Kristne underskrev formularer om frivillig kirkegang forud for ny lovgivning

Pastor Sam Mathai har indsamlet formularer fra kristne for at forebygge nye problemer med hinduistiske grupper. Skærmprint

Kirker i det vestlige Indien har bedt medlemmerne om at underskrive formularer, der bekræfter, at de frivilligt deltager i gudstjenester forud for en ny lov mod konvertering.

Antikonverteringsloven giver myndighederne mulighed for at gribe ind over for konverteringer, der angiveligt involverer tvang, bedrageri, tilskyndelse eller ægteskab. Personer, der planlægger at konvertere, skal også underrette deres distriktsdommer mindst to måneder i forvejen, skriver Premier Christian News.

”Uden pres og lokkemidler”

I formularerne skulle de troende bekræfte, at de deltog i kirkelige handlinger ”uden pres, lokkemidler, fristelser eller trusler af nogen art”. Nogle kirker indsamler også fotografier og statsudstedte identitetsnumre. De kristne i hele Mumbai-regionen har nemlig tidligere oplevet, at hinduistiske grupper beskylder kirkerne for at gennemføre ulovlige konverteringer. Ifølge pastor Sam Mathai blev formularerne indsamlet ”af hensyn til de kristnes egen sikkerhed” for at kunne fremvises til myndighederne, hvis man bliver bedt om det.

”Højreorienterede grupper går uden varsel ind i kirkerne og tæver folk,” forklarede pastor Mathai. ”Så præster og samfundsledere gik sammen for at finde en løsning. Vi tvinger ingen til at komme og bede. Den indiske forfatning tillader alle at bede af egen fri vilje.” I New Hope Church i Virar fortalte pastor Steven Rozario kirkegængerne: ”Dette er en selverklæringsformular. Jeg vil have jer alle til at udfylde den, vedhæfte et pasfoto og medbringe det næste søndag, når vi mødes til bøn.”

Han sagde, at formularerne ville fungere som et bevis, hvis kirkerne blev beskyldt for at tvinge folk til at deltage. ”Den nye lov har givet frit spil til dem, der bryder loven,” forklarede han ifølge Premier.