Tøjdyrene Snapper og Topper på opdagelse i den kristne tro

Tre nye, gratis film – lige til at bruge i kirkens arbejde med børn og familier – kobler svære ord og begreber med masser af nysgerrige spørgsmål, fortællinger fra Bibelen og velkendte temaer fra børnenes egen hverdag.
Tøjdyrene Snapper og Topper er taget på opdagelse i kristendommen for at blive klogere på, hvad skaberværket, skabt i Guds billede og opstandelse egentlig betyder. Men som altid med nysgerrige tøjdyr – og børn – afføder forklaringerne et væld af nye spørgsmål. For hvis det nu er Gud, der har skabt jorden, hvorfor giver Gud os så lov til at ødelægge den? Er det Snapper eller Topper, der ligner Gud mest, hvis vi er skabt i Guds billede? Og hvis man nu er død, kan man så blive levende igen?
Hver films tema er koblet med et emne, som børn kender fra deres eget liv, så filmen om skaberværket handler også om klima og vores fælles ansvar, filmen om at være skabt i Guds billede handler også om menneskeværd, og filmen om opstandelse handler også om håb.
For børn i indskolingen
Det er præsterne Mikkel Vale (Tuse Næs Sogn), Lise Dürr Nielsen (Ibsker-Svaneke-Bodilsker-Christiansø pastorat) og Annette Molin Brautsch (Flintholm Kirke), der hjælper Snapper og Topper med deres mange spørgsmål, og som genfortæller tre af Bibelens fortællinger – skabelsesberetningen, Zakæus og Jesu opstandelse. Målgruppen er børn i indskolingsalderen (6-10 år), så det er oplagt at bruge filmene f.eks. til minikonfirmander og børneklubber, men man kan også bruge dem på kirkens hjemmeside og SoMe, eller man kan bruge dem til at invitere sig selv på besøg på skolen eller i den lokale børne- og ungdomsorganisation.
Projektet ”På opdagelse i kristendommen” er blevet til med støtte fra Y’s Men’s klubber og sogne via Støtteforeningen for Danmarks Kirkelige Mediecenter. Materialerne er udviklet og produceret af Danmarks Kirkelige Mediecenter. I 2021 udkom de første fire film i ”På opdagelse i kristendommen”. De handler om næstekærlighed, tilgivelse, synd og tro. Alle film og materialer er gratis og kan hentes på www.dkm.dk/påopdagelse. Her kan man også finde inspiration til, hvordan man kan bruge filmene i kirkens kommunikation og arbejde.


