Gud møder mennesker vidt forskelligt
I sine seks år som kristen har Marco Voets fra Esbjerg set adskillige helbredelser. Hans erfaring er, at Gud møder mennesker på vidt forskellige måder. Selv har han oplevet, at Gud giver ham drømme, hvor han beder for syge, som bliver helbredt. ”Det er fantastisk, at Gud på den måde bekræfter sin vilje for mig,” siger Marco smilende.

Marco blev kristen, da han var 36 år, i dag er han 42 år og er blevet en fast del af frikirken Livets Kilde i Esbjerg. Han beder for mennesker både i og udenfor kirken. Han går også en del på gaden, hvor han deler sin tro, og han har bedt for mennesker på onlineplatformen zoom. Marco har flere gange oplevet at bede for mennesker, der endnu ikke var kristne, og som igennem forbønnen er blevet rørt af Gud, sådan at de senere har givet deres liv til Jesus.
Væske i øret forsvandt
Som forbeder i Livets Kilde bad Marco for en mand i trediverne. Manden fortalte, at han havde ligget i sengen seks uger med feber. Derefter fik han mellemørebetændelse, og der flød væske fra øret. De to forbedere så også væsken, da de bad for manden. Manden fortalte, at øret blev meget varmt, da Marco lagde hånden på det. ”Da han kom hjem, var der ikke mere væske i øret, og smerterne i øret var forsvundet. Manden skulle ud at rejse, så derfor var det sidste udkald, at han blev helbredt,” siger Marco.
En nyresten forsvinder
I slutningen af 2021 bad Marco for en kvinde, som var midt i tyverne. Forbønnen foregik på onlineplatformen zoom. Så de to kunne se hinanden på video. Ved en scanning havde kvinden fået at vide, at der sad en nyresten fast ved hendes urinleder. Lægerne havde vurderet, at nyrestenen enten skulle slås i stykker ved hjælp af ultralyd eller opereres ud. ”Jeg bad for hende og oplevede, at Guds kraft kom stærkt over hende.“
Kvinden sagde selv efterfølgende, at det havde føltes som om, der stod en person bag hende. Hun sagde, at hun var lidt væk – altså meget fordybet under bønnen. Da hun igen blev scannet, var nyrestenen fuldstændig væk, og lægerne undrede sig over, hvordan det var sket. “For hende var det en stærk oplevelse at blive bedt for. Da jeg bad for hende, var hun endnu ikke kristen, men hun er senere blevet kristen,” siger Marco med glæde i stemmen.
Livmoder rykker sig fem centimeter
I begyndelsen af 2022 bad Marco for en anden kvinde. Hun kendte den kvinde, hvis nyresten var fuldstændig forsvundet. Hun var ikke kristen og havde aldrig prøvet at blive bedt for i Jesu navn. Kvinden boede i udlandet, så derfor bad Marco for hende på zoom. Kvinden havde født et barn og fik efterfølgende på baggrund af en scanning at vide, at hendes livmoder sad forkert. Den sad fem centimeter for langt nede.
”Jeg bad troens bøn for hende og befalede, at livmoderen skulle komme på plads. Hun mærkede umiddelbart ikke det helt store. Vi lagde på, og der gik noget tid, inden jeg igen hørte fra kvinden. Hun skrev, at hun havde været til en ny scanning, hvor lægerne kunne se, at hendes livmoder nu sad, som den skulle. Sidenhen blev kvinden gravid igen, og hun har født barnet uden komplikationer.”
Marco fortæller, at det var ret stort for kvinden, som ikke troede på Gud, at han rørte ved hendes livmoder på denne måde. Det har gjort, at hendes øjne er blevet åbnet for troen på Jesus, og hun har efterfølgende spurgt om at få en bibel. ”Det er ret særligt, at Gud berører mennesker på så mange forskellige måder, det kan vi jo også læse om i Bibelen.”
En diskus popper på plads
En mand, som var i slutningen af tyverne, blev bedt for i Livets Kilde i 2022. Marco havde bedt for denne mand flere gange, fordi han havde en diskusprolaps i ryggen. Men der var ikke sket noget. “Da han kom til forbøn, var det smerterne, vi bad for. Vi lagde hænderne på hans ryg. Mens vi bad, fik jeg en indskydelse, som jeg tænkte var fra Helligånden. Det føltes som om, jeg også skulle bede om, at Gud ville helbrede diskusprolapsen.”
Marco fortæller, at man som kristen nogle gange oplever, at man starter med at bede for det, som personen kommer til forbøn med. Mens man gør det, får man tanker eller fornemmelser om noget andet, som man også skal bede for. ”Det fik jeg den dag. Så jeg befalede, at diskussen skulle gå på plads i Jesu Kristi navn. Manden fortalte, at han hørte en lyd, som når noget popper, mens vi bad. Han har ikke haft problemer eller smerter fra prolapsen siden den dag.”
Marco mærkede ikke noget i situationen, men det er også hans erfaring, at det er meget forskelligt, om han mærker noget, når han beder. Han fortæller, at Gud nogle gange helbreder mennesker, uden at nogen af dem i situationen har mærket noget. Andre gange mærker den ene noget og andre gange mærker flere, at Gud gør noget.
”Gud møder mennesker vidt forskelligt,” siger Marco og fortsætter: ”Det gælder både for forbederen og for den, som bliver bedt for. Jeg oplevede engang en kvinde, der havde noget med albuen. Hun fortalte, at det føltes koldt på albuen, da jeg bad for hende. Det mærkedes som om, der blev lagt is på albuen, sagde hun.”
Guds mærkbare nærvær som bølger
I 2023 bad Marco for en mand, der boede i England. Marco var dengang en del af en international forbønstjeneste kaldet IAHM, som tilbød forbøn på henholdsvis engelsk og fransk. Marco var med på det engelsktalende team. Manden, som han bad for, var kristen og omkring 65 år. Han havde problemer med stivhed i ryggen. Manden fortalte, at han oplevede Guds nærvær meget stærkt i rummet. Guds nærvær kom som i bølger, der gjorde, at han bevægede overkroppen og hovedet i takt med bølgerne.
Efterfølgende har manden fortalt Marco, at det var blevet bedre med ryggen, men det som havde gjort et helt særligt indtryk på ham, var oplevelsen af Guds mærkbare nærvær.
Kundskabsord om skuldersmerter
I kirken bad Marco for en 30-årig mand. Det var til en begivenhed, hvor man var samlet til bøn og tilbedelse. Mens Marco var ved at tilbede Jesus, mærkede han en smerte i sin skulder. Han vidste instinktivt, at skuldersmerterne var et kundskabsord til en anden, som også var til stede. Da mikrofonen blev åben, og man kunne dele, hvad man havde på hjerte, delte Marco kundskabsordet. Der var en mand, som rakte hånden op og tilkendegav, at ordet var til ham, og at han gerne ville bedes for.
Manden fortalte efterfølgende, at han havde døjet med smerter i skulderen, men at han på selve dagen, da Marco fik ordet, ikke havde nogle smerter i skulderen. Alligevel tænkte han, at ordet måtte være til ham. Han blev overvældet under forbønnen og har derefter oplevet en væsentlig bedring i skulderen. Siden han blev bedt for, har han kun haft smerter i skulderen nogle få gange.
”Jeg længes efter at opleve endnu mere med Gud og at se endnu flere helbredelser. Der står flere steder i Bibelen, at alle, der kom til Jesus, blev helbredt. Der står også i Bibelen, at når apostlen Peters skygge faldt på mennesker, blev de helbredt,” siger Marco.
Drømme
Marco oplever jævnligt at få drømme, som han tror, er fra Gud. ”Nogle gange drømmer jeg om, at Jesus helbreder mennesker igennem mig. Jeg har også haft drømme, hvor jeg fortæller mennesker om Jesus på gaden. Og andre drømme, som handler om mit kald. Mange gange når jeg tror på, at en drøm er fra Gud, skriver jeg drømmen ned eller indtaler den på min telefon. Det er for mig ret fantastisk, at Gud også bekræfter sin vilje gennem drømme,” slutter Marco med begejstring i stemmen.


