IPSICC

Inspirationsdag i Aarhus om Irans forfulgte kristne

Amin Afshar-Naderi blev født i en muslimsk familie i Iran. Senere blev han kristen – og fængslet i Teheran for sin kristne tro. På Open Doors’ inspirationsdag med temaet ’Forfulgt’ fortæller Amin om den aktuelle situation i Iran.

Missionsorganisationen Open Doors inviterer til en spændende dag i Aarhus Bykirke den 11. april. Overskriften er ”Forfulgt”, og især de forfulgte kristne og Iran vil være i fokus.

Hvad betyder krigen i Iran for landets kristne? Og hvordan er det at være kristen konvertit i et land, hvor et islamisk præstestyre har magten? Det er nogle af spørgsmålene der stilles, når Open Doors inviterer til inspirationsdag. Man har inviteret Amin fra Iran til at komme og fortælle om situationen i landet i øjeblikket. Han vil dele historier fra Iran, som giver indblik i forfølgelsen af kristne, men som også viser, at der er håb, når vi ved, at Gud aldrig forlader os.

Amin Afshar-Naderi er født i Iran i en muslimsk familie, og han er vokset med undervisning og studie af Koranen. En længere trosrejse ledte ham til at købe en ulovlig udgave af det Ny Testamente, fordi han ville bevise at både kristendommen og islam tager fejl – men hans mission slog fejl, da evangeliet og korsets frelsende kraft rørte hans hjerte. I flere omgange har Amin været fængslet i Teherans berygtede Evin fængsel. Amin har et stort hjerte for at skabe fokus på forfølgelsen af kristne i Iran.

Inspirationsdagen finder sted i Århus Bykirke lørdag den 11. april kl. 13-17 Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig af hensyn til bestilling af kaffe og kage.