”Overvældende interesse” for stort teaterstykke i Maribo Domkirke

Maribo Domkirke er i marts måned forvandlet til noget helt andet end en dansk domkirke. Når mørket falder på, og publikum træder ind i det store kirkerum, er det som at træde direkte ind i et italiensk benediktinerkloster i middelalderen.

NørregadeTeatret præsenterer nemlig en ny dansk dramatisering af Umberto Ecos berømte roman ’Rosens navn’. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Maribo Domsogn og teatret, og allerede inden premieren var den en succes: Næsten 9.000 billetter er solgt, og forestillingen spiller for fulde huse hele marts. Publikum kommer ikke kun fra Lolland-Falster – ifølge teatrets leder Frank Rubæk er der gæster fra hele landet. Kun 37 procent af publikum er lokale. Resten kommer fra ikke mindre end 287 postnumre spredt over hele landet. Det siger noget om interessen for denne usædvanlige teateroplevelse.

Domkirken som middelalderkloster

Allerede når man træder ind i kirken, mærker man, at noget særligt er i gang. I døren står to munke i sorte munkekutter og tager imod – som var de trådt direkte ud af middelalderen, dengang domkirken blev bygget. Foran alteret er der opført en scenekonstruktion, hvor projektioner og lys skaber billeder af klosterets forskellige rum – refektoriet, klostergården og det hemmelighedsfulde bibliotek. Søjler og hvælvinger er oplyst, så de bliver en del af scenografien, og den lange midtergang i kirkeskibet fungerer også som scene.

Flere af de sortklædte munke vandrer rundt i kirkerummet under hele forestillingen. Mellem sceneskiftene høres stemningsfuld korsang, som fylder kirkerummet med en næsten sakral atmosfære. Det føles ikke som teater i traditionel forstand. Det føles som om publikum er blevet inviteret ind i et kloster i 1300-tallet, og rammen kunne næppe være mere historisk. Handlingen i Rosens navn foregår i år 1327, og Maribo Domkirke blev indviet som birgittinerklosterkirke i 1416.

Når fantasien først får lov til at arbejde lidt, er det ikke svært at forestille sig, hvordan livet i et middelalderkloster må have taget sig ud. Man fornemmer hurtigt, at denne historie ikke ville have haft den samme kraft på en almindelig teaterscene.

Hvad handler historien om?

Umberto Ecos roman fra 1980 er en middelalderkrimi med mange lag. Historien følger den engelske franciskanermunk William af Baskerville og hans unge novice Adso, som ankommer til et isoleret kloster i Norditalien. De skal deltage i et vigtigt møde mellem kirkens repræsentanter og franciskanerne, der er kommet i konflikt med paven på grund af deres radikale fattigdomsideal. Men kort efter deres ankomst begynder mystiske dødsfald at ryste klostret.

Munke bliver fundet døde under mystiske omstændigheder, og snart breder frygten sig. Nogle mener, at mordene er tegn på, at apokalypsen nærmer sig. Andre taler om djævelens værk. William af Baskerville forsøger med skarpt intellekt og logisk sans at opklare mysteriet. Sporene leder ham til klosterets enorme bibliotek – et labyrintisk og hemmeligt sted, hvor en farlig bog gemmer på en dødelig hemmelighed.

Samtidig ankommer inkvisitoren Bernardo Gui til klostret for at undersøge kætteri blandt munkene. Krimi, teologi, filosofi og kirkepolitik væves sammen i en historie om sandhed, magt og tro.

Stærkt skuespil

Opsætningen i Maribo rummer en imponerende række af danske skuespillere. På rollelisten finder man blandt andre Kristian Boland, Preben Kristensen, Waage Sandø, Michael Moritzen, Lars Bom, Mikkel Vadsholt, Morten Hauch-Fausbøll, Nis Bank-Mikkelsen og Gracia Rios Calderon. Dialogerne er intense, og karaktererne tegnes tydeligt. Man mærker spændingen mellem tro, magt og frygt, som præger klosteret.

Det er i det hele taget imponerende, hvad et egnsteater har formået at løfte. Forestillingen har en kvalitet og en skala, som man normalt forbinder med langt større scener.

De store spørgsmål

Det særlige ved denne opsætning er, at den ikke kun fortæller en krimihistorie. Frank Rubæk, der både har skrevet manuskriptet og instrueret forestillingen, har valgt ikke at springe de lange teologiske diskussioner, som bogen indeholder, over. Tværtimod giver forestillingen et indblik i middelalderens tankeverden. Munkene taler om djævelen, helvede, skriftemål, Guds ære, Antikrist og Aristoteles.

Latinske ord og sætninger indgår naturligt i dialogen. Alligevel bliver forestillingen aldrig tung eller uforståelig. Tværtimod giver det en stærk fornemmelse af, hvordan mennesker tænkte dengang

– i en tid hvor kristendommen gennemsyrede hele samfundet. Et centralt tema er konflikten om franciskanernes fattigdomsideal. Skulle de dømmes som kættere, fordi de mente, at Kristus og apostlene levede i fuldstændig fattigdom? Samtidig kredser historien om en mystisk bog – Aristoteles’ tabte værk om komedien og latteren. Men nogle mener, at latter er farlig. Derfor må bogen skjules – koste hvad det vil.

Folk kommer for mere end underholdning

Ideen til forestillingen kommer fra Frank Rubæk, leder af NørregadeTeatret i Maribo. Han fortæller, at fascinationen af romanen går helt tilbage til hans tid på handelsgymnasiet. “Det er ikke kun krimiplottet, der fascinerer mig,” siger han. “Bogen indeholder historie, filosofi og teologi. Det er en saftig og voldsom historie – en virkelig god fortælling.” At sætte forestillingen op netop i Maribo Domkirke giver noget helt særligt, mener han.

“Romanen foregår i 1327, og kirken her blev indviet i 1416. Det er næsten den autentiske historiske scene. Den stemning kan man ikke købe for penge. Der er en højtidelighed i rummet – og en meget smuk atmosfære.” Han fortæller også, at interessen for forestillingen har været overvældende. “Billetterne blev revet væk efter bare tre små Facebook-opslag. Vi har aldrig oplevet noget lignende.” For Rubæk viser det, at publikum søger historier, der går dybere end let underholdning.

Ecos mørke blik på kristendommen

Selv om Rosens navn er et mesterværk, rummer romanen også en tydelig kritik af kristendommen. Umberto Eco skrev bogen i 1980’erne, i en tid hvor mange på universiteterne hævdede, at der ikke findes én sandhed. Den tanke skinner igennem i historien. Munken Jorge – historiens fanatiske vogter af bibliotekets hemmeligheder – repræsenterer en streng og mørk form for tro. For ham er latter farlig, fordi den kan underminere gudsfrygten. “Tro uden smil” er i praksis hans budskab.

For at bevare hemmeligheden om Aristoteles’ bog smører han gift på bogens sider, så alle der læser den, dør. På den måde tegner Eco et dystert billede af mennesker, der mener at eje sandheden.
Men her opstår en interessant spænding i mødet med nutiden. For mange i dag opsøger netop historier som denne, fordi de længes efter mening, sandhed og dybde. Ironisk nok fascinerer Ecos fortælling, fordi den skildrer en verden, hvor mennesker faktisk troede, at sandheden fandtes.

En stærk oplevelse

Selv om Eco ønskede at tegne et mørkt billede af klosterlivet, bliver oplevelsen i Maribo Domkirke alligevel mere lys og levende. Scenografien, musikken og skuespillet skaber en stemning, der næsten føles festlig midt i alvoren. Det er ganske enkelt imponerende, hvad NørregadeTeatret har skabt. Forestillingen har en kvalitet, som sagtens kunne bære en national scene. Men så ville noget af den autentiske stemning uden tvivl gå tabt.

For det er netop Maribo Domkirke – med dens historie, rum og atmosfære – der gør oplevelsen helt unik. I nogle timer får publikum lov til at træde ind i en anden tid. En tid hvor mennesker diskuterede Gud, djævelen og sandheden med en alvor, som stadig kan fascinere os i dag.