. Det var ved den tid på dagen, hvor man plejede at bringe aftenofferet i Jerusalems tempel. ”Daniel,” sagde han, ”jeg er kommet for at hjælpe dig til bedre at forstå det syn, du fik.’”
(Daniel 9,3 og 21-22)

Nehemias fastede, før han begyndte sit store projekt med at genopbygge Jerusalem. “Da jeg hørte det, satte jeg mig ned og græd og sørgede i flere dage, mens jeg fastede og bad til Himlens Gud.”
(Neh. 1,4)

Den jødiske dronning Ester valgte at faste i tre dage sammen med alle jøderne i Susa, før hun vovede at tale sit folks sag for den persiske kong Xerxes.
(Esters Bog 4)

Jesus fastede i 40 dage efter sin dåb. Selv om han blev meget sulten, kunne han alligevel stå imod Djævelens fristelser. “I 40 dage spiste han intet, og henimod slutningen var han meget sulten. Da kom Djævelen for at friste ham.”
(Luk 4,2)

De første kristne fastede, når de skulle tage store beslutninger: “En dag, da menigheden holdt gudstjeneste og fastede, sagde Helligånden: ”Udtag Barnabas og Saul til den opgave, som jeg har udvalgt dem til!” Menigheden fortsatte derefter i bøn og faste, og de lagde hænderne på dem for at sende dem af sted med Guds velsignelse.”
(ApG. 13,2-3)