Er himlen som emne underforkyndt?
De første kristne var ofte forfulgt og levede i himlens virkelighed på en langt stærkere måde, end vi typisk gør. Er det muligt at leve det liv, selvom vi ikke er forfulgt?
For en uge siden blev min svigermor Bodil Jakobsen mæt af dage hentet hjem til Jesus. Hun blev et forbillede for slægt, kirke og by i at leve et himmelsk liv fyldt med kærlighed. Men hvordan? Taler vi for lidt om himlen? Er himlen som emne underforkyndt? Hvordan lever vi i den praktiske hverdag med himlens håb og perspektiv? De første kristne var ofte forfulgt og levede i himlens virkelighed på en langt stærkere måde, end vi typisk gør. Er det muligt at leve det liv, selvom vi ikke er forfulgt?
At være forelsket i Jesus
En medarbejder på plejehjemmet udtalte følgende om Bodil: ’Jeg har aldrig mødt et så kærligt, varmt og omsorgsfuldt menneske, hun var forelsket i Jesus.’ Vi møder her svaret i en maggiterning i koncentreret form. Det er muligt at elske og være forelsket, selvom den person, man elsker og er forelsket i, ikke fysisk er til stede. Vi har udtrykket: Sig mig, hvem du er sammen med, og jeg skal sige dig, hvem du er.
Det bedste liv på jorden er at have samme agenda som Gud. Vi opmuntres og opfordres gentagne gange i Bibelen til at komme til ham, der har skabt os. Det kan egentlig undre, hvorfor vi kan komme på den tanke, at vi selv ved bedst. At få evigheden og himlen ned i hverdagen, sker netop ved at kende og elske ham, der gik forud. Himlen er begyndt! ’Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’ (Joh.17.3)
Fadervor er netop at begynde i himlen
Vi beder i Fadervor ’ komme dit rige, ske din vilje som i himlen SÅLEDES også på jorden’. Bevægelsen er altså op til Gud, se ham og den himmelske herlighed og vision og dernæst bevæge os ned til det jordiske liv med bøn for det daglige brød m.v. Vi kan i bøn begynde med os selv og alle vores ønsker og behov; det er også helt fint. Men vi kan også begynde med stilhed hver morgen og i løbet af dagen åbne os for, hvad Gud siger til os.
Guds visioner har velsignelsen i sig, men vores egne visioner er som en cardigantrøje, der knappes forkert. Lige meget hvor mange knapper vi knapper, forbliver det forkert. Vi må tilbage til udgangspunktet og leve og elske omvendelsen, stilheden, lydhørheden og Kristus. Guds himmelske tone og ord der viser vej, trøster og opbygger. Gud kan, vi kan ikke. Vi er fattige tiggere, og det er rigtig fint. For det er de fattige i ånden, der får lov at opleve Guds himmeriges glæde og velsignelse. Bønnen hjælper os til i nuet at leve i Guds perspektiv for os.
To morsomme hændelser i mine svigerforældres liv
På et tidspunkt var mine svigerforældre i en vanskelig overgangsfase. Min svigerfar skulle finde et nyt job. Han kom hjem og fortalte begejstret om, at de kunne købe en fiskekutter, blive selvforsørgende og leve heraf, samtidig med at de var aktive i kirken. Min svigermor stak roligt sin hånd ned i deres krukke med ’mannakorn’ – hundredvis af små kort med bibelvers. Hun trak et lille kort op, og læste for sin mand: ’Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere.’ (Matt. 4.19-20). Fiskekutteren blev ikke købt!
Næste hændelse var, at min svigerfar blev spurgt af den lokale bedemand, om han som tømrer ikke kunne tænke sig at lave kister. Igen kom han begejstret hjem; min svigermor trak et nyt lille kort op og læste: ’Men Jesus sagde til ham: ”Lad de døde begrave deres døde, men gå du ud og forkynd Guds rige.”’ (Luk. 9:60). Nu må ovenstående betragtes som Guds særlige nåde til de to i deres situation, normalt leder Gud os gennem den daglige bibellæsning og bøn, og ’mannakorn’ er ikke så almindelige mere, men for min svigermor var det helt naturligt.
De blev ikke længe efter kaldet til at være forstanderpar i Pinsekirken i Tejn. Her blev der med min svigerfar i spidsen og et fantastisk frivilligt team mirakuløst bygget en ny kirke på 600 kvm for 600.000 kr.
Opgør med tidsler
Vi er i konstant fare for, at det jordiske liv helt fortrænger det himmelske liv. Vi er kaldet til, at Guds ord lander i gode hjerter, så vi bærer frugt. Alle kan vi imidlertid rammes af tidslernes gift.
’Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det det ikke bærer frugt.’ (Mark.4.18-19).
”Vi er i konstant fare for, at det jordiske liv
helt fortrænger det himmelske liv. Vi er kaldet
til, at Guds ord lander i gode hjerter, så vi
bærer frugt. Alle kan vi imidlertid rammes af
’tidslernes gift’. Det, vi giver opmærksomhed,
vokser. Der er kort og godt brug for, at vi
lukker af og beskytter os selv. Der er brug
for afgiftning – detox!”
Ordet er skrevet for 2.000 år siden, så hvad er det nye? Det nye er, at vi via IT og medier ved langt mere og let overfyldes af verdens bekymringer end tidligere. Det nye er, at tech-firmaer med psykologer i spidsen har forfinet ’lyst til alt muligt andet’. De finder ud af, hvor vores fristelse er størst. Med mange daglige timer på nettet med de fem S-er ’spil, shopping, streaming, sex og sociale medier’ falder Guds ord mellem tidsler og kvæles, udhungres og udslettes.
Det, vi giver opmærksomhed, vokser. Der er kort og godt brug for, at vi lukker af og beskytter os selv. Der er brug for afgiftning – detox! Den himmelske tone er som en fin og stille kammertone, det er herfra hele orkesteret, altså alt i vores liv, stemmes ind. ’Søg først Guds rige, så skal alt det andet gives dig i tilgift.’ (Matt. 6.33).

Bibelen siger langt mere om himlen, end vi typisk kender til
Da vi lever i en videnskultur, må vores viden opgraderes, når det gælder det himmelske. Bibelen har mere at sige til os, end at vi med stor glæde skal synge lovsange og tilbede. Uden at være spekulativ, prøver jeg ud fra Bibelen i bogen Fadervor – Himlen og jorden rundt på 40 dage at løfte os ind i den himmelske verden. Det har ændret mit liv at vide mere om himlen og forstå, at jeg skal øve mig i at tænke på det som er i himlen.
’Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske.’ (Kol.3.1-3a) Bibelen fortæller klart om Det nye Jerusalem, der skal komme ned på den nye jord, som Gud skaber. Her vil livet udfoldes uden synd og sygdom, et liv med himmelske gaver og opgaver, det glæder jeg mig til. Bibelen er tydelig i, at vi ikke blot er en ånd, der svæver rundt i himlen.
Vi skal få et opstandelseslegeme, ligesom Jesus fik efter sin død, begravelse og opstandelse. Han gik forud, for at vise os vejen også her. ’Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.’ (Fil.3.21).
Størst er kærligheden
Vi lever fortsat i ’jordskælvets’ følgevirkninger fra Pisa-chokket i 2003. Vores unge vejes, måles og evalueres i en uendelighed. Selvrealisering er i top, og her bliver omsorgen, opmærksomheden og kærlighed til vores næste let glemt. Det største er ikke præstationerne, men det største er kærligheden. Kærlighedens duft og atmosfære formidler det, der ikke kan måles, det der står imellem linjerne.
’Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.’ (1. Kor.13.13). Vi vil blive overrasket, når vi når til himlen, for Gud ser og værdisætter ikke, som vi gør. Jeg tager mig selv i at tjekke min tjekliste. Følelsen er god, når nu dét og dét blev klaret, men hvordan blev det klaret? Blev det klaret med kærlighed? Blev det målrettede for målrettet? Blev det effektive for effektivt? Ja, vi kan alle reflektere over det emne og bede. Gud vær os nådig og hjælp os!
Hovedet i himlen og benene på jorden
De himmelske spor er lagt med Bibelen, Kristuslivet, Helligåndens liv, Guds opfindelse menigheden og forudberedte gerninger. Vi kan se på de troshelte, der gik forud. Jeg takker Gud også for min svigermors fodspor. Vi kaldes ind i et himmelsk liv fra nu til nu, med hovedet i himlen og benene på jorden. Det er muligt at leve et liv som de første kristne, selvom vi ikke er forfulgte!



