Tidligere homoseksuel frikendt for ”konverteringspraksis” efter 17 retsmøder
”Den virkelige trussel her er ikke kun mod Matthew, men mod selve ytringsfriheden. Selv de tv-værter, der var sympatiske over for LGBT-perspektiver og åbent udfordrede Matthew i diskussionen, er blevet retsforfulgt. Det er absurd,” udtalte advokaten Andrea Williams fra Christian Legal Centre efter de første 12 retsmøder i sagen mod Matthew Grech.

En domstol på Malta afgjorde i forrige uge, at den 36-årige erklærede eks-homoseksuelle pastor Matthew Grech ikke er skyldig i at ”reklamere for omvendelsespraksis”.
Sagen startede med et interview i april 2022, hvor Matthew Grech af det uafhængige medie PMnews Malta blev bedt om at diskutere sine synspunkter på et forbud mod konverteringsterapi, der var blevet vedtaget i 2016. Grech fortalte under interviewet blandt andet, at han som yngre havde følt sig usikker omkring sin seksualitet og derfor havde haft homoseksuelle forhold. Senere blev han kristen og omvendte sig fra denne type adfærd.
”Ikke en identitet, men en synd”
På intet tidspunkt under interviewet med PMnews Malta opfordrede Grech nogen til at gå i terapi for at ændre deres seksuelle orientering eller kønsidentitet. Han udtalte sig dog kritisk om den maltesiske lov, som ”gør det ulovligt for enhver person at reklamere for konverteringspraksis”. Han nævnede desuden organisationen International Foundation for Therapeutic and Counselling Choice, som kæmper for frihed til at kunne vælge den type rådgivning, der af nogle betegnes som konverteringsterapi.
Under interviewet fortalte Grech, at han efter at være kommet til personlig tro blev overbevist om, at homoseksualitet ikke er en identitet, men snarere en syndig praksis, som han ikke længere kunne fortsætte med som kristen. Han sagde også, at han ikke bruger udtrykket ’konverteringsterapi’, da Bibelen hverken beskriver homoseksualitet som en identitet eller som en følelse, men udelukkende som en praksis.
”Hvis en mand eller kvinde har seksuelle forhold til en person af samme køn, siger Bibelen, at de begår den homoseksuelle ’handling’ i Guds øjne, og det kalder Bibelen en synd. Ligesom med enhver anden synd kan man omvende sig fra den og bede Gud om tilgivelse og bede ham om styrke til at overvinde den,” sagde Matthew Grech. Han er bestyrelsesmedlem i den britiske Core Issues Trust, en gruppe, der støtter ”mænd og kvinder med homoseksuelle problemer, der frivilligt søger forandring i seksuel præference og udtryk,” som det hedder på gruppens hjemmeside.
”I tre lange år er mit liv blevet vendt
fuldstændig på hovedet, ikke for at
skade nogen, ikke for at opildne til
had, ikke for at bryde loven, men
for at dele mit personlige vidnesbyrd
om håb og fornyelse i en podcast.”
Tre år med retssager
Kort efter udsendelsen i 2022 blev både Matthew Grech og de to journalister hos PMnews Malta, der gennemførte interviewet, retsforfulgt i henhold til loven om reklame for konverteringsterapi.
Få dage efter interviewet med PMnews Malta modtog Matthew Grech således et opkald fra politiet, der beordrede ham til at melde sig på politistationen, fordi tre personer havde hævdet, at både han og programmets værter havde reklameret for den forbudte konverteringspraksis.
Taknemlig
Efter frifindelsen den 4. marts 2026 udtrykte Matthew Grech sin taknemlighed overfor advokatgruppen Christian Concern, som har arbejdet sammen med hans maltesiske advokater:
”I tre lange år er mit liv blevet vendt fuldstændig på hovedet, ikke for at skade nogen, ikke for at opildne til had, ikke for at bryde loven, men for at dele mit personlige vidnesbyrd om håb og fornyelse i en podcast. Jeg står her i dag og er taknemmelig; taknemmelig for mit juridiske team, taknemmelig for dem, der støttede mig, og frem for alt taknemmelig for Gud, hvis forvandlende nåde er netop den historie, jeg blev retsforfulgt for at fortælle,” sagde Matthew Grech.
En vigtig sag for kristne
Efter dommen udtalte Andrea Williams, der er administrerende direktør for Christian Concern og Christian Legal Centre: ”Dagens frifindelsesdom er en klar og afgørende sejr, ikke kun for Matthew, men for kristen frihed og ytringsfrihed over hele verden. Efter års pres er forsøget på at kriminalisere ham brudt sammen, fordi anklagemyndigheden aldrig på en sammenhængende måde kunne definere, hvad ’konverteringsterapi’ overhovedet betyder. Det er et udefineret, politisk ladet udtryk uden nogen faktisk begrundelse, og det burde aldrig have været brugt til at målrette en ung mand blot for at dele sit kristne vidnesbyrd.”
”Denne sag har afsløret, hvordan aktivister har forsøgt at bruge loven som våben for at bringe folk som Matthew til tavshed – dem, der udtrykker traditionelle kristne overbevisninger om seksualitet, ægteskab og identitet. Der var aldrig nogen troværdige beviser, der retfærdiggjorde anklagerne mod ham, kun en aggressiv kampagne for at lukke munden på synspunkter, der afviger fra en fremherskende ideologi.” Også de journalister, der interviewede Grech, blev frifundet som konklusion på den lange retssag.
International indflydelse
Christian Concern tilføjer, at dommen vil få international indflydelse, da Maltas lov fra 2016 er blevet udråbt som ”et lysende eksempel på, hvordan love mod såkaldte konverteringspraksisser bør implementeres”. Andre nationer vil nu indse, at sådanne forbud hverken er ønskelige eller ligetil at implementere, siger Christian Concern.
”Den gode nyhed om Jesus Kristus
og det fulde håb, som evangeliet
tilbyder, bør deles, bør fejres og
bør beskyttes i vores love.”
”For os kristne er forandring mulig; forandring er reel,” sagde Grech i videoen, ”og det er en oplevelse, der har bragt os så meget glæde, så meget frihed og håb og befrielse, og den fortjener at blive fejret. Den gode nyhed om Jesus Kristus og det fulde håb, som evangeliet tilbyder, bør deles, bør fejres og bør beskyttes i vores love.”


