Prædiken: Stod Jesus virkelig op af graven påskemorgen?

Troen på Jesu opstandelse er ikke irrationel. Med mindre man på forhånd udelukker, at der findes en Gud, som kan opvække døde, er den mest rationelt sandsynlige forklaring på de historiske fakta, der foreligger, at Jesus Kristus virkelig stod op af graven.

Alligevel kan mange af os godt forstå Thomas’ reaktion på de andres jublende glade vidnesbyrd om, at de nu med egne øjne havde set den opstandne Herre, og at det, Maria Magdalene havde fortalt, virkelig var sandt: ”Hvis ikke jeg selv ser ham med mine egne øjne og mærker og sanser ham fysisk med hud og hår og sår, tror jeg ikke på det! Så har jeg ikke tænkt mig at satse alt, liv og død og evig skæbne, på ham, der, sidst jeg så ham, hang hjælpeløst, gudsforladt og ynkeligt på et romersk kors!”

Alt er jo på spil her. Hvis Jesus ikke virkelig stod op, er vi, der satser hele butikken på ham, ”de ynkværdigste af alle mennesker,” som Paulus udtrykte det (1. Kor. 15,19). Omvendt: Hvis han virkelig stod op fra de døde med hud og hår og sår, så er han Gud og Herre og har virkelig skaffet os, der tror på ham, ”evig trøst og godt håb” (2. Thess. 2,16). Så vil alle vores sår blive helet, alle vore sygdomme helbredt, al vor sorg vendt til glæde. Så er der evig, livsfyldt jubel forude, uanset hvad vi trykkes af her og nu.

Der findes derfor intet vigtigere og mere afgørende spørgsmål end dette: Stod Jesus Kristus virkelig op af graven påskemorgen? Jeg tror, Thomas har gjort sig dette nogenlunde klart i løbet af de efterfølgende otte dage. Det må have arbejdet i ham, både dette afgørende spørgsmål og det, de andre fortalte. Hele hans livsgrundlag og særligt årene i følgeskab med Jesus må have været til grundig revision.

For da Jesus så virkelig kom til disciplene igen, og Thomas selv fik lov til at mærke ham og hans sår med sine egne hænder og se og høre ham med egne øjne og ører, var han på stedet klar med den konsekvente og helt rigtige reaktion: ”Min Herre og min Gud!” Alligevel er der et strøg af bebrejdelse i det, Jesus siger til ham. Han burde have troet også uden at have set. Det er jeg egentlig glad for. Hvis det for nogle af os kun er muligt at tro, hvis vi får et håndgribeligt, fysisk bevis, som det disciplene fik, er vi alvorligt på den.

Før han kommer igen, får vi jo simpelthen ikke det samme møde med den opstandne, som disciplene fik. Og umiddelbart misunder vi dem måske. Men det er ikke det, Jesus lægger op til. Tværtimod: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Det er altså ikke alene muligt, men ligefrem saligt. Jesus priser netop os salige, som – selv om vi har mange gode rationelle og historiske grunde til at tro – alligevel må siges at tro uden at have set.

Det skyldes imidlertid ikke nogen religiøs præstation fra vores side, baseret på et eller andet religiøst talent, man kan fantasere om. Tværtimod. Det, vi sammen med alle andre mennesker har medfødt religiøst talent for, er lige præcis det modsatte, nemlig at have mistillid til Gud og ikke stole på ham over en dørtærskel, uanset hvor mange gode grunde, der faktisk er til netop det. Men han har af uransagelige årsager forbarmet sig over os og ladet formålet med Johannes’ beretninger blive opfyldt i os:

Selv om vi ikke har set, tror vi, at Jesus er Kristus, Guds søn, vores frelser, død for vore synder og opstået fra de døde på den tredje dag efter Skrifterne (1. Kor. 15,3–4). Og derfor har vi liv, evigt opstandelsesliv, i ham! Det er endnu et af hans mirakler.

Prædikentekst: Johannesevangeliet 20, 19-31

Den opstandne Jesus møder disciplene

”Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«

Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Den vantro Thomas

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem.

Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Evangelieskriftets formål

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.