Når tros- og religions- friheden trues: Nyt redskab giver håb

Mere end 150 aktører og eksperter fra hele verden deltog, da CKU og CKU’s norske søsterorganisation, Digni, den 22. januar præsenterede et splinternyt redskab til arbejdet med tros -og religionsfrihed.
Redskabet skal gøre det lettere at måle, forstå og styrke den religiøse frihed i de områder, hvor aktørerne arbejder. Hvert år trues folk verden over på baggrund af deres religiøse overbevisninger, ateisme eller agnosticisme. Der findes triste eksempler overalt fra den Demokratiske Republik Congo i syd til Sverige i nord. I Den Demokratiske Republik Congo ses det, hvordan jihadistiske grupper angriber kristne. Blandt andet i juli 2025, hvor 40 mennesker mistede livet under angrebet på en kirke i det Nordøstlige Congo.
Også helt tæt på Danmark ses det, hvordan religionsfriheden trues. I Sverige er der sket en stigning i anti-muslimske protester: en stigning der i september 2024 eskalerede i voldsomt hærværk på en moské i byen Norrköping. Det gør religiøse minoriteter verden over til udsatte grupper. Tros -og religionsfrihed er en central del af FNs menneskerettighedserklæring. Det et stadigt vigtigere emne, da truslen mod tros -og religionsfrihed på verdensplan er stigende.
Derfor arbejder CKU og Digni sammen med medlemmer og partnere fra hele verden for det enkelte menneskes ret til at følge sin egen tro, og i lige så høj grad friheden til ikke at have en tro. Det er under de forudsætninger, at CKU i samarbejde med den norske søsterorganisation, Digni, har udviklet redskabet FoRB Community Generated Indikator Tool. Et redskab skræddersyet til at blive klogere på, hvordan tros -og religionsfrihed for udsatte grupper kan styrkes.
Håbet er, at redskabet i sidste ende vil føre til at skabe mere fred og forsoning i verden.
At arbejde med udsatte grupper
Det var netop de udsatte grupper, der var i fokus, da redskabet blev præsenteret ved en online workshop for mere end 150 deltagere i januar. Seniorrådgiver hos CKU, Ann-Christina Gamillscheg, som har været med til at udvikle redskabet fortæller, hvorfor det er relevant at bruge i arbejdet for tros -og religionsfrihed, da det tager højde for de udsatte gruppers sensitivitet: “Redskabet kan bruges til at få tydeliggjort den oplevelse, som udsatte grupper har af deres ret til at tro og tænke frit i den virkelighed de befinder sig i – og hvad der står i vejen herfor,” siger hun, og uddyber:
“Redskabet giver også konkrete anvisninger for, hvordan man indtænker beskyttelse i selve arbejdsprocessen. For eksempel ved at overveje, hvordan man sammensætter gruppen, der skal interviewes, og hvordan man sikrer de data man samler, så man ikke risikerer at deltagerne udsættes for yderligere stigmatisering, hævn eller pres.” Ann-Christina Gamillschegs beskrivelse vidner om, hvordan redskabet med fordel kan bruges, når man arbejder med social sammenhængskraft, normændring og identitetskonflikt.
Med andre ord kan det bruges til at forstå mange forskellige kulturelle kontekster, hvor trosspørgsmålet er under angreb. På den baggrund lagde ambassadør og særlig repræsentant for tros -og religionsfrihed i Udenrigsministeriet, Nathalia Feinberg, under workshoppen vægt på redskabets relevans for internationale aktører: ”Værktøjet vil være yderst relevant at dele med vores internationale netværk og vil kunne styrke arbejdet med tros- og religionsfrihed internationalt,” sagde hun.
Derfor præsenterer redskabet en ny mulighed for at skabe en meget bedre forståelse af, hvordan man sikrer udsatte grupper, når man arbejder med udviklingsprojekter”
God modtagelse
På workshoppen fik redskabet ros fra flere eksperter. Blandt andet FNs tidligere særlige rapportør for tros -og religionsfrihed, Ahmed Shaheed: ”Jeg vil virkelig gerne rose teamet. Det her er virkelig monumentalt!” Sagde han, og pegede på værktøjets fokus på intersektionalitet, transparens, sensitive kontekster og magtdynamikker. Afgørende elementer i en tid, hvor retten til tros- og religionsfrihed trues fra mange sider.
Det nye redskab er skræddersyet til at styrke tros -og religionsfrihed, og lanceringen af det er derfor en glædelig nyhed i en tid, der ellers kan forekomme dyster. En nyhed, der skaber håb om en fredeligere fremtid: et lys i mørket.
FoRB Community Generated Indicator Tool
FoRB Community Generated Indicator Tool er et redskab, der er skræddersyet til at forstå og måle forandringer i projekter, der fremmer tros- og religionsfrihed for udsatte grupper i hele verden. Redskabet fungerer som en guide til dem, der arbejder med projekterne og bygger på en række grundprincipper, der sikrer, at udsatte grupper beskyttes. Redskabet hjælper for eksempel med at sørge for, at den data, der indsamles gennem interviews med projektdeltagere, ikke leder til, at deltagerne udsættes for yderligere stigmatisering, hævn, eller pres.



