Venskabet er en stærk måde at forstå kristendommen på
Venskabet er helt centralt i kristendommen, fordi det har at gøre med den måde, Gud møder mennesket på. Det mener teolog og uddannelsesleder Ulla Morre Bidstrup, der er aktuel med en bog om de tre Johannesbreve med venskabet som optik.
Venskabet har en fremtrædende plads i kulturen og i mange mennesker liv. Det kan man forvisse sig om ved at se, hvor mange tv-serier, film, podcasts, bøger og artikler, der handler om venskaber. Man kan også notere sig, at der nu findes terapeutiske tilbud for venner, der vil styrke eller redde deres relation, og at især yngre mennesker taler om venne-breakups på linje med et brud med en kæreste.
Men har venskabet noget at lære os om, hvad kristendom er? Ja, mener Ulla Morre Bidstrup, teolog, ph.d. og studie- og afdelingsleder på FUV, Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter, samt næstformand i Grundtvigsk Forum.
”Venskabet er en mærkeligt uudforsket kategori i kristendommen. Der er skrevet meget om forholdet mellem Gud og menneske forstået som et erotisk forhold, sådan som vi ser det i pietismen. Men venskabet har ikke fået samme opmærksomhed, og det undrer mig, for venskabet siger noget helt centralt om kristendommen, vil jeg mene. Noget af det særlige ved kristendommen er jo netop, at Gud kommer mennesket nær i inkarnationen og dermed tilbyder sig også som ven,” siger hun.
Ulla Morre Bidstrup har netop udgivet bogen ’Johannes’ Første Brev, Andet Brev og Tredje Brev’, som indgår i forlaget Eksistensens serie Bibelen læst af… I bogen skriver Ulla Morre Bidstrup i essayets form om de tre Johannesbreve – med venskabet som prisme – en vinkel, som ellers ikke var den, hun havde planlagt at bruge i bogen.
”Jeg har specialiseret mig i vielsen og dens teologi, og da der nu er lagt op til, at der skal findes nye tekster til vielsesritualet i folkekirken, tænkte jeg, at det var oplagt at kigge i Johannesbrevene, som er kendt for at behandle kærligheden meget essentielt,” siger hun.
Venskabet i de sidste tider
Men da Ulla Morre Bidstrup genlæste de tre breve, blev hun opmærksom på, at venskab fylder mindst lige så meget – eller mere – end den erotiske kærlighed. ”Det stod lysende klart for mig, at Johannesbrevene i meget høj grad handler om at være venner – eller brødre, som er det begreb, der bruges flest gange i brevene. Da venskabet samtidig er et begreb, der optager mig, og som optager tiden, gik jeg i gang med at læse brevene på ny med fokus på venskabet,” siger hun.
Ulla Morre Bidstrup påpeger, at Johannesbrevene er præget af, at dets forfatter forventede, at Jesus snart ville vende tilbage. Forfateren mente, at de levede i de sidste tider, og dermed var det ikke relevant eller vigtigt at tænke på at gifte sig og stifte familie. I stedet blev venskabet centralt, for det var som venner, der var forbundet i Kristus, at man skulle forberede sig på Jesu genkomst og på dommen. Det fremgår blandt andet af disse passager fra Første Johannes’ brev:
”Og nu kære børn, bliv i ham for at vi kan have frimodighed, når han åbenbares, og ikke skal stå med skam over for ham ved hans genkomst.” (1. Joh. 2,28). ”Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: At vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden.” (1. Joh. 4,17).
”I Johannesbrevenes venskabsforståelse ligger
der, at venskabet er den naturlige arena for
den kærlighed, de troende får del i i Kristus.”
”Her bliver Guds kærlighed det, som de kristne skal leve i og være eksempler på. Guds rige skal så at sige manifestere sig i deres indbyrdes kærlighed. Derfor er der virkelig meget på spil i venskabet; det er så at sige alt eller intet,” siger Ulla Morre Bidstrup.
Fra venner til Antikrist
Venskabet er noget, som i Johannesbrevene omfatter alle, der er forenet i troen på Kristus, og barren sættes højt, fordi kilden til venskabets realisering er Guds kærlighed. Netop derfor er der også meget at tabe, og det er da tilsyneladende også gået galt for de første kristne, mener Ulla Morre Bidstrup. ”Brevene afslører på den ene side et ideal om absolut loyalitet i venskabet og samtidig en ret hård afgrænsning af, hvem der er værdige til at indgå venskab med. Det fremgår, at nogle, som har været med i kredsen af venner, er faldet fra – og for at forklare det bliver de betegnet som Antikrist,” forklarer hun.
Johannesbrevenes forfatter og dem, de er stilet til, har med andre ord gjort sig erfaringer med, at venskabet i praksis ikke er så let at realisere i tråd med idealet.
”De har gjort sig nogle kaotiske erfaringer, og det stemmer på sin vis fint overens med deres teologi, som fastholder, at Jesus var fuldt menneske og dermed har oplevet hele spektret af menneskelige erfaringer. Gud har gjort sig til ven med mennesket. Men Jesus bliver også sonoffer, fordi mennesket er syndigt – og denne syndighed viser sig for eksempel i, at nogle falder fra, og at venskabsgruppen derfor splittes,” siger Ulla Morre Bidstrup.
Venskabsforestillingen i Johannesbrevene adskiller sig på flere punkter fra det antikke venskabsideal, som det tegner sig hos for eksempel Platon og Aristoteles. Her er det gode venskab en foreteelse for en elite, som i venskabsrelationen kan filosofere og opnå større og større indsigt. Venskabet bør ifølge de antikke tænkere ikke indgås for nytte eller for ren fornøjelses skyld. Ifølge Ulla Morre Bidstrup har Johannesbrevenes venskabsforestilling også med det ideale at gøre, men her er det ikke for en elite alene.
Frihed, lighed og gensidighed
”I Johannesbrevenes venskabsforståelse ligger der, at venskabet er den naturlige arena for den kærlighed, de troende får del i i Kristus. Med det in mente kunne vi godt tage venskabet op til overvejelse,” mener Ulla Morre Bidstrup. Venskabet har nok, mener hun, stået i skyggen af det græske kærlighedsbegreb caritas (barmhjertighed) eller måske endda diakoni (tjeneste), som Johannesbrevenes forfatter også fremhæver, og som har en fremtrædende placering i den kristne teologi og i mange kristnes selvforståelse.
”Barmhjertighed og tjeneste for næsten er naturligvis meget vigtigt som kristen praksis, men jeg mener, at vi af og til kan overse venskabets betydning, fordi vi tænker, at vi kan yde vores kristne pligt over for andre ved for eksempel af yde diakonal hjælp. Spørgsmålet er, om det ikke nogle gange er lige så vigtigt at være åben for venskabets mulighed?” siger hun. Ulla Morre Bidstrup påpeger, at venskabet er karakteriseret ved, at det er en relation, som er baseret på frihed, lighed og gensidighed.
”Det er sådan, Gud nærmer sig os i relationen – som en særlig ven, som stadig er Gud, naturligvis – men dog som en ven. Det er et konkret møde, og for mig at se handler kristendommen netop mere om møder end om principper. Venskabet er en stærk måde at udleve kristendommen på, fordi venskabet netop er en konkret relation,” siger hun.
”Det er sådan, Gud nærmer sig os
i relationen – som en særlig ven,
som stadig er Gud, naturligvis –
men dog som en ven.”Ulla Morre Bidstrup
Hvordan det gode kristne venskab så ser ud, er ikke enkelt at svare på, mener hun. For hvor går grænsen mellem venner og fjender, og skal et venskab altid bevares uanset prisen?
”Vi kan se i Johannesbrevene, at der er sket et brud, og mange af os har også erfaret, at venskaber er gået i stykker. Det kan kalde på forsoning, men også på accept af, at noget må slutte. Hvis et venskab for eksempel ikke længere har en høj grad af lighed som basis, er det så overhovedet et venskab? Det mener jeg egentlig ikke. Det kan stadig være en meningsfuld relation, men gensidigheden, som kendetegner venskabet, bliver så væk,” mener hun.
En forsmag på saligheden
Hendes arbejde med bogen om Johannesbrevene har ført til, at hun har gjort sig nye overvejelser af både teologisk og personlig karakter. Hun har for eksempel fået øje på værdien af venskaber, som har været knyttet til bestemte livsfaser, og hun har overvejet karakteren af de venskaber, man kan danne med sine voksne børn. Desuden er det blevet vigtigere for hende at tænke venskabet ind som noget, man må være åben for livet igennem – især fordi mange af de relationer, der før var de bærende i menneskers liv, er blevet mere ustabile og usikre.
”Skilsmisser, større mobilitet, flere skift i job og karriere og mange andre tendenser er med til at gøre de stabile strukturer i vores liv færre og mere skrøbelige. Dermed bliver venskabets betydning større,” siger hun. Desuden er venskabet, som Ulla Morre Bidstrup ser det, en forsmag på Gudsriget.
”Grundtvig beskriver i en af de mest sungne salmer fra Den Danske Salmebog ”Den signede dag med fryd vi ser” venskabet som selve foregribelse af evigheden hos Gud, som vi dermed godt kender lidt til. Salmens sidste vers slutter: ”Så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.” Det er det stærkeste billede, jeg kender på saligheden. Jeg kan ikke forestille mig noget dejligere, mere meningsfuldt, tryggere eller sjovere. Det er tæt på mit billede af, hvad Gud vil mig,” siger hun.
