Hvem får min stemme?

Op til dette valg, tror jeg, at jeg har taget alle de kandidattests, man kan finde på nettet, og for første gang får én af testene en afgørende betydning for, hvor jeg kommer til at sætte mit kryds.
Ét af spørgsmålene, man skal svare på i TV2´s kandidattest, er, hvordan man forholder sig til spørgsmålet om indførelse af aktiv dødshjælp – et emne, som meget vel kan komme til afstemning i det kommende folketing.
Skal det i Danmark være lovligt at hjælpe folk til at dø? Skal læger, der har afgivet et løfte om at værne om livet, være dødens hjælpere? Skal syge og handicappede stilles overfor spørgsmålet om deres liv har værdi? Skal vi tage det første skridt ind på dødens område, et skridt der i de lande, hvor aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord er blevet lovliggjort, har vist sig at være en glidebane?
Når man skal sætte sit kryds, vil man aldrig kunne finde et parti eller en kandidat, man er 100% enig med. I valgtestene var jeg mest enig med den, jeg var 85% enig med. Så man må gå lidt på kompromis. Men når det kommer til spørgsmålet om aktiv dødshjælp, vil eller kan jeg ikke gå på kompromis. Normalt sættes det enkelte partimedlem fri, når det kommer til afstemning om etiske spørgsmål, og det bliver nok også tilfældet her.
Det er da også svært at finde ud af, hvad partierne står for. Tilbage i 2022 spurgte Kristeligt Dagblad medlemmer fra de forskellige partier, hvilken holdning deres respektive partier havde til spørgsmålet. De fleste havde ikke taget stilling og svarede ”hverken/eller”. Kun Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Kristendemokraterne var dengang imod, mens Socialdemokratiet og Alternativet var for. Hvor partierne står i dag, skal være usagt.
Klogere bliver man imidlertid, hvis man går til den enkelte kandidat, og der ser man også, at der indenfor det enkelte parti kan være både for og imod. Hvis dette spørgsmål derfor ligger læseren på sinde, kan det anbefales at stemme personligt og ikke blot på listen. Siden indførelsen af den frie abort, hvor jeg endnu ikke havde stemmeret, kan jeg ikke huske et valg, hvor et enkelt emne har været så afgørende for, hvor jeg satte mit kryds, som det er ved dette valg.
Måske mit kryds ikke blot flytter sig fra den tidligere foretrukne kandidat, men også fra det parti, jeg har stemt på i mange år. Én ting er i hvert fald sikkert – går man ind for aktiv dødshjælp, skal man se meget langt efter mit kryds!



