Påskemusical for hele familien

Palmesøndag den 29. marts inviterer Kronjyllands Frimenighed i Randers til en påskemusical for hele familien med både bugtaling, rap og bibelhistorie.
Hvordan fortæller man historien om påsken, så både børn og voksne begejstres? Svaret involverer en fræk bugtalerdukke, trylleri og musik, når Kronjyllands Frimenighed inviterer til en unik musikalsk oplevelse med skuespiller Jens Jødal. Påsken er fuld af store følelser – fra den jublende glæde palmesøndag til den dybe sorg langfredag og håbet påskedag. I forestillingen ”Påskemusical” bliver publikum taget med på hele rejsen sammen med skuespiller Jens Jødal og hans faste følgesvend, den lille, frække bugtalerdukke David.
En kirke fyldt med liv
Jens Jødals forestilling er bygget op som en blanding af humoristisk bugtaling, små tryllekunstner og masser af musik, herunder både sange og et rapnummer. ”Vi glæder os til at præsentere en forestilling, hvor der er plads til både det skrupskøre og det dybt alvorlige. Det er en måde at få påskens historie ind under huden på, som rammer både børn, forældre og bedsteforældre,” fortæller præst i Kronjyllands Frimenighed Peter Kofoed Herbst
Undervejs bliver børn fra publikum inviteret med på scenen, og hele salen får lov til at agere kor, når de fælles sange fylder kirkerummet.
Samarbejde sikrer gratis adgang
Eventet er stablet på benene i samarbejde med LFKU (Landsforeningen af Kristne Ungdomsforeninger), hvilket gør det muligt at invitere alle interesserede til en gratis forestilling. Der er altså rig mulighed for at tage hele familien, naboen eller vennerne med til en oplevelse, der kombinerer professionel dramatik med et stærkt budskab.
Praktisk information
Påskemusicalen foregår Palmesøndag d. 29. marts kl. 10.30 i Kronjyllands Frimenighed, Grenåvej 34, 8960 Randers SØ. Der er gratis adgang for alle.


