Min mand er mere trist og træt end normalt i vinterperioden. Hvad kan jeg gøre?
Kære panel
Jeg er begyndt at blive bekymret for min mand. Han er ikke vred eller udadreagerende, men mere stille og trist, som om der hele tiden ligger en tyngde over ham. Det er noget, vi ofte ser i vinterperioden, hvor dagene er korte, men denne gang føles det mere markant. Han trækker sig mere tilbage og siger som regel, at han bare er træt, når jeg spørger. Jeg prøver at være forstående og ikke presse ham, men jeg kan mærke, at det påvirker mig og stemningen mellem os.
Jeg er i tvivl om, hvornår man skal acceptere, at det er en periode – og hvornår man bør tage det mere alvorligt. Hvordan støtter man sin partner i tristhed, uden at miste sig selv undervejs?
Venlig hilsen
En, der er i tvivl
Kære dig
Det, du beskriver, er meget genkendeligt. Tristhed i et parforhold er ofte stille og uden skarpe kanter. Den larmer ikke, men den fylder. Og netop derfor kan den være svær at få øje på – og svær at tale om – både for den, der står i den, og for den, der står ved siden af. Når man er i en tung periode, kan livet føles mere uoverskueligt, end det ser ud udefra. Ting, der før var overskuelige, kan føles som krav.
Glæde kan være svær at få adgang til, og modløsheden kan sætte sig som en grundstemning. For mange mænd viser det sig ikke som vrede, men som tilbagetrækning, træthed og stilhed. Ikke fordi de ikke vil fællesskabet – men fordi de midlertidigt mangler energi til at række ud. Vinterperioden kan forstærke den tilstand. Mindre lys, færre pauser og mere indadvendthed kan gøre det sværere at se håb og retning. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget alvorligt galt – men det betyder, at verden opleves tungere indefra, end den ser ud udefra.
Du gør allerede meget for at møde ham med forståelse. Du holder igen, passer på ordene og prøver ikke at presse. Det er kærligt. Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, om du langsomt kommer til at bære både hans og din egen vægt. Når du hele tiden justerer dig for at skåne ham, kan du risikere selv at blive mere alene, end du opdager. Nogle gange hjælper det at sætte ord på tilstanden, uden at gøre den forkert eller kræve forandring:
“Jeg kan se, at livet virker tungt for dig lige nu. Jeg behøver ikke, at du er anderledes – jeg vil bare gerne være tæt på dig i det.” Den form for anerkendelse kan give ro, fordi den møder modløsheden, uden at forsøge at skubbe den væk. Hjælp kan også tage mange former. For nogle mænd er det lettere at dele det tunge med en god ven – måske på en gåtur, over en kop kaffe eller i en helt almindelig hverdagssamtale. Det kan være mindre sårbart end at skulle forklare sig derhjemme, hvor man også føler ansvar for stemningen. At opmuntre til den slags kontakt er ikke en afvisning – det er en støtte. En anden hjælp kan være at gøre sindsstemningen mere synlig i hverdagen. At kunne sige:
“I dag er en tung dag” eller “jeg er lidt modløs” kan skabe fælles forståelse. Når tristheden får sprog, bliver den mindre ensom og mindre misforstået – også for dig. Nogle gange kan det være en hjælp at lade naturen gøre noget af arbejdet. Når livet føles tungt og uoverskueligt, kan samtaler og gode råd komme til at føles som endnu et krav. Her kan det at komme ud – i skoven, ved vandet eller bare en stille gåtur i nærområdet – give en anden form for lindring. Bevægelse, dagslys og frisk luft kan skabe ro i kroppen, før der overhovedet sættes ord på noget.
Naturen kræver ikke forklaringer. Man kan gå side om side uden at skulle præstere, løse eller forstå det hele. For mange letter det tunge en smule, fordi kroppen får lov til at regulere sig selv, og tankerne kan falde mere til ro. Det ændrer ikke nødvendigvis det, der er svært – men det kan gøre det mere bæredygtigt at være i. Samtidig er det afgørende, at du også tager dig selv alvorligt. At vise forståelse for hans tunge tilstand betyder ikke, at du skal sætte dine egne behov på pause.
Hvis du mærker, at du mister energi, glæde eller retning, er det vigtigt at sige det højt – ikke som kritik, men som omsorg for jer begge. Hvis modløsheden bliver mere vedvarende, eller hvis I oplever, at samtalerne går i stå, kan det være en hjælp at invitere en tredje part ind. En samtalepartner eller terapeut kan skabe et rum, hvor tristheden kan få plads, uden at I hver især skal bære den alene. Det er ikke et tegn på svaghed, men på ansvar.
Det handler i bund og grund ikke om at fikse ham. Det handler om at forstå, at han lige nu står et sted, hvor livet kan føles tungt og uoverskueligt – og om at finde en måde at være i det sammen, uden at nogen af jer forsvinder undervejs. Jeg håber, du kan bruge det – og at det kan give lidt ro og retning midt i det svære. Du står ikke alene med dine overvejelser, og der findes måder at være i det på, uden at nogen skal presses eller forsvinde.
De bedste hilsner Filip
