Mindeord om Esper Thidemann
Esper Thidemann døde 5. februar 2026, 77 år.
Esper Thidemann var ikke typen, der faldt i ét med mængden. Han havde en sjælden evne til at gøre indtryk. Han satte sig spor overalt og mestrede som få at gå ind i mennesker med træsko på. Samtidig var hans omsorg, offervilje og kærlighed for andre mennesker stor, og antallet af mennesker, for hvem han har gjort en forskel i livet, er bogstavelig talt uoverskuelig lang. Esper var elsket af mange.
Rigtig mange. Men bestemt ikke af alle. Hans bramfrie stil faldt ikke altid i god jord – og sandt er det også, at han ikke altid ramte plet. Men stort set ingen har mødt Esper, uden det har gjort indtryk. Selv de seneste syv måneder på plejehjem, næsten uden sprog og lam i det meste af kroppen, satte Esper tydelige spor blandt personalet. Som præst i folkekirken var han foregangsmand på mange områder, og hans gudstjenester var i mange år blandt de mest besøgte i landet.
Han var en gudsbenådet prædikant og lagde liv og sjæl i hver eneste gudstjeneste, hvor alt var planlagt til mindste detalje, så gudstjenesten hverken blev for lang, for kedelig eller for ligegyldig. Det skulle være ugens højdepunkt. Det var hans ugentlige mulighed for at opbygge og oplære den faste menighed, og hans ugentlige mulighed for at byde nye velkommen. Gudstjenesten var en missionsplads og en festplads.
Han indførte som en af de første i folkekirken rytmisk lovsang under nadveren, rytmiske gudstjenester og meget andet. Han var uhøjtidelig og ligefrem i sin stil. Han var præst i Christianskirken i Aarhus i 28 år, men begyndte med ti år i Lindehøj Kirke i Herlev. Det var ikke uproblematisk i slut 70’erne og start 80’erne at være en tydelig konservativ Jesus-troende præst, og de første år bød da også på hård modstand fra både kolleger og medier.
Kulminerende med et fysisk overfald på en parkeringsplads i Herlev. Men ligesom i Aarhus samlede Esper også i Lindehøj en stor menighed og ydede en utrættelig indsats for andre mennesker og for udbredelsen af det kristne budskab. Esper var præst af den gamle skole, hvor der ikke skelnes mellem fritid og præstegerning. Arbejdet som præst var overalt, altid, hele tiden. Han var en patriark i familien og på mange måder også i sin tjeneste i kirken.
Esper gik på pension i maj 2016, men bliver stadig omtalt og husket i Christianskirken og i Christianskirkens Sogn som en anden Preben Elkjær på landsholdet. Fræk og udover det sædvanlige. Med særlige evner og særlige gaver og modet og viljen til at bruge dem. Han havde desuden et særligt hjerte for de udsatte og skæve eksistenser – i alle aldre. Han var teologisk skarpere end de fleste, men for ham var det ikke vigtigt at fremstå klog.
Som han sagde, så er der ikke meget ved at være så klog, at ingen forstår, hvad du siger. For Esper var ydmyghed og forståelse for det mislykkede og ikke-perfekte blandt de vigtigste dyder. Hans bibelske overbevisninger og teologiske tolkninger var kantede og tydelige, men kærligheden til Jesus overskyggede i praksis de skarpe kanter. Én ting var altid vigtigere end teologiske uenigheder: “Så længe de tror på Jesus, kan jeg leve med det meste,” sagde han. Og det gjaldt uanset i hvilken yder- eller midterposition i kirken, folk befandt sig.
Ved siden af sit virke som præst sad Esper i et hav af bestyrelser og var i sin tid med til at oprette den kristne friskole Jakobskolen i Aarhus, ligesom han tidligere var formand for bl.a. Indre Missions Ungdom og Kristeligt Pressebureau. Børne- og ungdomsarbejdet har i alle år ligget ham meget på sinde, med bl.a. ungdomsklubber og konfirmandklubber, ligesom han har engageret sig i FDF og spejderarbejdet. Han har desuden ad flere omgange været folketingskandidat for KristenDemokraterne.
Esper gjorde, hvad han kunne, og han gjorde en forskel. Han har sat mange aftryk og vil blive savnet og husket af mange – og ikke mindst af sine nærmeste. Han efterlader sig hustru, fem børn, 14 børnebørn og to oldebørn.
