Hvor mange gange har Israel dræbt præcis 81 personer i Gaza på bare ét døgn?

Daniel Greenfield skrev i Frontpage Magazine i juli 2025 om det magiske tal ’81’, som beviser, at mange påståede tabstal i Gaza er fake news. Foto: Frontpage Magazine

I Kristne for Israel’s nye magasin kan man læse en tankevækkende artikel om tallet 81. Ifølge en række forskellige medier skulle Israel flere gange på bare 24 timer have dræbt præcis 81 palæstinensere. ”Det gjorde Israel tydeligvis ikke,” fastslår artiklens forfatter, Daniel Greenfield.

I artiklen nævnes det, at Israel mindst otte gange skulle have dræbt præcis 81 mennesker i territoriet på præcis 24 timer. Og sandsynligheden for at det kunne ske bliver naturligvis betvivlet. En hurtig optælling på nettet viser, at forskellige medier mindst 11 gange i løbet af 2014-2025 nævner, at 81 palæstinensere skulle være blevet dræbt. Alene gerningsstederne varierer lidt: det er enten sket i Gaza By, i Khan Younis eller i en flygtningelejr.

Men tallene går igen, og det er for Daniel Greenfield et tydeligt tegn på bedrageri. Han skriver: ”Folk, der forfalsker deres regnskaber, forsøger normalt at undgå runde tal og vælger derfor et ulige tal. Men de gentager ofte det samme tal igen og igen. Folk falder i mønstre, og efter at have nævnt ”81 personer på 24 timer” faldt Hamas i den rille at vælge det samme tal flere gange”. Resultatet blev altså det vildt usandsynlige, at israelske luftangreb igen og igen skulle have dræbt præcis 81 mennesker.

81 er et helligt tal

Greenfield nævner, at tallet 81 er et af de ”magiske” tal i islam. Denne numerologi forklares som følger: ”Muslimer tænker på ’81’ som et særligt tal, fordi de tror, at de kan se tallene ’18’ og ’81’ på deres hænder skrevet på arabisk, og disse tal tilsammen danner ’99’, som er summen af navnene på deres guddom ’Allah’.” Hamas har måske ikke bevidst planlagt at citere ’81’ gentagne gange, men som fromme muslimer havde de dette tal i tankerne, mener Greenfield.

81 og Gaza blev nævnt allerede i 2014

Den tidligste medieomtale af ’81’ i forbindelse med Gaza går tilbage til juli 2014, hvor nyhedsmediet CNN skrev: ”Mindst 81 dræbt i Gaza”. Efter Hamas’ massakre den 7. oktober 2023 skrev CNN hele tre gange – både den 20. oktober 2023, den 26. maj 2024 og den 16. januar 2025 – om netop 81 dræbte i Gaza. Mange andre medier har gjort det samme, påpeger Greenfield. Man gentager hele krigspropaganda-fortællingen om titusindvis af døde kvinder og børn, som Hamas har leveret til medierne.

Og de mange beskrivelser af 81 dræbte på forskellige datoer og steder er blevet offentliggjort uden fakta-tjek fra mediernes side. Men de ofte citerede palæstinensiske tabstal stammer alle fra ”Gazas sundhedsmyndigheder” eller ”lokale hospitalsmyndigheder”, dvs. i virkeligheden fra terrorgruppen Hamas. Man kunne jo spørge, hvorfor medierne ikke har undersøgt de tal og øvrige oplysninger, som de fik fra netop Hamas. Daniel Greenfield spørger retorisk, om medierne ønsker, ”at terroristerne skal vinde, og at USA, Israel og resten af den civiliserede verden skal tabe?”