Konference i Oxford: Er en ny kristen vækkelse på vej?
Blandt ældre står kristendommen stærkere, end mange havde frygtet. Og blandt yngre er der tegn på, at modstanden mod tro ikke er så markant som tidligere.
I dag mærker mange, at noget er ved at forandre sig i vores del af verden. Det, som i årtier har præget Europa – vores måde at tænke på, vores værdier og vores samfund – virker ikke længere så sikkert som før. Kan en kristen fornyelse være svaret på den kulturelle og åndelige krise, som mange oplever i Vesten?
Det gav en række internationale kristne tænkere, forfattere og politikere deres bud på den 11.-12. marts ved en international konference i Oxford med titlen “The Christian Revival – Our Post-Liberal Hope?”, som kan oversættes til “Den kristne vækkelse – vores håb efter liberalismen?” Konferencen fandt sted i det gamle og stemningsfulde Pusey House – et hus med dybe rødder i den anglikanske kirkes historie.
Bygningen ligger gemt mellem Oxfords smalle gader, opført i slutningen af 1800-tallet til minde om præsten Edward Bouverie Pusey, som var en af hovedskikkelserne bag Oxfordbevægelsen. Indenfor mødes man af mørkt træ, høje bogreoler og et smukt nygotisk kapel, hvor bøn og gudstjeneste stadig har sin naturlige plads hver dag. Arrangørerne pegede på, at den samfundsorden, som voksede frem efter Anden Verdenskrig, er ved at miste sit greb.
Mange oplever i dag en tomhed og en længsel efter mening, som et mere sekulariseret samfund ikke rigtig har kunnet give svar på. Samtidig mangler der i politik en klar retning for, hvad “det gode” egentlig er. Midt i denne usikkerhed vokser en ny interesse for kristen tro frem. Derfor kredsede konferencens oplæg om spørgsmål som: Hvordan kan en kristen fornyelse se ud i dag? Hvilken plads kan troen have i samfundet? Og kan kristendommen igen få en stemme i det offentlige rum?
Digital kultur og længslen efter mening
Den britiske forfatter Mary Harrington holdt et af hovedoplæggene. Hun talte om, hvordan den digitale verden er med til at ændre den måde, vi tænker og tror på. Hun pegede på, at nye medier former os mere, end vi måske er klar over. Ligesom læsning engang ændrede menneskers måde at forstå verden på, er de digitale medier i dag med til at forme vores tanker og vores tro. Ifølge Harrington bevæger vi os i retning af en kultur, hvor følelser fylder mere, og hvor mange bliver påvirket gennem sociale medier og korte budskaber frem for gennem rolig eftertanke.
”Denne søgen kan gå i mange retninger,
og ikke alle fører til sandhed.”Mary Harrington
Samtidig oplever hun, at flere mennesker begynder at længes efter noget mere – efter mening og dybde i livet. Hun kaldte det en slags “genfortryllelse” af verden. Men hun advarede også: Denne søgen kan gå i mange retninger, og ikke alle fører til sandhed. Derfor pegede hun på behovet for et fast kristent fundament. Bøn, gudstjeneste og kristne fællesskaber er vigtige, hvis troen skal kunne stå imod den uro og opsplitning, som præger den digitale tid.
Når vi mister meningen
Den britiske psykiater og tænker Iain McGilchrist holdt også et hovedoplæg. Han talte om, at vores kultur i dag er i krise – ikke først og fremmest økonomisk eller politisk, men åndeligt.
Ifølge McGilchrist har vi i Vesten mistet evnen til at forstå fortællinger og symboler som noget, der rummer sandhed. Når vi ikke længere har sådanne fælles fortællinger, mister vi også en dybere mening med livet. Det gør os samtidig mere sårbare over for den magt, som ny teknologi – som for eksempel kunstig intelligens – kan få.
Han forklarede det med sin kendte tanke om hjernens to sider. Den ene side hjælper os med at se helheder, mening og sammenhæng. Den anden er god til analyse og kontrol. Problemet i dag er, sagde han, at vi næsten kun bruger den analyserende side – og dermed mister blikket for det, der giver livet dybde. Derfor pegede han på, at vi har brug for at genopdage det, kristendommen rummer: Fortællingerne, symbolerne og troen på en større virkelighed.
Håb midt i kirkens krise
Den unge anglikanske præst Fergus Butler-Gallie holdt også et oplæg. Han beskrev sig selv som en slags “kristen pessimist”. Med det mente han, at han ser ærligt på de udfordringer, kirken står i i dag – men uden at miste håbet. Han mindede om, at kirken før har været igennem svære tider, også i Englands historie. Kriser er ikke noget nyt. Men Gud har ikke forladt sin kirke. Hans pointe var enkel:
Fornyelse begynder ikke først og fremmest med store planer eller nye strukturer. Den begynder i det små – i den lokale menighed, i bønnen og i menneskers omvendelse til Gud. Derfor er det lokale kirkeliv så vigtigt. Også selv om de store kirkestrukturer kan virke svage, kan troen stadig leve og vokse dér, hvor mennesker samles om Kristus.
Kirke, stat og kaldet til omvendelse
Den tidligere BBC-journalist David Campanale talte om forholdet mellem kirke og stat i en tid, hvor det gamle liberale system er under pres. Han pegede på, at Storbritannien har en særlig arv, hvor kristen tro historisk har været med til at forme både lovgivning og samfund. Ifølge Campanale er denne arv ikke bare fortid – den kan stadig have betydning i dag. Han mindede om, at nationen tidligere har set sig selv i et slags pagtforhold med Gud, inspireret af Bibelens fortællinger.
”Fornyelse begynder ikke først og
fremmest med store planer eller
nye strukturer. Den begynder i
det små – i den lokale menighed,
i bønnen og i menneskers
omvendelse til Gud.”Fergus Butler-Gallie
Når et folk vender sig bort fra Gud, mister det også velsignelsen. Men når det vender tilbage, kan nyt liv vokse frem. Derfor stillede han spørgsmålet: Er vi i dag kommet på afstand af Gud – og har vi brug for at finde tilbage igen? Hans budskab var, at kristen tro ikke kun hører hjemme i det private liv. Den har også noget at sige til samfundet og til dem, der har ansvar for at lede landet. Men det begynder med omvendelse – ikke bare hos den enkelte, men også som folk.
Campanale pegede på bøn som en vigtig nøgle. Han mindede om, hvordan nationer før i historien er blevet kaldet til fælles bøn i krisetider. Måske er det også det, der er brug for i dag.
En undersøgelse: Hvad tænker briterne selv? Et særligt indslag på konferencen var en ny opinionsundersøgelse, som arrangørerne havde bestilt hos analyseinstituttet Whitestone Insight. Instituttets leder, Andrew Hawkins, præsenterede selv resultaterne.
Undersøgelsen gav et tankevækkende indblik i, hvordan briterne ser på tro, moral og samfund i dag. Et klart flertal oplever, at noget er ved at gå i stykker. Over syv ud af ti mener enten, at landets institutioner er svækkede, eller at man ikke længere deler fælles værdier. Samtidig siger omkring halvdelen, at Storbritannien engang var et kristent land – men ikke længere er det. Især blandt yngre generationer står kendskabet til landets kristne historie svagt.
Alligevel er der også tegn på håb. Seks ud af ti mener, at kristendommen stadig har noget positivt at bidrage med – både moralsk og i praksis. Og over halvdelen mener, at det vil være til skade for fremtidige generationer, hvis landet fortsætter med at fjerne sig fra sine kristne rødder. Undersøgelsen viser også noget interessant om forholdet mellem tro og politik. Mange briter ønsker ikke, at kristendommen skal blive et politisk projekt.
Tværtimod siger næsten fire ud af ti, at det vigtigste for dem er, at tro og politik holdes adskilt. Men samtidig er der en tydelig forventning om, at kristendommen kan bidrage med moralsk retning i samfundet. Ifølge Andrew Hawkins peger tallene ikke på en egentlig vækkelse – i hvert fald ikke endnu. Men de viser, at billedet ikke er så mørkt, som man ofte får indtryk af. Blandt ældre står kristendommen stærkere, end mange havde frygtet. Og blandt yngre er der tegn på, at modstanden mod tro ikke er så markant som tidligere.
Samtidig tyder meget på, at mange mennesker er ved at vende sig bort fra tanken om, at alt er relativt. Der er en voksende fornemmelse af, at noget er rigtigt og noget er forkert – og en længsel efter faste værdier. Derfor pegede Hawkins på, at vi måske ikke står midt i en vækkelse, men snarere i en tid, hvor jorden er ved at blive gjort klar. En tid, hvor der igen er åbenhed for evangeliet – måske større, end vi selv er klar over.
