Joel tjener Gud via satellit-tv og onlinemedier: – Vi når hjerter hos mennesker, hvis sprog jeg ikke taler
For Joel Zakarias Dam blev en pause fra ingeniørstudierne til en volontørtjeneste og siden fast arbejde i den kristne medieorganisation SAT-7 i Cypern, hvor han sammen med kristne fra mange kirkesamfund og kulturer når ud til mennesker i Mellemøsten og Nordafrika.

Når Joel Zakarias Dam møder ind på arbejde på den kristne medieorganisation SAT-7’s kontorer i Nicosia i Cypern, møder han kollegaer med mange forskellige baggrunde. Han deler kontor med en cypriot med ortodoks baggrund og en sydkoreaner, som har rødder i en karismatisk evangelisk kirke. På nabokontoret sidder en egyptisk koptisk kristen, og i it-afdelingen er der personer med græsk-evangelisk og libanesisk-maronitisk baggrund.
”Arbejdet på SAT-7 har virkelig været et vidnesbyrd for mig om den enhed, som vi som kristne kan udleve, når vi beslutter os for at arbejde sammen om noget, der er vigtigere end det, der adskiller os. I SAT-7 er vi forenet om den mission at være en holistisk kristen medieorganisation, der sender satellit-tv og driver forskellige onlinemedier, som oplyser om kristendom, og som giver håb, viden og inspiration til kristne i Mellemøsten og Nordafrika. Den opgave er vigtigere end vores forskelle,” siger Joel Zakarias Dam.
Han er ansat som videoredaktør og Europa-koordinator i SAT-7, hvilket betyder, at han især står for at lave videoer om medievirksomhedens arbejde til de partnere rundt omkring i Europa, som støtter SAT-7 og fundraiser til dens arbejde. Han har været ansat i SAT-7 i over syv år, først som volontør, siden som fastansat, og han er undervejs blevet uddannet i at filme, lave tv og redigere video.
Da han kom til Cypern som volontør i 2018, var han netop færdig med sin bachelor på ingeniørstudiet i København og forestillede sig, at han skulle være volontør i et halvt års tid, inden han ville vende tilbage til de videregående studier inden for ingeniørfaget. Men opgaven med at lave kristent indhold til forskellige medieplatforme greb ham, og han fik i første omgang forlænget sin volontørkontrakt og fik herefter tilbudt lønnet arbejde på en midlertidig kontrakt, der siden er blevet forlænget flere gange.
Sultne efter kristendom
For Joel Zakarias Dam er det en stor glæde at kunne tjene Gud på den måde. ”Det er meget meningsfuldt. Med vores programmer og kommunikationskanaler når vi mennesker i Mellemøsten og Nordafrika, som ofte er meget sultne efter at få viden om kristendommen og få næring til deres tro. Vi sørger for, at indholdet er lavet på det lokale sprog og med værter, som har samme kultur og sproglige baggrund som dem, vi gerne vil nå. Vi skal nå folk, så det taler ind i deres virkelighed og kultur, ikke som noget udefrakommende og fremmed,” siger han.
Han tilføjer, at kristendommen jo har sit udspring i den mellemøstlige region, og det er vigtigt for SAT-7 at afspejle det i stedet for at præsentere kristendommen som noget kulturelt fremmed, som skal importeres fra Vesten. Derfor har Joel Zakarias Dam heller ikke været på skærmen som vært eller reporter; det nærmeste, han er kommet en optræden foran kameraet, er, når han har optrådt i dyrekostume i et børneprogram.
”Det passer mig også fint at være bag kameraet og i redigering og kommunikation. Det er en stor glæde for mig at have fundet en måde at tjene Gud på, hvor jeg kan bruge mine kompetencer,” siger han. Joel Zakarias Dam er født på Bornholm i 1993 og vokset op i Evangelisk Luthersk Mission. Han har altid troet på Gud, men først i løbet af hans efterskoleophold blev Gud en så levende realitet i hans liv, at han besluttede at lade troen få afgørende indflydelse på sine valg og prioriteringer.
”Jeg besluttede, at troen skulle have betydning i mit liv og have indflydelse på, hvordan jeg levede, og hvilken vej jeg valgte i livet. Det betød blandt andet, at jeg efter gymnasiet besluttede at rejse ud som volontør for Mission Afrika i Sierra Leone for at snuse til, hvad en tjeneste som missionær kan bestå i,” fortæller han.
”Jeg besluttede, at troen skulle have betydning
i mit liv og have indflydelse på, hvordan jeg
levede, og hvilken vej jeg valgte i livet.”
Volontørtjeneste i Sierra Leone
Joel Zakarias Dam spillede musik og var optaget af afrikansk kultur og musik. Desuden havde han fra barndommen et billede af mission som noget, der især var forbundet med at rejse til Afrika. Derfor var det naturligt for ham at søge i den retning, og sammen med to andre unge mænd rejste han fire måneder i Bo i Sierra Leone. Her samarbejdede de med et dansk missionærægtepar, der var uddannet teologer og primært arbejdede med at uddanne læglæsere.
Joel og de andre volontører hjalp til med forskellige praktiske opgaver, var med til at undervise på den lokale skole og engagerede sig desuden i den lokale kristne ungdomsforening. ”Vi fornemmede, at ungdomsforeningen var ret velfungerende, men at de unge ikke i særlig høj grad selv tog stilling til troen eller arbejdede med spørgsmål om tro og liv. De havde lært en masse svar mere eller mindre udenad, men havde ikke reflekteret ved at læse i Bibelen og selv forsøge at udlede noget af teksten,” siger Joel Zakarias Dam.
Han og de to andre volontører arrangerede en aften for de unge, hvor hver volontør havde et spørgsmål med, som de opfordrede de unge til at gå på jagt efter et svar på ved at læse og reflektere over udvalgte bibeltekster. Joel havde valgt spørgsmålet om, hvorfor man som kristen skal gøre godt for andre. ”Deres umiddelbare svar var præget af en forståelse af, at når man gjorde godt for andre, var det for selv at få Guds velsignelse i form af velstand og fremgang. Jeg lagde op til en refleksion over, om det kunne være omvendt: At man som kristen giver ud af det, man allerede har fået,” fortæller han.
Joel Zakarias Dam oplevede, at de unge i første omgang forsøgte at udlede et korrekt svar, der var som en form for facit. Men han fik dem overbevist om, at formålet var, at de skulle reflektere og finde deres eget bud. ”Det gjorde virkelig indtryk på dem, og de blev så glade for den form, at de bad os integrere den i en større ungdomskonference, vi blev bedt om at være med til at arrangere,” fortæller han.
Holistisk menneskesyn og samfundsengagement
Trods de positive erfaringer førte opholdet i Sierra Leone til, at Joel Zakarias Dam besluttede, at han ikke skulle være missionær sådan som det ægtepar, der var udsendt til Bo.
”Jeg kunne ikke se mig selv som teolog eller i den form for arbejde, og så var min plan at gå videre ad ingeniørvejen. Men Gud ændrede på den plan, da jeg efter mit bachelorstudie igen ville ud, blot for en kort periode. Jeg søgte om at komme til Afrika igen, men fik et tip om, at SAT-7 i Cypern gerne ville have en volontør med lidt teknisk erfaring. De mente godt, at de kunne bruge mig, selv om jeg aldrig havde brugt et kamera eller redigeret en video, men dog havde lidt erfaring med at lave lyd til koncerter og så en generel teknisk forståelse fra ingeniørstudiet,” siger han.
Erfaringerne fra Sierra Leone med at engagere de unge i en refleksion over troens betydning i deres liv ligger ikke så langt fra det, SAT-7 gør, forklarer han. SAT-7 laver både decideret kristne programmer med bibelsk indhold – bl.a. med det formål at imødegå de mest udbredte fordomme om den kristne tro. Derudover laver de programmer målrettet kvinder og børn og sender bredere underholdningsprogrammer og film, som dog ofte har temaer, som er særligt relevante for de kristne i Mellemøsten og Nordafrika.
”Vi har et holistisk menneskesyn og vil gerne inspirere vores seere til både at søge dybere i troen og til at engagere sig i samfundet. Vi har blandt andet programmer om kvinders rettigheder og tros- og religionsfrihed, og vi har udsendelser, som portrætterer unge iværksættere, hvis virksomheder skaber gavn i samfundet. Desuden sender vi mange børneprogrammer, hvor målet er, at børnene kan lære Jesus at kende og møde dem i de vilkår, de lever under,” siger Joel Zakarias Dam.
Kristendom som modsvar til mørket
SAT-7 sender fra England, Egypten, Libanon, Tyrkiet og Cypern på arabisk, tyrkisk og persisk. Den persiske kanal, SAT-7 PARS, sender bl.a. fra Limassol i Cypern, hvorfra den når massevis af seere i Iran, Afghanistan og Tadsjikistan. ”Især i Iran og Afghanistan oplever vi, at der er en stærk tørst blandt befolkningerne efter alt andet end, hvad de har oplevet under det undertrykkende islamiske regime, og de har levet så længe i håbløshed og mørke. Der repræsenterer kristendommen et meget klart modsvar,” siger han.
Joel Zakarias Dam har oplevet meget stærke vidnesbyrd i den feedback, der kommer fra seerne.
”De fortæller, hvordan de i kristendommen oplever en frihed, som de aldrig har kendt til før på grund af den opvækst, de har haft religiøst og kulturelt. I kristendommen finder de håb midt i håbløsheden. Mange af vores seere bor i lande med en stor ung befolkning, som har udsigt til arbejdsløshed, og som oplever, at de politiske forhold ikke ændres til det bedre. Vi er ikke politiske og tager ikke stilling til politiske spørgsmål, men vi laver programmer, hvor de emner, som optager vores seere, bliver behandlet, også spørgsmål om fx økonomi, ægteskabsproblemer eller religiøse rettigheder,” siger han.
På arabisk har SAT-7 to kanaler, hvoraf den ene, SAT-7 KIDS, er forbeholdt programmer til børn, mens programmer til børn på de tyrkisk- og persisksprogede kanaler er integreret i sendefladen, især i eftermiddagstimerne. ”Vi hører fra mange børn, at de er taknemlige for, at de alene på grund af SAT-7 kan vokse op med et kendskab til Jesus. Mange af børnene giver stærke vidnesbyrd, for eksempel i form af forbønner, som indgår i vores direkte udsendelser,” fortæller Joel Zakarias Dam.
”Når der har været uro i Afghanistan,
har børn i nabolandet Iran bedt for
børnene i Afghanistan og omvendt.
De har udvist en stærk tro på, at
Gud kan gribe ind i de situationer,
hvor de oplever, at de ikke selv har nogen magt.”
Han har med tiden lært sig en smule persisk (farsi), men i de første år forstod han ikke noget af, hvad der blev sagt under udsendelserne. Når han bagefter fik oversat dele af udsendelserne, blev han ofte bevæget over den stærke tro og tillid til Jesus, som børnene gav udtryk for. ”Når der har været uro i Afghanistan, har børn i nabolandet Iran bedt for børnene i Afghanistan, og omvendt. De har udvist en stærk tro på, at Gud kan gribe ind i de situationer, hvor de oplever, at de ikke selv har nogen magt,” siger han.

En erfaring af kristen enhed
Joel Zakarias Dam er meget taknemlig for, at han via sit arbejde, som primært har med det tekniske at gøre, kan bidrage til, at millioner af mennesker får budskabet om Jesus ind i deres stuer og hjerter, og at de får inspiration og styrke til at leve som kristne. ”Som en lille puslespilsbrik kan jeg – som en del af fællesskabet i og omkring SAT-7 – bidrage til, at vi kommer i kontakt med mennesker, som jeg selv aldrig ville have en chance for at nå ud til. Ved at udfylde min lille rolle er jeg med til at gøre noget, som forvandler menneskers liv og også giver dem en erfaring af at blive set og hørt,” siger han.
SAT-7 har et helt hold ansatte, som alene tager sig af kontakten med seerne, og medievirksomheden arbejder i stigende grad med, at seernes ønsker, behov og spørgsmål får direkte indflydelse på programmernes indhold. Også seernes forskellige kirkelige tilhørsforhold afspejles i programmernes sammensætning på den måde, at værter og gæster så vidt muligt repræsenterer nogle af de mest udbredte kirkesamfund i de lande, programmerne sendes til.
”SAT-7 vil gerne favne bredt og repræsentere kristen enhed. Så vi giver plads til de kirkelige retninger, som er en del af seernes virkelighed. Vi vil gerne holde fast i, at vi tror på den samme Gud,” siger Joel Zakarias Dam. Netop det økumeniske perspektiv og erfaringen af at kunne arbejde sammen på tværs af kirkelige retninger er noget af det, han har oplevet allerstærkest i sine år i SAT-7.
”Når jeg læser i Johannes-evangeliets kapitel 17, hvordan Jesus kort før sin død på korset beder for enhed, gør det dybt indtryk på mig. Og i SAT-7 og i det meget internationale miljø, jeg er en del af i min hverdag i Cypern, har jeg oplevet, at det er muligt at leve efter det. Det kan være udfordrende, men det er også med til at udvide mit perspektiv. Jeg oplever ikke, at jeg går på kompromis med min tro, men at jeg styrkes i min måde at leve på som kristen,” siger han.
Fundraising og forbøn
Joel Zakarias Dam understreger, at det store bagland, der fundraiser til og støtter SAT-7 med penge og forbøn, er ekstremt vigtigt. ”Uden den opbakning var det slet ikke muligt at gøre det, vi gør, og det er meget stærkt for mig at opleve, hvordan mennesker fra så mange lande er med til at gøre mit og SAT-7’s arbejde muligt,” siger han. Bøn er også med til at binde medarbejderne i SAT-7 sammen.
Hver onsdag er der et fælles bønnemøde online, som typisk ledes af virksomhedens direktør, Rita El-Mounayer, og hvor ansatte fra forskellige kontorer kan byde ind og dele en andagt. Også her er der input fra mange forskellige kirkeretninger.
”Jeg har lært enormt mange mennesker at kende og har virkelig fået øjnene op for kristendommens mangfoldighed, og jeg har lært, at ens teologi og menneskesyn ikke kun er formet af Bibelens ord, men også af ens kulturelle baggrund. Det vil jeg helt sikkert tage med mig, uanset hvor jeg senere i livet kommer til at bo og arbejde,” siger Joel Zakarias Dam, der er gift med en costaricansk kvinde, han har mødt i Cypern, og har en datter på et halvt år.
”Vi hører fra mange børn,
at de er taknemlige for,
at de alene på grund af
SAT-7 kan vokse op med
et kendskab til Jesus.
Mange af børnene giver
stærke vidnesbyrd, for
eksempel i form af forbønner,
som indgår i vores direkte udsendelser.”
Joel Zakarias Dam mener også, at erfaringerne fra SAT-7 vil kunne bruges i Danmark, hvis de tilpasses den danske kontekst. ”Når jeg er i Danmark og fortæller mennesker om, hvad SAT-7 laver i Nordafrika og Mellemøsten, er der mange, der efterlyser mere kristent indhold online i Danmark. Især hører jeg, at mange efterlyser platforme, hvor deres børn kan møde indhold af høj kvalitet, som introducerer dem til kristendommen, men også bare generelt giver dem indhold, som det er trygt at lade dem møde,” siger han.
Han ser tendenser til, at der laves mere kristent indhold i form af podcast og håber og tror, at der med tiden også vil blive lavet mere dansk kristent indhold på andre platforme, for eksempel i form af underholdning og dramaserier a la den populære Netflix-serie The Chosen. ”Gudstjenesten er en god og vigtig måde at forkynde og formidle kristendom, men jeg tror, at der er behov for andre formater, som dels kan opbygge og inspirere kristne, dels kan give mennesker, der har fordomme om kristendommen, indsigt i, hvad kristendommen reelt rummer,” siger han.
SAT-7
Den kristne medievirksomhed SAT-7 sender fra England, Egypten, Libanon, Tyrkiet og Cypern på arabisk, tyrkisk og persisk. Den persiske kanal, SAT-7 PARS, sender fra Limassol i Cypern. SAT-7 støttes blandt andet af Mission Afrika. SAT-7 har 290 ansatte på verdensplan og har samarbejde med ca. lige så mange freelancere. Ifølge en undersøgelse fra 2024 har SAT-7’s arabiske kanaler ca. 15 mio. seere.
I 2025 havde SAT-7: 18,2 mio. interaktioner på SoMe 75.000 samtaler med seere 3,9 mio. følgere/abonnenter på Instagram, Facebook og YouTube Man kan se SAT-7’s programmer overalt i verden via appen SAT-7 PLUS.



