Lukasskolen i Vejle fejrer 40-års jubilæum med cirkusstemning

Alle elever fra 0.-9. klasse på Lukasskolen i Vejle fejrer 40 års jubilæum med cirkus og reception i uge 13. Foto: Lukasskolen

Lukasskolen fejrer 40 år med cirkusmagi og forestillinger den 26. og 27. marts 2026.

Mens de fleste elever på landets skoler i uge 13 vil have dansk, tysk og engelsk som de plejer, vil der dufte af vafler og softice på Lukasskolen i Vejle. I anledning af skolens 40-års jubilæum er hele skolen – fra 0. til 9. klasse – rykket i manegen for at skabe en spektakulær cirkusforestilling, der markerer fire årtiers skolehistorie.

Fra skolehal til magisk cirkusunivers

Hele uge 13 bliver den normale undervisning skiftet ud med akrobatik, klovnerier og musikalske indslag fra skolens eget cirkusband. Skolens hal er totalforvandlet til en rigtig cirkusmanege med tribuner og ægte cirkusstemning. Inden forestillingerne kan gæsterne opleve et autentisk cirkusmiljø med aktiviteter og boder, hvor der sælges vafler, softice og snacks, så oplevelsen bliver total for både store og små vejlensere.

Foto: Lukasskolen

Jubilæumsreception

Torsdag eftermiddag efter forestillingen kulminerer festlighederne i en stor jubilæumsreception. Her bliver cirkusrammerne brugt som kulisse for en fejring af skolens 40-års jubilæum, men også som et springbræt til fremtiden.

”Vi bruger jubilæet til at kigge både tilbage og frem. Vi glæder os over de 40 år, der er gået, men vi fejrer i den grad også, at fremtiden banker på med optag af flere elever. Vi optager to 0. klasser fra næste skoleår og står over for en markant udvidelse af skolen med flere nye klasselokaler. Dermed kan vi skabe endnu bedre rammer for vores elever i mange år fremover, så endnu flere kan få en hverdag på Lukasskolen – fyldt med værdi,” siger skoleleder Bent Molbech.

Til receptionen vil der være live-musik, kagemand til alle og gode historier fra de første 40 år på Lukasskolen.

Danske Hospitalsklovne

Når temaet er cirkus – hvad er så mere oplagt end at støtte Danske Hospitalsklovnes arbejde. Derfor vil man kunne købe klovnenæser og armbånd, hvor pengene går ubeskåret til organisationen.

Der vil være forestillinger torsdag den 26. marts kl. 13.00 og fredag den 27. marts kl. 11.00. Billetterne koster 40 kr. for voksne og 20 kr. for børn fra 3-12 år. Jubilæumsreceptionen, hvor alle er velkomne, foregår torsdag den 26. marts kl. 15.30-17.00 på Lukasskolen, Grundet Bygade 71 i Vejle.