Chuck Norris’ mor og hustruen Gena hjalp ham til at finde troen

Action-helten, der døde for nylig, talte ofte om sin kristne tro.

Den amerikanske skuespiller og kampsportsekspert Chuck Norris, der blandt andet er kendt fra actionfilm og tv-serien Walker, Texas Ranger, er død i en alder af 86 år.

”Jeg ældes ikke. Jeg stiger i niveau,” hævdede den amerikanske skuespiller og kampsportsekspert Chuck Norris den 10. marts, da han i anledning af sin 86-års fødselsdag delte en træningsvideo på Facebook. Men bare ni dage senere døde han på Hawaii efter kort tids sygdom.

I sin fødselsdagshilsen skrev Chuck Norris videre: ”Jeg er 86 i dag! Der er intet, der som lidt legende action på en solskinsdag får dig til at føle dig ung. Jeg er taknemmelig for endnu et år, et godt helbred og chancen for at blive ved med at gøre det, jeg elsker. Tak til jer alle for at være de bedste fans i verden. Jeres støtte gennem årene har betydet mere for mig, end I nogensinde vil vide.
Gud velsigne jer, Chuck Norris”.

Stærk i kampsport

Chuck Norris blev født som Carlos Ray Norris i Ryan, Oklahoma, den 10. marts 1940. Han voksede op i fattigdom med en troende kristen mor og en alkoholiseret far, der forlod sin familie. Efter gymnasiet meldte Norris sig til det amerikanske luftvåben i 1958 og blev udsendt til Korea, hvor han begyndte at lære kampsport. Han blev senere kendt som en ikonisk hård fyr gennem sine roller i “Walker, Texas Ranger” og mere end 20 film som “Missing in Action”, “The Delta Force” og “Sidekicks”.

Før han blev Hollywood-stjerne, havde Chuck Norris fået stor succes inden for konkurrencekampsport. Stormesteren i kampsport var seks gange ubesejret verdensmester i professionel mellemvægtskarate. Hans vigtigste bælter inkluderer en 10. dan i Chun Kuk Do (hans egen karatestil), 9. dan i Tang Soo Do, 8. dan i Taekwondo, samt sorte bælter i Judo og 3. dan i brasiliansk jiu-jitsu.

På nettet florerer der massevis af memes og vittigheder om hans styrke og udholdenhed. I starten af ​​”nullerne” kunne man således læse overdrevne udsagn som: ”Chuck Norris havde en stirrekonkurrence med solen – og vandt,” og ”De ville have Chuck Norris på Mount Rushmore, men granitten var ikke stærk nok til hans skæg.”

Stærk i troen takket være to kvinder

I et interview fra 2004 afslørede Norris, at både hans mor og hustruen, Gena O’Kelley, havde hjulpet ham frem til en personlig kristen tro. Da hans mor, Wilma Norris Knight, døde som 103-årig, skrev Chuck Norris: ”Min mor har bedt for mig hele mit liv, i tykt og tyndt. Da jeg blev født, var jeg lige ved at dø af komplikationer. Da jeg næsten mistede min sjæl til Hollywood for et par årtier siden, var hun hjemme og bad for min succes og frelse. Hun bad endda for, at jeg skulle finde en kvinde, der kunne ændre mit liv, og det virkede.”

Wilmas bøn blev hørt. Sønnen blev gift med sin Gena i 1998. ”Jeg er overvældet af taknemmelighed til Gud for disse to utrolige kvinders indflydelse på mit liv. Jeg takker Gud for jer begge hver dag! Og jeg takker jer for at hjælpe Gud med at gøre mig til alt det, jeg kan og bør være,” fastslog Chuck Norris i en kronik i WND.com fra 2021. Sidste jul udsendte Chuck Norris sammen med Gena en hilsen, hvori de skrev:

”Mens vi fejrer Jesu Kristi fødsel, vil Gena og jeg ønske jer alle en glædelig jul. Må hans lys lede jer, hans kærlighed trøste jer, og hans fred fylde jeres hjerte i denne tid og altid.”

Inspirerede millioner

Efter dødsfaldet den 19. marts ​​udsendte familien følgende erklæring på sociale medier: ”Det er med tunge hjerter, at vores familie deler nyheden om den pludselige bortgang af vores elskede Chuck Norris. Han levede sit liv med tro, målrettethed og en urokkelig forpligtelse over for de mennesker, han elskede. Gennem sit arbejde, disciplin og venlighed inspirerede han millioner af mennesker rundt om i verden og efterlod et varigt præg på så mange menneskers liv.”

Chuck Norris efterlader sig sin hustru samt børn og børnebørn.