Kristenforfølgelsen vokser: Politikere taler, men hvem beskytter de kristne?

I sidste uge lancerede Open Doors World Watch List 2026 på Christiansborg. World Watch List er en oversigt over de lande i verden, hvor kristne forfølges mest, og den offentliggøres hvert år i januar.

I sin åbningstale måtte generalsekretær Jens Kristian Lund Jensen igen konstatere, at forfølgelsen af kristne globalt ikke er blevet mindre – tværtimod. I 2024 blev 360 millioner kristne vurderet som forfulgte, og i 2025 var tallet steget til 388 millioner. Nordkorea ligger fortsat øverst på listen over de farligste lande for kristne. Samtidig bliver volden mod kristne stadig mere ekstrem i landene syd for Sahara. Ni ud af ti kristne, der dræbes, mister livet i denne region, og syv ud af ti drab sker i Nigeria.

Alligevel havde Open Doors valgt at sætte særligt fokus på Syrien ved årets lancering. Landet er hurtigt rykket op som nummer seks på listen over steder, hvor kristne dræbes eller fordrives. Under det nye styre efter Assads fald udsættes kristne ifølge Open Doors for islamisk pres, diktatorisk paranoia, organiseret kriminalitet og korruption. Antallet af kristne i Syrien er faldet dramatisk fra omkring 1,5 -2 millioner før 2011 til cirka 300.000-400.000 – omkring én procent af befolkningen. De øvrige er blevet fordrevet eller dræbt.

Trods de dystre realiteter udtrykte Jens Kristian Lund Jensen håb om, at dansk udviklingsbistand til genopbygningen af Syrien kan gøre en forskel. Men han stillede også spørgsmålet: Hjælper vi klogt nok? Han efterlyste, at religion systematisk indgår som sårbarhedsfaktor i danske udviklingsprogrammer. Konkret ønskede han: støtte til hjælpeorganisationer, der arbejder for religions- og trosfrihed og især beskyttelse af konvertitter i praksis, samt øget støtte til civilsamfundet, som hjælper forfulgte kristne.

Med disse ønsker udfordrede han panelets politikere – Christian Friis Bach (V), Flemming Møller Mortensen (S), Charlotte Munch (DD) og Sjúrður Skaale (Færøerne) – til at forklare, hvordan bistanden bedst kan gavne kristne.

Advarsel fra syrisk pastor

Inden politikerne fik ordet, gav den syriske pastor Edvard et rystende indblik under overskriften ’Kirken i en mørk tid’. Mange kristne fik håb, da Assad-regimet faldt i 2024, fordi den nye ledelse lovede reformer og respekt for kristne. I begyndelsen oplevede kirkerne også en vis beskyttelse, blandt andet ved juletid. Men situationen ændrede sig hurtigt. Pastoren fortalte om drab på alawitter, drusere og kurdere, som har skabt frygt blandt alle minoriteter.

Den nye ledelse kæmper med at kontrollere de mange militser, der væltede Assad, hvilket fører til hævnaktioner og daglig vold. Samtidig breder en stærkt jihadistisk atmosfære sig. Ifølge pastor Edvard mener mange fraktioner, at deres sejr skyldes loyalitet mod sharia og en ekstrem islamfortolkning – og at enhver moderering derfor opfattes som et svigt mod Gud. Kristne bliver ikke systematisk dræbt, men udsættes for chikane: graffiti på kirker, ødelagte kors og statuer, tyverier og intimidering – eksempelvis en mand, der reciterede koranvers midt under en katolsk messe.

”Kristne bliver ikke systematisk
dræbt, men udsættes for chikane:
graffiti på kirker, ødelagte kors
og statuer, tyverier og intimidering.”

– Pastor Edvard, Syrien

Samtidig sidder sheiker nu i mange regeringskontorer og indfører strammere islamiske regler. Mange kristne forlader landet af frygt og usikkerhed. Ifølge kilder fra Vatikanet er den kristne befolkning faldet med 74 procent. Alligevel sluttede pastor Edvard med håb: Kirken vil fortsat sprede håb og være et lys i Syrien. Han roste samtidig Danmarks indsats og lagde vægt på, at Danmark sammen med EU kunne tale med en samlet stemme. Han opfordrede derfor til klare krav til styret, herunder en ny permanent forfatning med fuld religionsfrihed, fjernelse og afvæbning af jihadistiske grupper.

Klar uenighed i panelet

Ordstyrer Mette Østergaard spurgte panelet, om religiøs sårbarhed bør spille en rolle i dansk bistand. Christian Friis Bach (V) svarede ja, men med en bred tilgang: Danmark arbejder allerede for tros- og religionsfrihed internationalt, også i Syrien, understregede han. Men indsatsen skal forankres i universelle rettigheder – ikke målrettes én religiøs gruppe. Han advarede direkte mod at gøre bistand afhængig af særskilt beskyttelse af kristne:

”Hvis vi gør det, risikerer vi at gøre kristne mere sårbare, fordi de kan få skylden for, at penge bliver trukket. I stedet bør Danmark arbejde for religionsfrihed for alle minoriteter – også drusere, alawitter og jøder.” Charlotte Munch (DD) indtog en langt skarpere linje. ”Der skal være klar sammenhæng mellem beskyttelse af kristne og dansk støtte,” sagde hun. ”Money talks. Hvis man rammer økonomien, når man længere.”

Hun mente, at religionsfrihed bør være et tydeligt kriterium for udviklingsbistand. Flemming Møller Mortensen (S) henviste til den brede udviklingspolitiske strategi fra sidste år, hvor otte partier blev enige om at stille krav i samarbejdsaftaler. Han pegede på, at der fortsat er muligheder for at påvirke udviklingen i Syrien gennem dialog og partnerskaber. Sjúrður Skaale (Færøerne) gik længst i sin kritik.

”Hvis Danmark sender store beløb til et land, der fordriver kristne fra et af verdens ældste kristne samfund, risikerer man at blåstemple udviklingen,” advarede han. Giver man 650 millioner uden krav, bliver det opfattet som accept.Han argumenterede for, at Vesten har et særligt ansvar over for kristne i regionen, fordi de deler værdigrundlag med Europa. Debatten kulminerede i en direkte uenighed mellem Friis Bach og Skaale.

Skaale fastholdt, at religionsfrihed i Syrien først og fremmest handler om at beskytte de grupper, der faktisk forfølges – især kristne. Friis Bach afviste: ”Danmark skal beskytte alle religiøse minoriteter gennem en rettighedsbaseret tilgang. Selv om kristne er hårdt ramt, vil en særstrategi kunne gøre dem mere udsatte, fordi de så får skylden for, at bistanden skæres,” gentog han.

Efterlyste konkrete resultater

Mod slutningen blev de brede formuleringer udfordret med et konkret spørgsmål til de to regeringspolitikere: ”Kan I pege på én politisk beslutning – ikke en erklæring – der konkret har forbedret beskyttelsen af religiøse minoriteter i Syrien under denne regering?” Christian Friis Bach (V) svarede, at hensynet til religions- og trosfrihed nu er skrevet ind i strategierne, og at der er afsat midler til stabiliseringsindsatsen. Han henviste også til støtte til organisationer som Danmission, Folkekirkens Nødhjælp og Mission Øst, der arbejder med religiøse minoriteter i Syrien.

Derudover fremhævede han, at fokus på religionsfrihed er indarbejdet i de nye partnerskabsaftaler (SPA), og udtrykte utilfredshed med, at Danmark i 14 måneder ikke har fået udpeget en særlig udsending for religions- og trosfrihed. Flemming Møller Mortensen (S) henviste til, at Danmarks indsats allerede har en effekt, hvilket efter hans vurdering også blev bekræftet af den syriske præst tidligere på dagen. Han understregede værdien af dialog og fremhævede beslutningen om at åbne en dansk ambassade i Syrien som “rettidig handling”.

Ingen af de to regeringspolitikere pegede imidlertid på en konkret politisk beslutning, der dokumenterbart har styrket beskyttelsen af kristne eller andre religiøse minoriteter i Syrien. Spørgsmålet, der står tilbage, er derfor, om Danmark stiller tilstrækkeligt tydelige krav. Når integrationen af muslimske miljøer i vestlige demokratier mange steder viser sig vanskelig, hvorfor forventes demokratiske tiltag da uden videre at slå igennem i samfund, hvor islamistisk ekstremisme vokser? Og risikerer Danmark i praksis at støtte et styre, der fordriver kristne fra et af verdens ældste kristne områder?