IPSICC

Foreningen inviterer til debat om frihedsrettigheder

Arkivfoto af debatarrangement i Foreningen Åndsfrihed.

Torsdag den 19. marts fra kl 16.30 afholder Foreningen Åndsfrihed debatarrangementet ”Hvor vi har vores frihed fra?” i Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.

For tiden er debatten om åndelig oprustning alle vegne, og kulturel robusthed bliver diskuteret i lyset af en vild udenrigspolitisk scene. Men hvad er det for grundlæggende idéer, som den debat står på? Hvor kommer vores forestillinger om frihedsrettigheder fra? Debatten trækker ofte på historien, og især oplysningstiden og kristendommen bliver fremhævet som kilder til tanker om frihed og folkestyre.

Er kristendommen en kilde til frihedsrettigheder som åndsfrihed og andre grundlæggende tanker for vores moderne demokrati? Og har den institutionaliserede kirke spillet en rolle i udviklingen af vores nutidige demokrati? Eller er det modsatte tilfældet?

Gæster

Til arrangementet har man inviteret 3 gæster. Frederik Stjernfelt, professor i filosofi og skribent på Weekendavisen, vil diskutere åndsfrihedens kilder med professor Katrine Laigaard Baunvig og seniorforsker Jens Lei Wendel-Hansen, begge fra Center for Grundtvigforskning. De tre vil diskutere oplysningstænkning som kilde til idéer som demokrati og åndsfrihed – og hvorvidt kristendom også kan ses som en kilde, når vi vil forstå vores nutidige demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.

Arrangementet starter kl. 16.30. Det er gratis og åbent for alle.

Om Foreningen Åndsfrihed

Foreningen Åndsfrihed arbejder for at forsvare og fremme åndsfriheden i samfundet gennem debat, foredrag, undervisning og bidrag til forskning. Foreningen Åndsfrihed er en medlemsforening med en frivillig bestyrelse med vidt forskellige politiske, religiøse og faglige baggrunde – men som er fælles om at arbejde for den andens ret til at tænke, føle, mene og tro frit – og at mødes med andre om sin overbevisning.

Åndsfrihed forsvares ved at blive brugt. Den kan fremmes eller begrænses med lovgivning, men den kan – og skal – ikke sikres alene ved lov. Åndsfrihed indebærer at kæmpe for den andens ret til samme frihed. Åndsfrihed er derfor et borger-, fællesskabs- og samfundsanliggende.