Hvorfor skulle Jesus dø?

Drabet på Jesus var et justitsmord. Endda et af de groveste i historien. For Jesus var usædvanligt uskyldig. Det vil de fleste sandsynligvis medgive. Også de, der ikke selv tror på, at han skulle være Guds søn.

Han var en god mand. Han fortjente overhovedet ikke at blive myrdet på den modbydelige måde. Det er der ingen, der fortjener, heller ikke de værste. Men hvorfor skete det så?

En nødvendighed

Justitsmord og uretfærdigheder er ikke noget nyt. Korsfæstelser var ikke usædvanlige. Og gode mennesker er jo heller ikke noget uhørt. Hvorfor mindes vi så lige dét drab 2000 år efter? Fordi Jesus selv påstod, at det havde været meningen hele tiden! – at selv om han var uskyldig, havde Gud og han selv besluttet, at han skulle myrdes. Og at han skulle myrdes på præcis den måde. Tortureres og latterliggøres. Det var nødvendigt!

Det er dét, der er det påfaldende: Jesus og hans himmelske far havde på forhånd afgjort, at selv om det var skingrende uretfærdigt, var det alligevel ikke nogen fejltagelse.
Ikke fordi Pilatus eller romerne eller Judas eller farisæerne havde bestemt det, men fordi Gud havde bestemt det. Og Jesus var enig! Det havde han endda forklaret sine disciple flere gange, for de kunne slet ikke rumme det.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

I februar i år stillede Politikens lille daglige quiz Bezzerwizzer det interessante spørgsmål: ”Hvilken person i Det Nye Testamente sagde: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’” Det var et virkelig godt spørgsmål! For hvis man ikke allerede tilfældigvis vidste, at det var Jesus, var han nok den sidste, man var kommet på! Man havde foreslået alle mulige andre personer. Men det er virkelig Jesus, der gisper de ord, mens han er ved at udånde.

Og det er altså ikke, fordi han lige i øjeblikket ikke kan huske, hvorfor. Det er, fordi han i fortvivlelsen – som et helt normalt menneske – ikke kan holde rædslen og pinslerne ud. Både han selv og hans apostle hævdede, at det var nødvendigt. For vores skyld. Ikke for hans egen skyld. Ikke bare for hans venners skyld. Men for alle mennesker til alle tider. Hvad var så pointen? Hvad var det ”hvorfor”, han skreg efter på korset? Hvilken forskel har Jesus’ død overhovedet gjort i verden? Havde verden set værre ud, hvis han bare var død fredeligt i sin seng?

Måske. Måske ikke. Det er svært at sige. Uanset hvad, har Jesus fra Nazaret, både med sit liv og sin død, jo sat et markant mærke i verdenshistorien. Men i hans navn er der både gjort vidunderligt gode gerninger og modbydelige ugerninger. Hvad der vejer tungest, kan sikkert være svært at sige. Den største betydning af Jesus’ død er nemlig usynlig. Den har at gøre med din usynlige virkelighed. Den virkelighed, som kun du selv kan kende til bunds. Den side af os, som vi nødigst er nede at røre ved. Men som åbner et vindue til en pragtfuld, næsten ubegribelig virkelighed.

Bagvendt uretfærdighed

For os sker der nemlig et spejlvendt justitsmord. En bagvendt uretfærdighed. Jesus døde uskyldig. Forladt af Gud. Forhadt af mennesker. Hvorfor? For at vi, som er skyldige, ikke skal forlades af Gud. For at vi ikke skal være forhadt. Det er usynligt. Men meget virkeligt. Vi har simpelthen byttet med Jesus! Og så er det op til os, om vi selv synes, det skal gøre en forskel. Det at være uskyldig og det at være skyldig kan man normalt ikke sådan flytte rundt på.

Eller bytte rundt på. Det man gør, og det man ikke gør, det er normalt ens egen uafrystelige, uigenkaldelige ejendom. Selv de fredeligste og venligste iblandt os har skyld. Vi har noget på samvittigheden. Hvis ellers vores samvittighed overhovedet hører efter. Ingen af os synes selv, at vi ville have fortjent at dø på et kors. Vores selvbillede er bedre end som så. Men selv om vi er fredelige og venlige, måske endda gode mennesker, så falder vi alle sammen igennem over for de bud, Jesus stillede op for os:

Du skal elske din næste som dig selv. Du skal elske din fjende. Du skal gøre godt mod den, der har gjort ondt mod dig. Du skal tilgive 7 gange 70 gange. Og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Så er der ingen af os, der ikke er skyldige. Over for bud af den karat er der ingen af os, der står mål.

Vi bytter med Jesus

Men skyld kan man normalt ikke fjerne. Er man skyldig, så er man det. Og er man uskyldig, er man dét! Det, Jesus og hans far havde besluttet sig for, var en absurd og uhørt, men fantastisk mulighed! – en grundtanke, som der ikke findes nogen parallel til i verdenshistorien: Vi bytter skyldighed og uskyldighed med Jesus. Gud regnede ham for skyldig på korset, selv om han ikke var det i sig selv. Og han regner os for uskyldige ved troen på ham, selv om vi bestemt ikke er det i os selv.

Han døde, som om han havde gjort alt det, vi har gjort. Det var det, han havde erklæret sig villig til at udholde, selv om han næsten ikke kunne bære det. Det er dét, der menes med, at han elskede os. Og elsker os. Paulus formulerer det rystende og originalt om Jesus: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”. Ligesom Jesus på korset blev ”gjort til synd”, bliver vi ved troen på ham ”Guds retfærdighed” – det vil sige, vi bliver til selve den godhed, den uskyld og den retfærdighed, som vi ellers alle sammen mangler.

Nådens nye virkelighed

Så nu kan vi være uskyldige over for Gud, selv om vi unægtelig er skyldige over for hinanden. De fleste ved, at Gud godt kan ”tilgive”. Og det er da også helt centralt i Bibelen. Det er det, der kaldes ”nåde”. Men det kan let misforstås. For ”tilgivelse” har vi paralleller til i vores verden: Vi kan også ”tilgive” hinanden – men det er som bekendt en skrøbelig affære. Hvis vi bliver udnyttet igen, kan vi så sandelig nok huske på, hvordan vi ”tilgav” sidste gang.

Guds tilgivelse ligger på et helt andet plan. Han bærer ikke bare over med os, og han ”benåder” os ikke bare. Han frikender os! – som om det var os, der intet ondt havde gjort. Han er herre over vore virkeligheder. Når han siger ”Der blive lys”, så bliver der lys. Når han siger, at Jesus er skyldig, så er det sådan. Og når han siger, at vi er uskyldige, så er det sådan!

Gud er også vores Far

Det kaster et helt andet lys ind over det at være ”barn af Gud”: Gud er ikke bare Herren. Han er Faderen. Han elsker os, ligesom Jesus elsker os. Ikke ved at lukke øjnene for alt det, der er galt med os, men ved at lægge det på Sønnens skuldre. Han er ”Guds lam, som bærer verdens synd”. Og det vil sige, at det eneste menneske i verdenshistorien, der med fuld ret kunne dømme alle andre, er samtidig den eneste, der ikke vil dømme. Han siger selv:

”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” Og derfor slutter beretningen om påsken ikke med korset. Han døde virkelig – men han blev også virkelig levende igen! For selv om døden kunne tage ham, fordi han var gjort til skyld i vores sted, så kunne døden ikke holde ham. Døden måtte give slip på ham, da han gik ud af graven påskemorgen.