Gud kaster anker i livets storme

I bogen ”Grebet – Når Gud kaster et anker” inddrager Mia Toldam læseren i en meget svær tid i familiens liv. Datteren får som 20-årig konstateret cancer, og fra 2010 til 2024 kastes hun ud i den ene behandling og operation efter den anden, og hun og familien svinger mellem håb og skuffelse og frygt, mens håbet synes at blegne mere og mere. Samtidig forsøger de at holde fast ved tilliden til Gud gennem det hele.

Bogen er primært en indsigt i forfatterens tanker, kampe og tro og et vidnesbyrd om, hvordan Gud gennem små tegn – det hun kalder ankre – bærer hende trods den meget svære tid. Mange af ankrene er små dagligdags tegn, der viser hende, at Gud alt til trods er trofast og til stede midt i det hele. Forfatteren er ærlig, når hun fortæller om kampe og smertefulde spørgsmål og anfægtelser, der opstår, når det ser ud som om, Gud ikke svarer på de mange bønner, som opsendes for hendes datter.

Noget af det, som gør det svært for hende, er hendes behov for at have kontrol. Derfor er nogle af de spørgsmål, der opstår i hende, også, om de manglende svar skyldes fejl ved hendes bønner. Men hun når frem til, at ”Hvis svaret er JA, så må det bero på, at vi som mennesker kan analysere os frem til eller præstere tro nok til, at Gud vil gribe ind, hvordan Han vil gøre det, hvornår Han vil gøre det og dermed gennem vores tro og bøn styre, hvad Gud skal gøre.

Sådan tror jeg ikke, det hænger sammen” (s. 136). Derfor har forløbet også lært hende at kunne være til stede i magtesløsheden. Alligevel skinner troen på størrelsen af vores egen magt igennem, når hun fortæller om, hvordan hendes mand efter endnu en dårlig tilbagemelding om datterens helbred, mister troen på Guds indgriben. Med ord som – ”Mit hjerte gik i stykker, endnu engang, den dag jeg forstod, hvad hans valg betød for vores liv sammen.

[…] Samtidig har jeg den dybeste respekt for et menneskes fri vilje til at tro og mene, hvad man vil. […]” (s. 110) og senere, at hun måtte ”Acceptere, at Martin nu engang var ansvarlig for sit eget trosliv” (s. 120) – lægger hun for mig at se for meget vægt på hans valg og ansvar. For jeg tror ikke, at det er et valg, når hårdt prøvede mennesker ikke længere kan holde fast ved troen. Samtidig kan jeg ikke se, at det, at man ikke længere kan tro på, at Gud vil helbrede, er det samme som, at man har mistet troen.

For vi har ikke fået et løfte om, at det altid er Guds vilje at helbrede mennesker fysisk. Derfor kan viljen til at lægge os selv og vores kære i Guds hånd, hvad end det vil betyde, være ensbetydende med en større tro, end den der krampagtigt holder fast ved, at Guds skal helbrede. Når det gælder Mias datter, viser det sig imidlertid, at Gud til sidst gennem en ny behandlingsform, efter mange år, helbreder hende, og det ovenstående kritikpunkt er blot en anskueliggørelse af, hvor svært det – trods vores erkendelser af vores usunde behov for kontrol og magt over egen tro – er at give slip og være tilstede i magtesløsheden, også når den består i manglende evne til at holde fast i tilliden til Gud.

Mia Toldam: Grebet
156 sider. 199 kr.
Forlaget Kløvereng