En særlig præst for særlige børn og unge

Da Erik Hviid Larsen og hans hustru Åse blev forældre til datteren Sara med Downs syndrom for knap 30 år siden, vidste han ikke, at det også ville blive bestemmende for hans præstekald.

Vi sidder på hans kontor i Anna Kirke på Nørrebro i København. Det er også her, at han en gang om måneden holder gudstjeneste for børn og unge med særlige behov. Når han tænker tilbage på dengang de fik Sara, husker han, hvordan han reagerede, da de opdagede, hvilke udfordringer deres nyfødte datter havde:

”Det betød jo, at min hustru Åses og mit liv tog en drejning. For som forældre tænker man ikke lige over, at man kan få handicappede børn. Jordemoren var ved et tilfælde den samme jordemor, som ved storesøsterens fødsel, så vi kendte hinanden. Efter fødslen sagde hun, at der var tegn på, at vores lille nye datter havde Downs syndrom. Det kom som et chok, og jeg gik hjem og slog op på nettet og printede 3.000 sider om Downs-børns udvikling fra vugge til grav – sider jeg aldrig har kigget i siden. Men det var ligesom mandens behov for at undersøge og finde ud af at løse problemet.”

Erik fortæller, at Sara i dag er flyttet hjemmefra, bor i et bofællesskab og går på kunstskole og trives i sit voksenliv.

Kirkens udfordring

Men dengang opdagede han også, at kirken har en udfordring med at betjene mennesker med særlige behov:

”Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at der er præster, som har arbejdet med det, men som aldrig er blevet kendte. For det er en gruppe mennesker, man ikke ønsker at arbejde med, fordi de forstyrrer vores normalitet. Og normaliteten er måske blevet smallere og smallere gennem tiden, selvom den også på nogle områder er blevet bredere – fx hvad angår påklædning og adfærd.
Vores arbejde står heller ikke øverst på stifternes hjemmesider, så man skal være lidt ihærdig, hvis man vil finde os.”

Der er udpeget to præster i hvert stift – i alt 20 – der arbejder indenfor området. Stillingerne er kvotestillinger på 25 eller 50%. Men, som Erik siger, kunne stillingerne i Københavns stift sagtens være 100% stillinger: ”For omkring ti år siden, dannede vi et netværk af præster, der arbejder på dette område. Vi har bl.a. arbejdet for, at det skulle være ”lovpligtigt”, at der er tilbud om undervisning af minikonfirmander og konfirmander med særlige behov.”

”Det betyder ikke nødvendigvis,
at de er mindre begavede, der
er nogle af dem, der er betydelig
klogere end gennemsnittet.”

Det startede med et konfirmandhold

For omkring 15 år siden kom Erik til at arbejde med børn og unge med særlige behov rent professionelt. Det hele startede med, at han blev ringet op af en kollega fra Folkekirken, der bad ham om at tage et konfirmandhold på en specialskole, eftersom kollegaen var blev sygemeldt. Det blev imidlertid ikke blot et vikariat, da han stadig har konfirmander på den samme skole. På den måde fik Erik Hviid Larsen også et samarbejde med skolens lærere og pædagoger, der – som han selv – har et kæmpe hjerte for disse børn. Antallet af specialskoler i København er vokset. For 15 år siden var der bare fire specialskoler, mens der i dag er over 50, fortæller Erik:

”Det er et område, der vokser. Man har indset, at inklusion ikke altid virker, fordi disse børn har nogle andre forudsætninger. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er mindre begavede, der er nogle af dem, der er betydeligt klogere end gennemsnittet. Mange af dem har specialområder, de ved alt indenfor. Så jeg tænker, at nogle af de store forskere og genier kunne have været mine konfirmander, hvis de havde levet i dag.”

Andre opgaver

Når børnene er blevet konfirmeret, slipper Erik dem ikke. De kan fx komme til de særlige ”Tro & lys-gudstjenester”, som afholdes i Anna Kirke 1. søndag i måneden kl. 15. En stor del af hans arbejde er også at besøge de gamle konfirmander og komme rundt på de forskellige bosteder. En gang imellem har han derudover en vielse eller en begravelse, der tager hensyn til det familiemedlem med særlige behov, som måske ikke kan kapere et almindeligt bryllup eller en traditionel begravelse.

En rummelig gudstjenesteform

Der kommer børn og unge med alle mulige grader af udfordringer til ”Tro & lys- gudstjenesterne”. ”Der kan være nogen, der midt i gudstjenesten har brug for at gå lidt rundt. Det kan være, at de har brug for at komme op til mig og sige goddag – og det gør de så.” Gudstjenesten er bygget op ligesom almindelige gudstjenester, med en indledende sang, med en læsning, med en kort prædiken og afsluttende med nadver.

”En gudstjeneste varer mellem 40 og 50 minutter. Prædikenen varer aldrig over to minutter og indeholder altid noget, man kan gribe om, se, føle eller mærke. Jeg tænker, at det kunne mange almindelige prædikener godt tage ved lære af.”

Da lyset blev slukket

Et eksempel på, hvordan søndagens evangelietekst kan blive håndgribelig, var en søndag, hvor læsningen var dér, hvor Jesus siger, ’Jeg er verdens lys’:

”Da gudstjenesten er kl. 15 – og det var vinter – blev det meget hurtigt mørkt. Så jeg havde aftalt med kirketjeneren, at når jeg sagde, at jeg nu ville læse teksten op, skulle hun slukke al elektrisk lys. Derefter talte jeg lidt om det at være i mørket, og at Jesus er den, der er verdens lys, som også tænder lyset i vores tanker og sind. Så blev alle dem, der var blevet urolige over, at lyset pludselig var gået ud, igen rolige. Men det er et spørgsmål om, hvordan det bliver håndgribeligt, uden at vi taber det, der er indholdet. For vi kender alle sammen til det at være i mørke. Nogle af børnene kan ikke sove, hvis der er mørkt. Men Jesus siger, at han er verdens lys. Havde jeg kun fortalt historien, kunne de måske også huske den dagen efter, men hvis de har oplevet det, kan de huske den hele ugen. Så erfaringen er vigtig.”

Erik, der også i en årrække var præst ved Bethlehemskirken, har derfor opdaget, at det kræver en del længere tid at forberede en to-minutters prædiken til en ”Tro & lys- gudstjeneste”, end det gjorde at forberede en ordinær prædiken til menigheden i Bethlehemskirken. Han påpeger derudover, at det ikke kun er prædikenen, der er konkret, men at nadveren også i sin natur er det.

Jeg er ikke et lam, jeg er en dreng

Erik Hviid Larsen fortæller et andet eksempel på, hvordan mange af børnene og de unge er konkrete og ikke abstrakt tænkende. Men dette eksempel viser, hvordan man også i sin bestræbelse på at ville gøre en tekst håndgribelig, kan overse, hvor konkrete nogle af børnene tænker. Denne gang var teksten om det bortkomne lam:

”Samtidig lærer dem, jeg er præst for,
mig en masse. Jeg kan lære af dem at
nærme mig det hellige med åbne hænder
og turde tage imod det, som rækkes mig.”

”Jeg ville have én af drengene til at spille lammet, der blev væk. Men det ville han ikke, for som han sagde: ’Jeg er ikke et lam, jeg er en dreng’. Jeg spurgte så, om han kunne tænke sig at blive væk et kort øjeblik. Men det kunne han bestemt ikke.” Så det er ikke altid så lige til at kommunikere de bibelske fortællinger og billeder. Det er også et spørgsmål om, at alle skal opleve det. Ikke blot et eller nogle få af børnene.

På sin rette hylde

Trods de udfordringer, der følger med at være præst for børn og unge med forskellige udfordringer, stortrives Erik Hviid Larsen med sit job og er i den grad kommet på sin rette hylde: ”For det kræver hele tiden, at jeg er nødt til at kigge på bibelteksterne, men på en måde så billederne ikke skrider. Samtidig lærer dem, jeg er præst for, mig en masse. Jeg kan lære af dem at nærme mig det hellige med åbne hænder og turde tage imod det, som rækkes mig.”