Kristne bør vogte sig for at svælge i kongehusskandaler

Ligesom de fleste andre har jeg den seneste uge fulgt nøje med i kongehusskandalen i Norge. Kronprinsesse Mette-Marit er blevet afsløret i at have haft et alt for tæt forhold til den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein. Afsløringerne er kommet, efter at den amerikanske efterretningstjeneste har offentliggjort millioner af sider med e-mailkorrespondance mellem Epstein og en lang række magtfulde personer, som han havde omgang med og besøgte.

Flere prominente mennesker har i den forgangne uge måttet forlade deres poster – ikke blot i Norge, men over hele den vestlige verden. Skandalerne står i kø, og medierne – især de sociale – flyder over med slibrige detaljer fra private mails og hårde, fordømmende kommentarer. I Norge mener omtrent halvdelen af befolkningen nu, at kronprinsesse Mette-Marit ikke kan blive dronning.

Det er afsløringer, som naturligt berører os alle. Kongehuset er en institution, vi har et forhold til, og de kongelige repræsenterer ikke blot sig selv, men også en tradition, et folk og et ideal. Derfor er det forståeligt, at vi bliver chokerede og forargede, når en kronprinsesse – og mange andre magtfulde mennesker – afsløres i at have haft fortrolige relationer til grov kriminalitet. Men da afsløringerne kom, og jeg læste den ene artikel efter den anden, begyndte jeg pludselig at mærke, at noget var galt.

Ikke med sagen – men med mig selv. Jeg blev mere og mere optaget af ondskaben, samtidig med at jeg kunne mærke, hvordan jeg blev trukket med af den stadigt mere fordømmende strøm. Det gik op for mig, at jeg var begyndt at blive tiltrukket af det onde, selvom jeg troede, jeg læste med et rent hjerte. Og sådan spreder ondskaben sig. Ondt avler ondt. Jo mere vi dykker ned i det, desto mere påvirker det os. Vi bilder os ind, at vi har kontrol over ondskaben, men ofte er de kræfter, der står bag den, langt mere snedige, end vi selv er.

Hvorfor fylder denne sag så voldsomt i disse dage? Måske fordi vi som mennesker – ligesom de magtfulde, der lod sig trække ind i et mørkt univers – har en tilbøjelighed til at blive fascineret af det forbudte og det onde. “Du pirrer mine tanker,” skrev den norske kronprinsesse i en mail. Andre blev pirret på langt mere konkrete måder. Det er der desværre intet nyt i. I dag handler mange af de mest sete film og serier på Netflix om mord, ondskab og psykopati.

Det stimulerer os. Den brutale sandhed er, at vi let bliver nysgerrige på det onde – og at vi kan blive draget af det. Derfor risikerer vi også at give mennesker og handlinger, der burde forblive i mørket, en opmærksomhed, de ikke fortjener. Mediernes svælgen i sagen og dens detaljer ligner en form for dyrkelse af ondskaben. Vi holder den frem, udpensler den og diskuterer den igen og igen. Og selvom vi siger, at det sker for at tage afstand, er der ofte også en skjult tiltrækning. Den massive, næsten hadefulde fordømmelse af den norske kronprinsesse kan i sig selv være et udtryk for den ondskab, vi tror, vi bekæmper.

Det er ikke en kristen kultur værdig. Kristne bør være varsomme og afholde sig fra at svælge i mediernes detaljerede fremstillinger af onde menneskers handlinger. For ondskab smitter.