Kunsten at oversætte Bibelen

Læserindlæg er udtryk for læserens egen holdning.

Af Iver Larsen,
lingvist og bibeloversætter

Enhver oversætter må stille nogle helt grundlæggende spørgsmål: Hvem oversætter vi for? Er målgruppen teologer? Eller de kirkegængere, som ynder det gamle, højtidelige kirkesprog? Eller ganske almindelige danskere? Bør vi bruge den ordrette metode eller den meningsbaserede metode?

De fleste teologer foretrækker den ordrette metode, mens de fleste almindelige danskere foretrækker den meningsbaserede oversættelse, som de kan forstå. Den ordrette oversættelse kan forsvares med udsagn som: ”Det er jo det, der står”, mens den meningsbaserede oversættelse forsvares med udsagn som: ”Det er jo det, der menes.” Problemet er, at ord på forskellige sprog ikke overlapper hinanden 100 procent. Et ord på græsk kan have mange forskellige betydninger, alt efter sammenhængen.

Troels Engberg-Petersen har kritiseret den nye prøveoversættelses fire grundprincipper. Denne professor er helt på linje med en anden universitetsprofessor, Hans Povlsen Resen, som i 1604 forkastede Christian den 3’s Bibel (fra 1550), der var oversat fra Luthers tyske Bibel. Årsagen var, at ”den var for langt fra grundteksten.” Luther ønskede at gøre Bibelen forståelig for ”manden på gaden.” Her var Resen uenig. Han ønskede, at oversættelsen skulle være ”præcis” i henhold til grundteksten. Han oversatte fra 1604-7.

Efter flere revisioner, bl.a. af en anden universitetsprofessor, Hans Svane, blev denne bibel udgivet i 1647. Det var begyndelsen til den resen-svaningske tradition, som man kan følge helt op til den nye prøveoversættelse, der har som et af sine pricipper at være tro mod traditionen. Resens oversættelse var stort set uforståelig. Ordene var danske, men grammatikken var til dels græsk eller hebraisk.

Engberg-Petersen siger noget af det samme, når han spørger: ”Skal den nye oversættelse give os en troværdig og direkte adgang tilbage til den historiske grundtekst selv?” Han ønsker en såkaldt præcis oversættelse, som giver læseren mulighed for at vide ”hvad der faktisk står i den tekst, som er blevet oversat.” Han ville foretrække et enkelt princip i stedet for Bibelselskabets fire principper, der trækker i hver sin retning.

Er det ikke nok at ”være tro mod kildeteksterne”? Men hvad betyder det? Tro mod de fremmedartede ord eller tro mod den oprindelige mening? Her er et simpelt eksempel: I en amerikansk film siger en person: ”Call 911”. En præcis oversættelse ville være ”Kald 911.” På den måde får læseren mulighed for at se, hvad der faktisk står i grundteksten. Man må tilbageoversætte til engelsk for at forstå meningen. Hvis oversætteren skrev en sådan undertekst til en film, ville han formodentlig blive fyret. En sådan præcis og ordret oversættelse mister nemlig meningen.

Oversætteren bør i stedet spørge: ”Hvad er meningen, og hvordan udtrykkes den mening bedst på modtagersproget?” Denne mening kunne udtrykkes ved at sige ”Ring 112.”