Kristne sender hilsener fra det iskolde Nordkorea

Regeringens propaganda for sig selv svarer slet ikke til det, befolkningen i Nordkorea oplever. Foto fra Pyongyang, Bigstock

”Den økonomiske situation for den nordkoreanske befolkning er virkelig alvorlig. Gaderne er mørke, og borgerne sulter. [Regeringens] konstante fokus på selvforsyning, som den eneste måde at overleve på, fører til håbløshed i befolkningen.”

Disse udtalelser kommer fra beskeder fra undergrundskristne i Nordkorea, som den internationale organisation Open Doors har modtaget for nylig. Nordkorea er det land i verden, hvor det er sværest at være kristen, og kristne er under et større pres end resten af befolkningen, men måske har landets kristne også et håb, som deres naboer ikke har, påpeger Open Doors.

Dystert billede af iskoldt Nordkorea

Open Doors skriver, at de kristnes ord tegner et dystert billede af virkeligheden i Nordkorea, som står i stor kontrast til den propaganda, som kommer fra regeringens officielle kanaler. Regeringen overvåger, hvad befolkningen gør og siger, den kontrollerer alle aktiviteter, og bombarderer folket med propaganda. En nordkoreansk kristen fortæller: ”Aviserne og fjernsynet fortæller vidt og bredt om, at regeringen har bygget nye fabrikker, der producerer varer, der er nødvendige i hverdagen, og som sikrer arbejdspladser. Men i virkeligheden er mange fabrikker ikke i drift.”

Der er også dårlige helbredsforhold. Ligesom Danmark er Nordkorea nu midt i vinteren, og i januar faldt temperaturen helt ned til -23 grader. ”Der har været store temperaturforskelle mellem nat og dag, og det har givet udbredte problemer med influenza og luftvejsinfektioner,” fortæller en kristen. ”Især børn og ældre er i risiko, fordi deres immunforsvar er svagt. Blot det at få en forkølelse er et stort problem, fordi der er begrænsede mængder medicin til salg på markederne, og medicin er meget dyrt.”

”På apotekerne er medicinen udstillet på hylderne, men man kan ikke købe noget,” forklarer en anden kristen. ”Derfor må man udholde sin sygdom uden ordentlig behandling, eller man må ty til folkemedicin. Det kan være kogte radiser og ingefær eller ingefærsaft eller varmt vand med sukker.”

Urokkelig tro midt i smerten

Men sammen med beskrivelserne af situationen, deler de kristne vers fra Bibelen og budskaber om taknemmelighed. Dette viser en undergrundskirke med stor tro, som stædigt holder fast i evangeliet. ”Med en uforanderlig og urokkelig tro på Herren ved vi, at vi ikke må opgive vores tro på Kristus,” understreger en kristen. ”Ikke engang hvis det koster os livet. Vi må stå fast ved sandheden i Guds ord.”

En anden kristen deler i sin besked Guds løfter fra Esajas’ Bog 43, 2: ”Går du gennem vand, er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. Vi takker og lovpriser Gud, som giver os håb i efterårets kraftige regn og i sommerens intense varme. Ham som vogter os som sin øjesten, og som altid er med os.”

De nordkoreanske kristne udtrykker også taknemmelighed for at kristne andre steder i verden beder for kirken i Nordkorea. En af dem skriver: ”Men jeres ufattelige varme og betænksomme handlinger har berørt vores liv dybt, gennemtrængt alle dele af vores tilværelse og strømmet ind i os som luft og er blevet en uudtømmelig kilde til styrke.” En anden kristen fortæller, at forbønnen er en livline: ”Vi eksisterer stadig på grund af jeres bønner og støtte.”

Open Doors kommenterer disse hilsener med ordene: Selvom vi ikke kender navnene på de kristne bag beskederne, og de ikke kender vores, holder de ud, fordi de ved, at den verdensomspændende kirke står sammen med dem. Derfor lyder opfordringen til fortsat bøn for Nordkorea: Tak Gud for muligheden for at få indblik i nordkoreanske kristnes liv. Bed om, at han må sørge for nordkoreanere i sygdom, kulde og sult, og at de må mærke hans nærvær i dag. Bed om, at kristnes modige tro må nå hjerterne på lederne, så også de lærer Jesus at kende.