Kærlig kristen trosoplæring
Ny bog af Birgitte Kjær er fyldt med inspiration og praktisk vejledning til alle, som ønsker at bidrage til børns og unges læring om den kristne tro - både i teori og praksis.
Forfatter, lærer og religionspædagog Birgitte Kjær har gjort det til sin livsmission, at børn og unge må kende Gud, vokse i tro, håb og kærlighed og udrustes til et sundt liv. Det er baggrunden for denne fremragende bog, fyldt med inspiration, praktisk vejledning til forældre samt alle, som ønsker at bidrage til børns og unges læring om den kristne tro i teori og praksis.
Her er nyttige råd og kreative ideer til brug som opslagsbog, grundbog og samtalebog. Man kan læse fra start til slut, men også til nedslag efter behov. En klart struktureret oversigt med indhold gør det nemt at slå op.
En empatisk tilgang – forskellighed
Selv om bogen er meget pædagogisk, overskuelig med fin indgang til forskellige vinkler af kristen oplæring, så udstråler den samtidig en empatisk tilgang med fokus på, at det enkelte barn, den enkelte forælder, den enkelte familietype er forskellig. Såvel som livssituationer, og det skal der være rum til at være bevidst om. Samtidig med at man respekterer den enkelte. Derfor har hvert afsnit ikke egentlige facitlister, snarere råd og inspiration.
Flere afsnit har fodnoter til andre værker, fx bibler, andagter og leksikaer for børn, kristen oplæring generelt og kapitlet ’Til inspiration’.
Forældre og hjemmet
Her er mange vinkler til kristen oplæring, men det hele starter i hjemmet hos forældrene. I første del beskrives forældrenes roller som formidlere, tovholdere, forbilleder og billeder på Gud med råd om, hvordan man navigerer i opgaven; her er indgangen kærlighed, respekt, ingen automatik og samvittighed. Læs selv! Næste del er fyldt med tips til, hvordan man griber hverdagen an i hjemmet og fortsætter med et spændende afsnit om at bruge højtider og en lang række mærkedage til at introducere kristendommens betydning enten direkte eller indirekte. Her er masser af fortrinlige ideer.

Alt det svære
Forfatteren viger ikke tilbage for at tackle, hvilke muligheder man som forældre har, når kristen oplæring er svær, fx ved konflikter og svære spørgsmål, samt når livet er svært, om fortabelse og meget mere. Hvilket fører frem til afsnittet ’Et spadestik dybere’, om Jesus og børn, samt formål og indhold i kristen oplæring. Her er så meget stof, der vil være berigende i mødet med børn og unge. Kjær beskriver negativ social kontrol nuanceret og nyttigt (s. 204-206).
Hun lægger vægt på en balanceret oplæring, som er båret af respekt, kærlighed og tålmodighed. Mange har bidraget til Kjærs indsigter, jf hendes tak til sidst!
Alle, som møder børn og unge
Udover forældre har mange andre også en rolle at spille i kristen oplæring, fx bedsteforældre og øvrig familie, faddere, venner, kirke og menighed, skole, børne- og ungdomsarbejde. Her er masser af stof at grunde over, fx hvilken skole, folkeskole eller kristen friskole/efterskole, lokale vilkår, som påvirker valg, forskellige sociale tjenester. Her er et væld af tanker værd at studere og lade sig inspirere af. Derfor er bogen ikke kun til forældre og familie, men til enhver, som engagerer sig med børn og unge, hvad enten det er i kristne kredse eller andetsteds.
Birgitte Kjær: Båret af kærlighed – En bog om kristen oplæring
252 sider. 250 kr.
Forlag: Logosmedia/ Lohse


