Päivi Räsänen dømt for hadtale i finsk højesteret

Hæftet fra 2004 med titlen ’Som mand og kvinde skabte han dem’ ligger til grund for dommen mod både Räsänen og medudgiveren, den lutherske biskop Juhana Pohjola.

”Jeg er chokeret og dybt skuffet over, at retten ikke har anerkendt min grundlæggende menneskeret til ytringsfrihed. Jeg står ved min kristne tros lære og vil fortsætte med at forsvare min og alles ret til at dele deres overbevisninger i det offentlige rum,”udtalte Päivi Räsänen efter dommen. Foto: ADF International

”Det er en moderne kætteri-retssag,” konkluderer Päivi Räsänens forsvarsadvokater fra ADF International efter afgørelsen i den finske højesteret den 26. marts.

Finlands Højesteret fandt Päivi Räsänen skyldig i ”hadefuld tale” i forbindelse med et af anklagepunkterne, nemlig det, der udtrykkes om ægteskab og seksualetik i et gammelt hæfte udgivet af Luther Foundation Finland i 2004. Med en snæver 3-2-afgørelse blev det finske parlamentsmedlem Päivi Räsänen, der er uddannet læge, mor til fem og bedstemor til 12, fundet skyldig i ”hadefuld tale” på grund af ordvalget i hæftet.

Räsänen havde udgivet hæftet sammen med den lutherske præst Juhana Pohjola. Ifølge dommerne har hun ikke bare skrevet hæftet, men også ”gjort en tekst, der fornærmer en gruppe, tilgængelig for offentligheden”. Derimod frikendte højesteret enstemmigt Räsänen for anklagen mod hendes tweet med et bibelvers i 2019, forklarer ADF International.

Frikendt to gange

Räsänen er tidligere blevet enstemmigt frikendt for alle anklagerne af to lavere domstole. Det mangeårige parlamentsmedlem og tidligere indenrigsminister er blevet dømt for ”hadefuld tale” i henhold til en paragraf i den finske straffelov med titlen ”krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden”. Päivi blev stillet for retten i begyndelsen af ​​2022 og igen i 2023 for at have udtrykt sin tro i tweetet fra 2019. Også i en radiodebat fra 2019 og i hæftet fra 2004 har hun citeret bibeltekster som fx Romerbrevet 1, 24-32.

Efter at anklageren ankede for tredje gang, har Højesteret, som behandlede sagen i oktober 2025, nu truffet afgørelse i to af de tre oprindelige anklager: Vedrørende tweetet og kirkebrochuren. Højesteret blev ikke bedt om at træffe afgørelse vedrørende radiodebatten, da anklagemyndigheden ikke ankede den, så Räsänens frifindelse for debatten står fast.

Chokeret og dybt skuffet

Efter domsafgørelsen sagde den tidligere indenrigsminister: ”Jeg er chokeret og dybt skuffet over, at retten ikke har anerkendt min grundlæggende menneskeret til ytringsfrihed. Jeg står ved min kristne tros lære og vil fortsætte med at forsvare min og alles ret til at dele deres overbevisninger i det offentlige rum.”

Fortsætter kampen for ytringsfriheden

”Jeg søger juridisk rådgivning om en mulig appel til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det handler ikke kun om min ytringsfrihed, men om alle personers ytringsfrihed i Finland. En positiv kendelse ville hjælpe med at forhindre andre uskyldige mennesker i at opleve den samme prøvelse, blot fordi de deler deres overbevisninger,” tilføjede Räsänen ifølge forsvarsadvokaterne i ADF International.

Resumé af dommen

Retten fandt Räsänen og biskop Juhana Pohjola skyldige i at have ”gjort og holdt meninger, der fornærmer homoseksuelle som gruppe på baggrund af deres seksuelle orientering, tilgængelige for offentligheden”. Samtidig fastslog retten, at: ”det skal tages i betragtning, at den tekst, der danner grundlag for domfældelsen, ikke indeholdt opfordring til vold eller tilsvarende trusselslignende opfordring til had. Adfærden er derfor ikke særlig alvorlig i forhold til lovovertrædelsens karakter”.

Jeg står ved min kristne tros lære
og vil fortsætte med at forsvare min
og alles ret til at dele deres overbevisninger
i det offentlige rum”

Päivi Räsänen

Moderne kætterbål

Hæftet blev forfattet af Räsänen i 2004. Retten dømte hende på baggrund af, at: ”efter at en indledende undersøgelse af sagen blev iværksat i 2019, fortsatte Räsänen med at dele artiklen på sine egne internet- og sociale mediesider i 2019 og 2020”. Med hensyn til tweetet med et bibelvers fra 2019, hvor Räsänen satte spørgsmålstegn ved sin kirkes ledelsesbeslutning om at sponsorere et Pride-arrangement, fastslog retten enstemmigt, at det ikke opfyldte kriterierne for en lovovertrædelse, da hun blandt andet ”retfærdiggjorde sin mening ved at citere en bibelsk tekst”.
Ud over bødekrav har Højesteret bestemt, at de anfægtede udtalelser skal ”fjernes fra offentlighedens adgang og destrueres”.

Den meget omtalte retssag har fået global opmærksomhed, især efter at anklagemyndigheden angreb centrale kristne læresætninger og krydsforhørte Räsänen og biskoppen om deres teologi.
For appelretten hævdede den finske statsanklager, Anu Mantila, at ”Man kan citere Bibelen, men det er Räsänens fortolkning og mening om bibelversene, der er kriminelle”.
Angiveligt var det vigtigt for dommerne, at Päivi i 2004 havde anvendt en forklaring af baggrunden for homoseksualitet, der nu, to årtier senere, opfattes som stødende.


Højesteretsafgørelsen

Päivi Räsänen blev enstemmigt frifundet for sagen om tweetede bibelvers i 2019; men Räsänen og biskop Juhana Pohjola blev fundet skyldige i at have udtrykt deres tro i den over tyve år gamle kirkebrochure ”Som mand og kvinde skabte han dem”. Alligevel fremgår det af afgørelsen, at dommen ikke afsiges på grund af bibelteksten, men på grund af Päivi Räsänens formulering om, at homoseksualitet er ”en forstyrrelse i den psykoseksuelle udvikling”.

Ifølge hende selv var dette en formulering, som svarer til det, man kunne finde i de medicinske lærebøger dengang. Hun har også udtalt, at hun ville have udtrykt sig anderledes i dag. Men angiveligt er det på grund af denne sætning, at hun nu skal betale en bøde på 1.800 euro, hvilket svarer til. 13.450 kroner. Den lutherske biskop Juhana Pohjola fik en bøde på 1.100 euro. Og forlaget, den finske Lutherstiftelse, får en virksomhedsbøde på 5.000 euro. Samtidig er de dømte blevet beordret til at fjerne afsnit, der anses for ”ulovlige”, fra alle onlinepublikationer.

Päivi Räsänen overvejer at appellere til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, hvor ADF International igen skal støtte hendes juridiske forsvar.


Pastor Dr. Juhana Pohjola blev indviet som biskop af Finlands evangelisk-lutherske missionsstift i 2021. Han var i 2004 medudgiver af det hæfte, som ifølge finsk højesteret indeholder hadtale.

Bøde til luthersk biskop

Biskop Dr. Juhana Pohjola er blevet dømt som medudgiver af hæftet ’Som mand og kvinde skabte han dem’ fra 2004.

Pohjola skal betale en bøde på 1.100 euro, ligesom også forlaget får en bøde. Og de stødende udsagn i hæftet skal fjernes og destrueres, hedder det i dommen fra den finske højesteret.


”Skandaløst eksempel på statslig censur”

Talsmænd for advokatgruppen Alliance Defending Freedom (ADF International) har efter dommen den 26/3 blandt andet udtalt:

Administrerende direktør Paul Coleman: ”Ytringsfrihed er en hjørnesten i demokratiet. Det er rigtigt, at retten har frikendt Päivi Räsänen for hendes tweet om et bibelvers fra 2019. Dommen for en simpel kirkebrochure, der blev offentliggjort for årtier siden – før den lov, hun er blevet dømt efter, overhovedet blev vedtaget – er dog et skandaløst eksempel på statslig censur. Denne beslutning vil skabe en alvorlig dæmpende effekt for alles ret til at ytre sig frit.”

Paul Coleman er administrerende direktør for ADF International, som har assisteret forsvaret i Päivi Räsänens sag. Foto: ADF International

Også Kristen Waggoner, der er præsident og chefjurist for ADF International, undrer sig over højesteretsdommen: ”Denne kendelse er en barsk påmindelse om, at intet demokrati er immunt over for udhuling af grundlæggende frihedsrettigheder. At straffe fredelige ytringer, især når de er baseret på dybtliggende religiøse overbevisninger, underminerer selve fundamentet for frie samfund.”