Temadag i netværk for ægtefæller efter død: Krise og håb – hvordan tackle sorgen?

Helene Svinth Mathiassen

Temadagen foregår lørdag den 14. marts 2026 kl. 10.30-16.00 i missionshuset på Nygade 10 i Videbæk. Der vil være undervisning ved højskolelærer Helene Svinth Mathiassen fra Indre Missions højskole i Børkop.

Helene Svinth Mathiassen arbejder til daglig på Børkop Højskole, hvor hun blandt andet underviser i sjælesorg og identitet. Hun fortæller om sig selv:

”På hvert hold holder jeg en højskoleaften, som handler om at være i sorg, hvordan det påvirker ens gudsbillede og hvilke spørgsmål, man stiller, når man er i krise. Jeg tager både udgangspunkt i min egen historie om at miste, men jeg har også lyttet til mange, der har været igennem forskellige kriser i deres liv og bruger det til at sætte ord på et mere overordnet billede af, hvordan det føles at sørge. Det åbner tit op for mange gode og vigtige snakke, om de svære ting i livet, og det motiverer mig til at blive ved med at dele og tale om at miste.”

Indre Missions Familiearbejde

Om arbejder i netværket skriver Indre Mission:

”Som enke eller enkemand er der mange ting, man kan dele med det netværk, man har, hvor man bor, men der er også ting, man kan have svært ved at dele – fx hvad det er, der er vanskeligt og smerteligt ved at have mistet en ægtefælle. Netværket for ægtefæller efter død kan bruges til at få kontakt til personer, som kender de samme situationer, følelser m.m. – personer, man kan dele erfaringer, glæder og smerter med. Vores erfaring gør ondt. Det er en hård proces, som vi deler med hinanden. Livet skal leves….videre .. med alle de glæder der, på trods af tab, stadig er der. Vi mødes til kaffe, frokost, gåture, udflugter og meget andet.”

Der findes nu tre netværksgrupper for personer, der har mistet en ægtefælle og har udeboende børn. Der findes to netværksgrupper for de 50-65-årige i hhv. Jylland og på Sjælland, samt en netværksgruppe i Midtjylland for alle aldre.