Ny leder for Abortlinien

Maria Kofod Primdahl fra Aulum ved Herning er fra 16. februar ny leder for Abortlinien. Hun afløser Marianne Jørgensen efter syv år på posten. Det oplyser Retten til Liv i en pressemeddelelse.
Maria Kofod Primdahl, der er 30 år, har en professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) fra VIA University Colleges og en kandidat i diakoni fra Aarhus Universitet, hvor hun særligt specialiserede sig indenfor moderskabet på forskellige områder. Dermed er hun godt rustet til at varetage den nye opgave. ”Jeg søgte stillingen, fordi jeg så det som en mulighed for at kombinere min faglighed og min passion for den sag, som Abortliniens arbejde baserer sig på. Jeg brænder for at støtte og hjælpe kvinder på deres vej ind i rollen som mor,” fortæller Maria Kofod.
Jobbet indebærer også supervision og støtte til Abortliniens frivillige rådgivere, der sidder klar ved telefonen fem aftener om ugen eller besvarer henvendelser i Abortliniens brevkasse og chat. Med sin erfaring fra et tidligere job som frivillighedskonsulent i KLF, Kirke og Medier og fra lignende arbejde på frivillig basis i andre sammenhænge oplever Maria sig godt rustet til også denne del af jobbet.
Udviklingsmuligheder
Maria ser flere udviklingsmuligheder i jobbet, blandt andet muligheden for at danne menighedsnetværk. ”Jeg tror, vi alle har meget at vinde, hvis vi kan genindføre mere nærheds-diakoni. Hvilket arbejde er mere meningsfuldt end at hjælpe med, at et menneske kan blive født ved at give forældrene støtte?” spørger Maria. Maria bor i Aulum med sin mand Daniel og deres tre børn på henholdsvis 1½, 4 og 6 år. Daniel Kofod Primdahl er frimenighedspræst for Luthers Mission i Herning.
”Jeg brænder, for at flere skal få øjnene op for, at der er en anden mulighed end abort, og at der er nogen, der lytter og gerne vil høre den enkeltes særlige udfordring,” slutter Maria. Abortlinien er en anonym telefon- og internetrådgivning. Abortlinien henviser ikke til abort. Abortlinien drives af Retten til Liv.



