Når madpakker bliver hellige
Der er noget komisk over en hverdagsmorgen i en børnefamilie. Trætte børn som foretrækker tumletid, fremfor skole- og børnehavetid. Madpakker, som skal laves, men låget mangler. Igen. Et penalhus, som skal pakkes, men alle blyanter trænger til at blive spidset. Igen. En gymnastiktaske, som stilles klar, og som med stor sandsynlighed glemmes. Igen. Og en træt, gnaven far, der fremstammer noget om at komme ud ad døren til tiden, mens han selv leder efter sine nøgler. Igen. Det ligner ikke et åndeligt højdepunkt. Det ligner mest leverpostej. Hverdag. Og alligevel er det måske netop her, livet folder sig ægte ud.
Vi har ofte fokus på det hellige i rammer, som er nemme og oplagte; i kirkerummet søndag formiddag. Hvor alt er indrettet og tilpasset, så vi kan indstille hjernen til at lytte på Gud. Vi sidder med foldede hænder og nikker med, når præsten siger et vigtigt budskab. Her lytter vi, og her er det nemt at finde Gud. Men er Gud også med i hverdagens kaos næste morgen? Jesus blev ikke født i et tempel, men i en stald. Han voksede op i en almindelig familie. Han var tømmerlærling hos sin far, og havde en hverdag som håndværker, hvor han vadede rundt i støv og sand.
Der er noget smukt i, at frelseren levede det meste af sit liv i dét, vi betegner som hverdag. Som almindeligt. Som kedeligt. Trivielt. Måske endda ligegyldigt? Men netop derfor er det så smukt og guddommeligt. Livet er ikke altid lovsang og lys. De fleste dage er det bare vasketøj. Det er let at længes efter det ekstraordinære. De store øjeblikke, hvor Gud føles tydelig og livet opleves i klare farver.
Men hverdagen og livet er sjældent klart. Det er rodet. Fyldt med gentagelser. De samme diskussioner om skærmtid. De samme bunker opvask. Men midt i det hele er der en unik kærlighed. Kærlighed som ikke måler vores tro i antal af bønner, men i vores hjerter. Når jeg ser mine børn løbe ud ad døren med tasker på ryggen, tænker jeg nogle gange: Det er meningen, det her!! Ikke fordi vi gjorde det perfekt. Men fordi vi gjorde det sammen. Fordi vi valgte hinanden igen i dag.
Gud bor ikke kun i det ophøjede kirkerum. Gud er i ALT. Hans ord er ikke kun tydeligt, når det tales højt fra prædikestolen. Guds ord er også en stille hvisken over et morgenbord. De øjeblikke rummer Gud. Kærligheden i det små er ikke mindre værd end de store øjeblikke. Måske tværtimod. Det er netop midt i det almindelige at tro, håb og kærlighed er til stede. Ikke som store ord, men i det levede liv. Ikke som glansbillede, men som nåde.
