Skønhed og undren kan holde bitterheden på afstand

Da Lisbeth Smedegaard Andersen var sognepræst, kom hun på mange husbesøg, ofte hos ældre og gamle sognebørn. Blandt dem var der mennesker, som var stivnet i bitterhed og forurettelse over ting, der var overgået dem gennem livet. Tab, svigt eller andre svære hændelser, som de fortsat var vrede og skuffede over og ikke kunne give slip på. Det fik Lisbeth Smedegaard Andersen til at tænke over, hvad bitterhed er, og hvordan det – med Luthers ord – kan medvirke til, at et menneske bliver ’indkroget i sig selv’.

”Mit møde med mennesker, der var blevet fanget af deres egen bitterhed, fik mig til at tænke over, hvad bitterheden kommer af, og hvordan man kan undgå at blive bitter og dermed ofte også isoleret og ensom,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun er født i 1934, så hun har passeret de 90 år og mener godt, at hun kan kalde sig gammel. Derfor sagde hun – efter lidt betænkningstid – ja, da forlaget Eksistensen spurgte hende, om hun ville skrive en bog om det at blive gammel. I bogen ’Hen under aften. Tanker fra alderdommen’ skriver hun i essayistisk form om, hvordan livet og døden ser ud fra alderdommens perspektiv. Hvordan barndommen får større betydning, efterhånden som man bevæger sig ind i alderdommen, og hvordan hændelser, møder og glimt af skønhed, som man i situationen ikke tillagde stor betydning, nu får en anden dybde og prægnans. ”Jeg synes, at taknemlighed er den gennemgående følelse eller grundtone i mit liv nu. Det hænger sammen med, at jeg har meget at være taknemlig for, men jeg tror også, at det har med alderen at gøre. Alderen får ting, der før syntes vældig vigtige, til at glide i baggrunden, mens andre ting – ofte små glæder og øer af skønhed og håb – træder tydeligere frem,” siger hun.

Mor til fire og teologistuderende

Lisbeth Smedegaard Andersen drømte som ung om at læse litteraturvidenskab. Men hendes forældre mente, at det var unødvendigt med en lang uddannelse, når hun skulle giftes og have børn. Hun blev tidligt gift, og hendes mand og hun aftalte, at når han havde gjort sin uddannelse færdig, kunne hun tage en uddannelse. I mellemtiden havde de dog fået fire børn, så det var ikke så enkelt at realisere drømmen.

Hun blev derfor 37 år, før hun begyndte på universitetet – og det blev på teologistudiet, ikke på litteratur. På det tidspunkt, i 1972, var litteraturvidenskab på Aarhus Universitet præget af en stærk marxistisk strømning, som Lisbeth Smedegaard Andersen ikke kunne se sig selv i, og desuden var det ikke praktisk muligt for hende at kombinere sin rolle som mor til fire børn med det meget omfattende gruppearbejde på studiet.

”Jeg fandt ud af, at teologi rummede stort set alt det, jeg gerne ville fordybe mig i: historie, litteratur, filosofi og sprog. Så jeg begyndte på teologi – uden at have en klar idé om, hvad studierne skulle munde ud i. Jeg forestillede mig i hvert fald ikke at blive præst,” fortæller hun.

Undervejs i teologistudiet begyndte ideen om at blive præst dog at tage form, og da hun afsluttede studiet, var hun ikke i tvivl om, at det var det, hun ville. Hun fik herefter en lang karriere som sognepræst, og sideløbende begyndte hun at skrive bøger om kunsthistorie, teologi og litteratur. Hun har udgivet en lang række anmelderroste bøger, senest Bibelens kvinder og Søn af Maria – en fortælling om kristendommens første 2000 år. Desuden har hun skrevet et væld af salmer.

”Jeg har fået lov at fordybe mig i det, jeg har interesseret mig for, og har haft embeder, som jeg har været meget glad for. Det giver grund til taknemlighed. Desuden har jeg en stor familie, som jeg føler stor omsorg for, og som efterhånden tæller 12 børnebørn og snart hele 15 oldebørn,” siger hun.

Tæller dagens velsignelser

Hun bor i Hellerup med sin mand og er fortsat aktiv som forfatter og foredragsholder. Hun er levende optaget af kunst, teologi, kirkehistorie, litteratur, filosofi m.m. I sin nye bog inddrager hun værker af billedkunstnere som Andrew Wyeth og Vilhelm Hammershøi, digtere som Ole Sarvig og Peter Laugesen og filosoffer og teologer som Walter Benjamin, Søren Kierkegaard og Dorthe Jørgensen.

Grundtonen i bogen er taknemlig, alvorlig og munter, og det har været vigtigt for hende, at det ikke blev en ”jammer-bog”’. ”Som gammel er man tvunget til at give slip på mange ting. Man kan ikke det samme som før, og det kan der også ligge en gave i, for når man giver slip, bliver der plads til eftertanke og til at se tilbage på noget af det, man passerede lidt hastigt forbi. Forhåbentlig kan det kalde en sammenhæng og mening frem, som man så kan forsøge at formidle til yngre generationer,” siger hun.

Hun har gjort det til en vane, at hun hver aften tæller dagens velsignelser. Hun tænker på den dag, der er gået, og hæfter sig ved stort og småt, som har givet anledning til glæde. Det kan være et smil fra et venligt menneske, en samtale eller en naturoplevelse. ”Skønheden ligger på lur, og hvis man er åben for den, bryder den igennem i glimt eller i længere forløb – det kan være i naturen, i minderne eller i mødet med et andet menneske. Det kan også være i kunsten eller i kirkens rum,” siger hun.

Netop skønheden, som ofte følges ad med en undren – en form for stille ærefrygt – er ifølge Lisbeth Smedegaard Andersen – et effektivt værn mod bitterhed og meningsløshed. ”Jeg tror, at megen af den mistrivsel, meningsløshed og stress, som mennesker lider under i dag, har at gøre med en mangel på sammenhæng. Hvis man ikke ser skønheden og igennem den aner det hellige som en grund, vi står på, kan det være svært at bevare mening og håb. For der er meget mørke og meget ondt i verden,” siger hun.

Men der er også, understreger hun, skønhed. I en solopgang eller i en skyformation over Vesterhavet, der viser sig som et par store englevinger. ”Den slags oplevelser kan kalde en glæde og en ærefrygt frem i mig, som gør, at jeg kan fastholde håbet. Det har jeg også forsøgt at gøre som præst og som salmedigter. Jeg mener, at kirken skal holde fast i det gode, det skønne og det sande, for hvor er der ellers et rum, som insisterer på det?” spørger hun.

Barndomshjem med tillid

Hun mener, at kirken og kristendommen har en afgørende rolle at spille som et fundament at leve på, både for den enkelte og for fællesskabet. ”Folk går mere i kirke i vanskelige tider, end de ellers gør, og jeg tror, at det afspejler en fornemmelse for eller erkendelse af, at det hele let bliver svært og meningsløst, hvis vi ikke har et sted, hvor vi kan møde noget, som er noget andet end os selv. Vi har brug for det, der er noget andet og kommer et andet sted fra. Vi har brug for det, vi ikke er, som digteren Peter Laugesen udtrykker det i et af sine digte,” siger hun.

”Mit møde med mennesker, der var blevet
fanget af deres egen bitterhed, fik mig til
at tænke over, hvad bitterheden kommer af,
og hvordan man kan undgå at blive bitter og
dermed ofte også isoleret og ensom.”

Lisbeth Smedegaard Andersen er vokset op med forældre, hvis tro på Gud hun aldrig tvivlede på. Familien var ikke meget aktive kirkegængere, men der var en grundlæggende fornemmelse af, at livet skulle forstås i en større sammenhæng, som havde sin rod i Gud. Desuden var hjemmet præget af munterhed, tillid og tryghed, forklarer teologen og salmedigteren.

”Vi børn kunne som alle andre lave ballade, og vi kunne også få skældud for det. Men så var det ovre. Der hang ikke noget rugende eller truende over os; der var en fornemmelse af tillid, som jeg tror, har været meget afgørende for min måde at leve og tro på,” siger Lisbeth Smedegaard Andersen. Hun håber, at hun som gammel kan give den omsorg videre, som hun selv oplever at have fået, og ønsker, at hendes børn skal huske deres hjem som omsorgsfuldt – og selv give omsorgen videre.

Alvor, dom og lys

Desuden er det hendes håb, at hun – via sin præstegerning og sit forfatterskab – er lykkedes med at formidle noget grundlæggende om den kristne tro, herunder både alvor, tillid og håb. ”Alvoren hænger for mig sammen med ærefrygten og erkendelsen af, at man selv har svigtet og er blevet svigtet. Der er situationer, hvor vi selv kan gøre det godt igen, men der er også svigt, vi ikke kan rette op på, for eksempel fordi dem, vi har forbrudt os mod, er døde. Der må vi have håbet om, at der hos Gud både er en dom over det, vi og andre har gjort, og et lys, der brænder alt mørket væk,” siger hun.

Hun mener, at hvis man ikke tør tale om dom, forsvinder alvoren og meningen. For hvis der kun er kærlighed og ingen dom, har det ingen betydning, hvordan vi vælger, og hvordan vi handler. ”Udtrykket ’altid allerede elsket’, som Peter Bastian brugte som titel på en af sine bøger, kan jeg godt forstå tiltrækningen ved. Der er også meget sandt i det. Men min fornemmelse er, at det indimellem bliver brugt på en floskelagtig måde, hvor det tager alvoren ud af gudsforholdet og dermed også forholdet til vores medmennesker,” siger hun, og understreger, at hun opfatter Peter Bastians egen omgang med udtrykket som seriøst.

”Dommen har altid været et sprængfarligt emne i teologien, og jeg kan også huske, at det i min tid som præst kunne være svært at tale om, fordi det blev opfattet som kontroversielt. Man kan også se i kirkekunsten, at det har været sådan ned gennem hele kirkehistorien. Men jeg har selv forsøgt at inddrage det i prædikener i min tid som præst, sammenholdt med troen på tilgivelsen,” siger hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen insisterer imidlertid samtidig på kirken som det sted, hvor der skal holdes fast på det gode, det skønne og det sande. For hende betyder det blandt andet, at kirkekunst ikke bør afbilde det grusomme og hæslige i verden, men i stedet formidle skønhed og dermed også håb – måske gennem mørke, som i opstandelsen.

Hold fast i ærefrygten

Det betyder dog ikke, at kirken skal lefle for, hvad tidsånden dikterer, eller hvad samtidens mennesker umiddelbart ønsker sig, mener hun.

”Jeg har det sommetider svært med de mange nye tiltag i kirken. Som jeg ser det, er der en hårfin balance mellem at være alvorlig og seriøs og at bevæge sig over i det leflende og pjattede. Igen mener jeg, at vi skal holde fast i ærefrygten for det hellige – fornemmelsen af, at der er noget usynligt og urørligt i tilværelsen, som er større end os, som sætter grænser for os, og som vi kun kan nærme os i håbet om, at der også er kærlighed og barmhjertighed,” siger hun.

Da hun i en kortere periode var præst i Den Danske Kirke i Paris, blev kirkerummet der brugt til at afholde julebasar, og der blev både spist lagkager og drukket rødvin i rummet. ”Det er fint nok til en særlig begivenhed, men generelt mener jeg, at kirkerummet skal bevares som et sted, hvor man mærker, at noget er anderledes end andre steder,” siger hun. Selv går hun ofte ind i Vor Frue Kirke i København, når hun er i nærheden. Så tænder hun lys og mindes sine forældre, som ligger begravet i Herning, hvor hun sjældent kommer til, og sidder der en stund.

”Det har stor værdi at have sådan et afsondret rum, der er helliget andagt og ro, hvor man ikke skal aflægge regnskab for eller begrunde, hvorfor man befinder sig der,” uddyber hun.

Kold tvivl bliver til træthed

Hun er dog åben for, at kirken skal udvikle sit sprog og sine former, og i sin bog henviser hun til komponisten Gustav Mahler, der engang har sagt, at man ikke holder en tradition levende ved at tilbede asken, men ved at skabe ild i gløderne.

”Som salmedigter har jeg jo selv forsøgt at forny den måde, vi kan skrive om Gud og udtrykke troen på. Der er udtjente salmer i vores salmebog, men også mange, som vi fortsat ikke kan undvære. De nye salmer bør efter min mening skrive sig ind i traditionen, så de passer ind i kirkens liturgi og i rummet. De skal kunne tåle at blive sunget både ved dåb, bryllup og begravelse, ligesom et alterbillede skal holde til at hænge der ved alle disse begivenheder,” siger hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen anerkender, at det for mange mennesker kan være vanskeligt at tro. Men hun mener ikke, at kirken gør mennesker nogen tjeneste ved at dyrke tvivlen mere end troen. I sin bog skriver hun: ”det er, som om det i dag er finere at tvivle end at tro, og denne kolde tvivl dræner begejstringen, så den bliver til træthed, håbet bliver til usikkerhed, og de store ord bliver til small talk.”

Kirken skal snarere skabe rammer og ritualer for, at mennesker kan åbne sig for skønheden og undre sig over den. Som hun skriver: ”Hvor der er tvivl, skaber mennesker diskussionsklubber. Hvor der er undren, skaber Gud en kirke, hvor troen forkyndes på trods af tidernes skiften.” Hun kan godt blive bekymret for, om AI og robotteknologi vil gøre mennesker mere til robotter, end teknologien vil blive menneskelig.

Og hun kan også blive bekymret over, om kirken fjerner sig fra kernen i kristendommen i sit forsøg på at nå nutidens mennesker. Men grundlæggende er hun håbefuld og taknemlig – og hun ser det som sin pligt som ældre at formidle livets godhed trods mørke og truende fremtidsudsigter. ”Når jeg ser tilbage, får jeg øje på så mange glimt af skønhed og godhed, som jeg ikke lagde så meget mærke til i øjeblikket, men som på afstand viser sig at have haft en udstråling eller velsignelse, der har rakt meget langt i tid. Det vil jeg gerne rette blikket mod i håb om at åbne andres øjne og hjerter for netop det gode, det skønne og det sande,” siger hun.

Lisbeth Smedegaard Andersen

– Født 1934.

– Uddannet cand.theol. (Aarhus Universitet, 1979) og cand.art. i kunsthistorie (1984).

– Har været præst i Den danske Sømandskirke i New York og Den Danske Kirke i Paris samt i Risskov Kirke og Holmens Kirke

– Er desuden forfatter og salmedigter. Har udgivet en lang række bøger og mange salmer. Er repræsenteret med syv salmer i Den danske salmebog (2002), tolv i salmebogstillægget 100 salmer (2016) og otte sange og salmer i Højskolesangbogen (2021).

– Har modtaget flere priser for sit forfatterskab, blandt andre Bibelselskabets pris i 2009 og Kristeligt Dagblads Pris i 2023.

Læs også: Et vigtigt velskrevet livstilbageblik