”Guds veje er underlige og vidunderlige”

I parcelhuset i Holstebro, hvor familien Palm bor, bliver jeg mødt af varme og hjertelighed og familiens bomuldshund Alba, som hopper af glæde.

Familien har fem medlemmer – og seks, hvis den lille hund tælles med. Den består af Kristina og Jonas Palm, og så er der to teenagere på henholdsvis 14 og 17 år og Rebekka på 10 år, som er multihandicappet. Det er primært Jonas, der fortæller, blandt andet fordi, Kristina har svært ved ikke at græde, når hun taler om Rebekka. Ikke desto mindre vil hun meget gerne fortælle historien.

Kristina siger også til Jonas: ”Du er så god til at fortælle, jeg bliver meget grådlabil – kan vi tage billederne først?” Det gør vi. Deres multihandicappede datter Rebekka er også i stuen, hun halvt ligger og halvt sidder i sofaen sammen med Jonas og Kristina. Jonas siger med varme i stemmen og et stort smil henvendt til Rebekka: ”Hun kan sagtens nyde et roligt samtalerum, som vi har her. Nogle gange sender hun et stort smil, når hun er tryg og godt tilpas. Lyset er dæmpet, for på den måde, at skærme hende for stimuli.”

Der står en maskine på bordet, som forældre bruger til at suge overflødig slim væk i Rebekkas mund, så hun ikke kvæles i det. Man kan høre, at hendes vejrtrækning er meget udfordret. Hendes store smil ser vi blandt andet, da Jonas fortæller om fødslen, som var en voldsom start på det nye familieliv.

Død ved fødslen

I tiden op til fødslen så alt normalt ud, der var ingen advarselslamper. Alligevel havde Jonas en fornemmelse af, at der snart ville ske noget, som ville blive svært. ”Jeg kunne ikke sige, hvad det var, og jeg havde ikke koblet fornemmelsen med fødslen af Rebekka. Jeg havde bare en tanke om og en følelse af, der snart ville ske noget, som ville gøre vores liv vanskeligt. Indtil da havde vi et helt almindeligt, kristent hverdagsfamilieliv med vores to børn, som dengang var fire og syv år. Da Rebekka kom ind i vores liv, ændredes alt,” fortæller Jonas.

”Kristina vækkede mig ved halvto-tiden og sagde: ”Der er noget galt, vi skal på sygehuset. Parret fik besked på at køre til Herning sygehus, men de kørte til Holstebro sygehus, som var tættest på. ”Vi havde en fornemmelse af, at det var noget ret alvorligt med risiko for dødsfald. Jordemoderen skældte os ud, men Kristina sagde: ”Prøv at lytte til maven. Det gjorde jordemoderen. Så løb hun, for hun kunne ikke høre nogen hjertelyd overhovedet.”

Kristina fik akut kejsersnit og Rebekka var død, da hun kom ud. Lægerne startede genoplivningen af hende. ”Hun lå helt livløs som en slaskedukke. Det syn kommer til at følge mig for altid. De gav hjertemassage i 20 minutter. Sygeplejersken sagde til mig, at det ikke så godt ud. Hun forberedte mig på, at vi ville miste Rebekka. Efter cirka 20 minutter kom de første små tegn på liv. Lægerne arbejdede hele natten på at stabilisere hende. Undervejs besvimede Kristina på grund af blodmangel. Det var virkelig en vild nat, hvor jeg på et tidspunkt frygtede, at jeg ville miste både Kristina og Rebekka. Det var en meget, meget voldsom nat. Hvor jeg samtidig skulle planlægge pasningen af de andre børn dagen efter.”

Jonas fortæller, at på Holstebro sygehus var de mest vant til almindelige og ukomplicerede fødsler. Flere af dem, der var på stuen, var så påvirkede af situationen, at de stod og græd.

Gud har spillet ind

Familien er en del af Luthersk Missions kirke i Holstebro. Kort tid før fødslen havde Jonas læst i Jakobs Brev i Bibelen, hvor der står beskrevet, at man kan salve den syge med olie og bede troens bøn over vedkommende. ”På andendagen fik vi salvet Rebekka med olie, det var ledelsen i kirken, som gjorde det.” Senere fik Jonas at vide, at hans mors nabo var vågnet på samme tidspunkt, som Rebekka blev født. Hun havde en fornemmelse af, at hun skulle bede for familien. Det gjorde hun.

”Vi blev båret i bøn den nat af en kvinde, som vi ikke kendte.” Et par måneder senere fik Jonas’ mor et syn, hvor hun så Rebekka sjippe på familiens terrasse. ”Vi ved ikke, hvordan synet skal tolkes, om vi kommer til at se Rebekka sjippe her i livet, eller om det er i himmelen, at hun kommer til det.” Kristina tilføjer: ”Vi ved heller ikke, om det var et syn, som Gud gav for at hjælpe os med at være udholdende. Men det er det, som synet har gjort, det har hjulpet os med at være udholdende – især i de første år.”

Rebekka er også blevet bedt for i private sammenhænge og til et såkaldt helbredelsesmøde. ”Da vi sad i bilen på vej til mødet, bad vi Gud om at give os et andet tegn, hvis ikke Rebekka blev helbredt. Hun blev bedt for, og der skete ikke noget. Bagefter blev jeg bedt for, fordi mine ben ikke var lige lange. Det gjorde, at jeg havde smerter i knæet. Under forbønnen helbredte Gud mig. Jeg mærkede varme fra ryggen, der gik ned i benet. Kristina stod ved siden af og så, at benet blev længere. Det var et tegn for os, et svar på vores bøn i bilen.”

Gud som helbreder

Jonas fortæller, at det for Gud ikke er sværere at helbrede Rebekka end at helbrede hans ben. Derfor har han naturligvis også haft tanker om, hvorfor Gud ikke helbreder Rebekka.
”Samtidig med mit ”hvorfor Gud?” Har jeg også tænkt: Din vilje ske. Som mennesker kan vi ikke bestemme over Gud.” Et af svarene på, hvorfor Gud ikke har helbredt Rebekka endnu, kan være, at det er et stærkere budskab at holde ud igennem det svære og stadig have troen på Gud og glæden ved ham, end hvis hun blev helbredt.

”Vi er ikke i tvivl om, at Gud kan alt, og det har vi også erfaret. Spændingsfeltet mellem at Gud kan alt, men at han ikke gør det, er svært at stå i. Vi har en almægtig Gud, og vi lever i en syndig verden. Hvis alle kristne var forskånet for sygdom og lidelse, ville mennesker måske blive kristne af den grund. Jeg tror, at Gud vil, at vi skal tro på ham, fordi han er den, han er og ikke, fordi han gør fantastiske ting for os,” siger Jonas

Jonas tænker, at vi i dag misser nogle vigtige pointer om, hvem Gud er, og hvordan han arbejder i sit tidsperspektiv. ”I bibelen står der, at Gud siger, at han vil føre israelitterne ud af fangenskabet i Babylon. Det gjorde Gud også, dog først 70 år efter, han havde sagt det. Vi tænker meget i lige nu og her, at Gud skal gøre noget og gribe ind med det samme, men Gud lader sig ikke styre af vores: ”Kom nu Gud.”

Det er også væsentligt, at vi passer på med at tænke, at noget sker, fordi vi skal lære noget. Vi lærer helt sikkert noget undervejs, men det er ikke formålet med en krise, at vi skal lære noget og derfor sker det.”

Mørket kom snigende

Det første år af Rebekkas liv var de på sygehuset i over 100 dage. Den store belastning begyndte at påvirke Jonas’ relation med Gud. Han mistede glæden ved Gud – dog uden at miste troen på ham. Spørgsmål som: ”Vil du mig Gud, og ser du mig i alt det her?” stod i kø i tankerne.

”Jeg følte mig ikke set eller hørt af Gud. Rebekka skreg nogle dage i 12 timer. Vi bad til Gud, men hun skreg bare videre. Det var simpelthen så svært at være i. Uvisheden i det var voldsomt ubehagelig. Jeg mistede optimismen og troen på, at Gud ville os det godt. Det skete over en årrække – og gradvist. At have en datter, der havde det så dårligt var nærmest ubærligt.”

Kristina supplerer: ”Jeg er ikke lige så reflekteret og leder ikke så meget efter at finde mening og svar på alting. Jeg tager bare en dag ad gangen, da hver dag tit har nok af udfordringer og opgaver. At have et barn, som kræver opmærksomhed 24 timer i døgnet, er en virkelig stor opgave, men det er en opgave, som vi er fælles om. I vores ægteskab har vi hele vejen igennem stolet på, at det er noget, vi klarer sammen. Presset fra at have et handicappet barn lagt sammen med, at vi har meget lidt tid til hinanden i hverdagen, er det, der giver flest udfordringer. Det er vildt hårdt og en kæmpe belastning for os. Det er så gennemgribende, når man har et barn, som er syg på den måde, og det påvirker hele familien. Vores to ældste børn havde og har deres mor og far på lånt tid. Og ikke ret tit os begge på samme tid. De har også skullet være meget stille, da Rebekka var mindre, fordi hun let blev ked af det, og fordi hun er ret følsom over for lyde,” siger Kristina.

Gud giver sange

Jonas’ manglende glæde fyldte en del for ham. En morgen for omkring to år siden oplevede han noget, som han aldrig havde prøvet før. Han vågnede med en sangtekst og en melodi i tankerne.
Først forstod han ikke, hvad det var for en sang. Senere samme uge kom sangen igen. Det blev klart for Jonas, at det var Gud, der var på færde. Han tog sin telefon, gik ind i stuen og optog sangen. Sangen handler om Himmelen og omkvædet lyder: Tænk hvor godt det bliver at være uden fejl, helt fri for smerte – hjemme hos dig (Gud)”.

Jonas skrev negle vers til sangen den morgen i stuen. ”Sangen blev en påmindelse for mig om, at Gud vil mig og Gud ser mig.” Sang nummer to kom cirka tre måneder senere. Omkvæddet lyder: ”Se opad”, husk hvem han er, din frelser, der har dig så kær.” Det tog mig lang tid at skrive versenere. Jonas var vildt glad for sangene, men en enkelt ting fyldte stadig. Hvordan kunne han kunne få hvile og fred, når forældreopgaven var så stor. De blev nødt til at blive ved med at slide i det, tænkte han.

Sang nummer tre var et direkte svar på det. Den lyder: ”Må jeg synge dig en sang om Guds kærlighed – Gud er god og han står fast. Han vil give dig fred.” ”Der er et mønster i, at sangene kommer tidligt om morgenen, og det virker på mig som om, at Gud med tiden skriver hele sangen. Ved den første sang var det som om, jeg skrev mere selv.” Den fjerde sang kom i maj 2025. Omkvædet lyder: ”Dig, dig, dig – det handler om dig Jesus.”

Den foreløbigt sidste sang kom i sommeren 2025 og er ikke indspillet endnu. Det er de første tre sange til gengæld. De kan findes på YouTube og Spotify ved at søge på Jonas Kronborg Palm. ”Gud har ændret mig gennem sangene, og jeg er klar, hvis Gud har flere sange til mig,”siger han.

Sange som opmuntring

Jonas tænker, at Gud har givet ham sangene for at give ham håb og trøst. Han kan ikke selv skrive hverken melodier eller sangtekster, så det er helt særligt for ham. ”Jeg vil ikke holde sangene for mig selv, det vil jeg heller ikke med andet, som Gud har givet mig. Sangene har givet mig en ny glæde, og jeg synes, det er en sjov og pudsig måde, at nå mig på.” Kristina supplerer, at fordi Jonas ikke kan skrive sange og melodier, er det mere tydeligt, at det er fra Gud.

”Jeg har aldrig følt mig mere glad, end da jeg fik sang nummer tre. Jeg var sådan helt euforisk Tænk, at Gud ønsker at give mig fred midt i det, vi står i,” siger Jonas og tilføjer: ”Jeg har kun oplevet positiv respons og flere siger, at sangene er meget trosstyrkende. Især ved sang nummer et har jeg fået megen positiv feedback fra folk, der stod i lignende situationer.” Kristina oplever generelt Guds nærvær, når hun hører lovsang.

Jeg har aldrig følt mig mere glad,
end da jeg fik sang nummer tre.
Jeg var sådan helt euforisk. Tænk,
at Gud ønsker at give mig fred
midt i det, vi står i.”

Der er særligt en sang, som hun er vendt tilbage til i de seneste ti år. Sangen hedder: Nu må du blot være barn. ”Sangen minder mig om, at alle mine følelser af utilstrækkelighed er okay. Hver gang jeg hører sangen, får jeg flashback til Rebekkas fødsel og alle indlæggelserne det første år.”

Pas på med forenkling

I samtalen kommer vi ind på vendingen, ’at Gud bærer os’. Det er en formulering, som kan gøre, at vi kommer til at tænke, at alting i livet som kristen er let og skal føles let. Hvis ikke livet føles let, kan man tænke, at Gud har forladt mig, siger ?? ”Gud er med os gennem det svære, men det betyder ikke, at det er en dans på roser. Det betyder ikke, at det føles nemt, for det her har ikke føltes nemt overhovedet – det er hårdt arbejde, selvom vi har Gud med os. Der er nogle gange, hvor det slet ikke føles rart eller behageligt.”

Jonas fortæller, at kristne nogle gange deler fortællingerne om Guds væren i deres liv på måder, som kan få det til at lyde som om, at alt er let, fordi Gud bærer dem. ”Jeg tror det er vigtigt, at vi har nuancerne med.” Mange kristne er bekendt med billedet om to sæt fodspor i sandet. Et stykke ad vejen ser man kun et sæt fodspor. Pointen er, at i de svære perioder er der ikke kun et sæt fodspor, fordi Gud er væk, men fordi han bærer os.

”Lige præcis det billede har jeg haft det rigtig svært med” siger Jonas og fortsætter: ”Jeg følte det overhovedet ikke, som om jeg blev båret.” Kristina supplerer: ”Men samtidig har Gud givet os kræfter til at klare den store opgave, vi har. Det er ret vildt.” Jonas siger: ”Jeg tror på, vi er båret og bliver båret, men det betyder ikke, at alt føles nemt og godt. Man skal selv gøre noget. Det er hårdt arbejde.”

Parret tror på, at alle bliver udrustet til den opgave, som Gud giver. Jonas afslutter med at sige: ”Hvordan Gud vil gribe ind i hvert enkelt menneskes situation, ved jeg ikke. I mit liv greb han ind med sangene, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Guds veje er underlige og vidunderlige. Han lader os gå gennem ting, som kan virke helt uforståelige og urimelige. Samtidig giver han os glimt af hans utrolige storhed og almagt.”