Tro mellem to poler

Selvom Frederik Vad ikke er opvokset i et troende kristent hjem, blev han og hans bror døbt, og hans mor tog det meget alvorligt, at hun som forælder have lovet at oplære ham i den kristne tro. Så hun læste op af børnebiblen for dem og tog dem også med i kirke fem-seks gange om året.

”Nogle gange forstod jeg ikke en bjælde af det. Det var i Årup sogn udenfor Vipperød By mellem Holbæk og Roskilde, og til en almindelig søndag udenfor højtiderne var der måske 20-30 mennesker i kirke. Men hun såede nogle frø hos mig. Jeg kan huske, at det betød, at jeg var en af de få drenge, der syntes, at konfirmandundervisningen var enormt sjov. Men jeg turde ikke stå ved det, selvom jeg var meget fascineret af det.

Jeg tror, at der er lagt en barnetro ned i ethvert menneske, og den havde min mor stimuleret, fra jeg var lille. Selvom jeg i en periode ikke skænkede troen så mange tanker og prøvede at kappe forbindelsen til alt det, mine forældre havde givet mig, opdagede jeg som 23-24-årig, at der var plantet noget i mig, som nu begyndte at spire. Så jeg fik genopdaget troen og begyndte at gå i kirke og læse lidt i Bibelen”.

Troen som værn mod narcissisme og selvretfædighed

”Det var syndsbevidstheden, der ledte mig på sporet,” understreger Frederik Vad. Han så, at det gode og det onde levede side om side indeni ham, og han tror, at det gælder for alle mennesker. Men hvad skyldes det, og hvorfor er mennesker ikke kun gode? Det var sådanne spørgsmål, han stillede sig og fandt, at kristendommen havde et svar på.

”Politik rummer meget, der kan trække en væk fra det gode og det rigtige. For ligesom det kan skabe en masse glæde og liv, kan det også være meget mørkt og tale til nogle ret stærke og onde kræfter og hensigter i mennesker. Så på den måde har politik nok fået mig til at blive ekstra opmærksom på, at troen er vigtig.

Det er ikke så meget i forbindelse med de politiske sager. Det er mere, at politik i dag er blevet meget persondyrkende. Personer er nærmest blevet større end deres parti, og de sociale medier fylder mere og mere. I forvejen kan det politiske miljø være rimelig barskt. Så hvis man lægger persondyrkelsen oveni det barske politiske miljø, risikerer man at få megen narcissisme, selvretfærdighed og selvoptagethed. Dér mener jeg, at det at have en forbindelse til det kristne kan være med til at trække narcissismen tilbage. Ikke at det altid lykkes, men det giver en stærk syndsbevidsthed, som jeg tror, det er vigtigt at have med.”

Når tro og politik rammer sammen

Frederik Vad oplever altså ikke, at den største konflikt mellem tro og politik er at finde i enkeltsagerne, men i selve den mentalitet, som præger det politiske miljø. Han kommer dog med ét eksempel på, hvor hans tro og en politisk mærkesag ville kunne blive en konflikt for ham, hvis ikke de enkelte politikere var fristillede i etiske sager, nemlig hvis det kommer til en afstemning om aktiv dødshjælp efter dette folketingsvalg.

”Det er ikke, fordi jeg har slået op i Bibelen og tænkt, at jeg må være imod det. Men jeg har nok via min tro fået en større bekymring for, at en åbning for aktiv dødshjælp vil ende i en glidebane, og jeg tror, at der er flere og flere politikere herinde, som er imod. Vi mennesker gør os til herre over alting, og i forvejen har vi et gennemsystematiseret- og kontrolleret liv, hvor vi kan alt muligt. Men her mener jeg, at der er en grænse, som jeg frygter – hvis vi overtræder den – vil åbne for noget, vi ikke kan styre.”

Det er ikke, fordi jeg har slået op i Bibelen og tænkt,
at jeg må være imod det. Men jeg har nok via min tro
fået en større bekymring for, at en åbning for aktiv
dødshjælp vil ende i en glidebane, og jeg tror, at der
er flere og flere politikere herinde, som er imod.

Det kristne fællesskab

Frederik Vad kommer i den andagtsgruppe, som findes på Christiansborg. Han kommer dog ikke så ofte, som han gerne vil, da han har en lang pendlingstid om morgenen, og andagten ligger ret tidligt på dagen. En gang om måneden mødes han derudover med tre andre i et lille mandefællesskab bl.a. sammen med Alex Vanopslagh, hvor de læser i Bibelen og taler sammen: ”Det er en stor glæde for mig”. Også når han en gang imellem kommer i Jesuskirken i Valby, hvor Sørine Gottfredsen er præst, møder han nogen fra det politiske miljø.

Helhed af to poler

Han veksler imidlertid mellem forskellige kirker, og kan både lide at komme i Folkekirken og frikirkerne. ”Jeg har to strømninger i mig. Jeg kan være enorm draget af den følelseskristendom, som kan være i frikirkemiljøet med store sange og bands, hvor man bliver revet med og virkelig kan mærke, at det trækker i en. Men samtidig flyder en anden strøm i mig, den mere tidehvervske med fokus på lov og evangelium, og hvor det handler om beslutning og handling. Her er der mere alvor, og al føleri er trukket ud.

Så begge kræfter og strømninger taler til mig. I nogle af de kirker, jeg kommer i, tager man også liturgien meget alvorligt, og det kan jeg godt lide. Til gengæld synes jeg, det falder til jorden, når folkekirkepræster prøver at være smarte. Når jeg kommer i Folkekirken, vil jeg gerne have den alvorlige, klassiske tilgang.”

Forbilleder og inspirationskilder for troen

Ligesom han er tiltrukket af to yderpoler trosmæssigt, det frikirkelige og det tidehvervske, er han også blevet inspireret af folk fra forskellige poler:

”Foruden Sørine Gottfredsen, som jeg virkelig er inspireret af og mener er den stærkeste trosformidler, vi har i Danmark, har jeg også altid godt kunnet lide at læse Johannes Møllehave. Fx hans prædikener og hans syv erindringsbøger, hvoraf ”På myrens fodsti” er den bedste, synes jeg. Her er glæden ved livet og bevidstheden om, at kristendommen også handler om at glæde sig over alt det, der er, og som vi får hver eneste dag. Helt ovre i den anden grøft er jeg inspireret af Søren Krarup. Jeg har læst flere af hans bøger, bl.a. ”Fordringen”, hvor han ved Søren Kierkegaards hjælp beskriver næstekærlighedsbudet, hvor konkret, det er, og hvordan det handler om at forstå sit ansvar for at handle hver eneste dag. Så det er på en eller anden måde den legende livslykke overfor ansvarets åg – og begge dele har givet mig noget. Jeg kunne også nævne C.S. Lewis som en formidler af kristendommen, som jeg er meget inspireret af.”

Socialdemokratisk velfærdsmodel – konservativ menneskeforståelse

Frederik Vad kommer ud af en arbejderfamilie. Faren var i en lang årrække jord- og betonarbejder, og moren pædagogmedhjælper, inden hun blev lærer, og især morens side har været partipolitisk aktiv. Fx sad Frederik Vads morfar en overgang i byrådet for Socialdemokratiet i Holbæk. Bl.a. derfor har det været naturligt for ham at finde sit politiske ståsted i Socialdemokratiet. Men det skyldes også, at han har en stærk tro på den socialdemokratiske velfærdsmodel og er meget optaget af social retfærdighed, understreger han.

”Men jeg bliver mere og mere klar over, at kombinationen af det, jeg vil kalde den konservative menneskeforståelse og den socialdemokratiske velfærdsmodel er vigtig.” Det skyldes, at han ser det som vigtigt at kombinere kampen for materiel velstand og lighed med en forståelse for, at folk ønsker at få familie, børn og en bolig, der er deres egen.

”Men det er også forståelsen af, at det var en løgn, dengang vi troede på, at arbejderklasserne i de forskellige lande var mere solidariske med hinanden og havde mere tilfælles, end de havde med funktionærerne og overklasserne i deres egne lande. Forståelsen for nationalstaten som ramme er vigtig. Min far føler således en større samhørighed med Mærsk McKinney Møller – selvom han synes, at han havde alt for mange penge – end han føler med en jord- og betonarbejder fra Polen. Det er, hvad jeg vil kalde den konservative menneskeforståelse, og hvis den kombineres med den socialdemokratiske velfærdsmodel, mener jeg, vi er på vej mod et bedre samfund.”

Åndelig oprustning

Mod slutningen af interviewet, kommer vi ind på Socialdemokratiets introduktion af begrebet ”Åndelig oprustning”. Det blev introduceret af Mette Frederiksen i foråret 2025 og senere fik partiet folketingets eneste ordfører på området, nemlig Ida Auken. Men er det ikke farligt at introducere det samtidig med den militære oprustning og endda bruge en krigsretorik, spørger jeg. Selvom Frederik Vad kan se, hvad jeg mener, påpeger han vigtigheden af at besinde sig på dette område.

”Jeg synes ikke, vi har taget vores egne værdier alvorligt nok gennem lang tid. Vi har hvilet på laurbærrene. Min generation er fx ikke opdraget til at forsvare noget. Vi er kun opdraget til at kritisere. Alt, hvad jeg har fået at vide i min uddannelse, er, at jeg skal forholde mig kritisk til alt, lige fra min egen seksualitet til mine forældres opdragelse og til magthavere. Det kritiske menneske, der er kritisk 360 grader rundt – det er det oplyste moderne menneske. Men man er ikke klædt på til at forsvare noget. Hvad er den danske folkeånd, og hvorfor er det vigtigt, at den særlige frihed, der hersker i de skandinaviske lande, bliver bevaret, og hvordan gør vi det? Så, jeg synes, vi har manglet åndelig oprustning i mange år, også inden krigen i Ukraine. Både Putin og islamisterne herhjemme kører jo propaganda om Vesten, der handler om, at vi er dekadente, og at vi kun går op i at spise, drikke og danse på bordene – vi har ikke noget dybere, vi kæmper for. Jeg kan godt se, at den propaganda kan få luft under vingerne, når man hører nogle af de diskussioner, der foregår mange steder i det vestlige samfund – også det danske – hvor det primært er penge, vi taler om. Det er, hvordan vi bliver rigere, og hvordan vi kan tjene flere penge.”

Kirkens ansvar i den åndelige oprustning

Så med åndelig oprustning, forstår Frederik Vad det, at man tager livet på sig og tager den opgave op, man har som borger. Men han mener også, at kirken har en opgave her:

”Jeg synes, kirken er alt for passiv i at gribe den åndelige længsel, som vi dokumenterbart ved, at rigtig mange danskere har. Man er så bange for at missionere i store dele af Folkekirken, at man mener, at børn og unge skal komme til os, og at vi ikke skal pådutte nogen noget. Det er ikke i min lod som politiker at bestemme det, for vi har en fri kirke. Men som kirkegænger kunne jeg godt tænke mig, at kirken var mere aktiv i at prøve at få fat i de mennesker, der har en åndelig længsel.”