Den modvillige musikant blev en glad gøgler

Charles Nielsen bor sammen med sin hustru Marie i landsbyen Vrønding uden for Horsens. Han voksede op i landsbyen Stenvad i Norddjurs, hvor hans far arbejdede i mosen.

”Skolegang i 50’erne var noget anderledes end nu. Vi var tre klasser samlet i ét lokale, og vi gik i skole tirsdag, torsdag og lørdag. Dengang fik man tæsk af læreren, hvis man ikke opførte sig ordentligt eller ikke havde lavet sine lektier. Og han slog hårdt,” fortæller Charles Nielsen. ”Vi voksede ikke op med troen i hjemmet, men mine bedsteforældre på Mors var pinsefolk, og bad meget for os. Min farfar var handelsmand og indrømmede, at hans forretningsmetoder og kristentroen ikke passede så godt sammen. Senere endte han dog med at støtte mig, da jeg ville på bibelskole.”

”Da jeg kom i teenagealderen, flyttede vi til Grenaa. Det var et chok for mig at komme til en stor byskole i Grenaa. Jeg havde en anderledes dialekt end de andre børn, så jeg blev mobbet og skulle have bank. Så der lærte jeg at bruge mine knyttede nævner, så ”Krølle” her var tit indblandet i ballade og slagsmål i skolegården.”

Svære tider, guitardrømme og en harmonika

”Jeg ville gerne kunne spille på et instrument – helst guitar, for det gjorde The Beatles. Jeg ville spille ligesom dem – og have en frisure ligesom dem. Men mine krøller ville ikke rigtigt. Jeg lignede mere Eddie Skoller (dansk entertainer mest kendt i 70’erne og 80’erne, red.).” Under hele samtalen taler Charles roligt og tørt og af og til med en lille antydning af et ironisk smil under overskægget.

”En dag så jeg en notits i dagspressen om, at Jørgen Ingemann fra duoen Jørgen og Grethe Ingemann tilbød guitarundervisning. Jeg henvendte mig, men holdet var desværre booket op. Det lykkedes mig ikke rigtig at komme i gang med et instrument.”

”Min far udviklede sig i den tid til at blive alkoholiker. En dag kom han hjem med en kuffert og satte den foran mig. Værsgo’ at lukke den op, sagde han. I kufferten lå der det grimmeste instrument, jeg nogensinde havde set. En harmonika. Hvad skal jeg med den? udbrød jeg. Den kan jeg da ikke spille på. ’Der er noget, der hedder at øve sig,’ svarede min far. Han havde købt den på afbetaling i en brandert. Han havde betalt lidt til udbetalingen – og så kan du gætte på, hvem der skulle klare de resterende afdrag,” siger Charles og peger på sig selv.

”Jeg prøvede harmonikaen lidt, men lærte ikke fingerstillingerne ordentligt på det tidspunkt.”

Pinsebevægelsen og en spirende tjeneste

”Jeg søgte efter sandheden, og havde også lært Jehovas Vidner at kende og undersøgt, hvad de troede på. Jeg blev frelst 15. december 1965 som 15-årig – den gang var der en del ”ild og svovl”-prædikanter. Jeg lyttede til en, der tordnede ud om omvendelse og evig fortabelse i helvedes ild. Ja, man kunne ligefrem se gnisterne flyve omkring ham.”

”Min far blev dræbt i et trafikuheld som 44-årig. Et halvt år senere skulle jeg starte på Mariager Højskole (pinsekirkens højskole, red.), men jeg havde lyst til at droppe det hele. Men min farfar holdt mig fast på, at det skulle jeg, og han støttede mig økonomisk. Min mor var nemlig også begyndt at drikke tæt i de år, så jeg trængte til at komme væk. På højskolen var der en anden elev, der var dygtig til harmonika, og han tog sig tid til at lære mig mere om fingerstillinger og teknikker. Det løftede mit spil og min lyst til at engagere mig mere i det kluntede instrument.”

”Da jeg senere aftjente værnepligt i Civilforsvaret, talte jeg åbent om min tro. Jeg fik tilnavnet ’Feltpræsten’. Der var især én kammerat, der var meget interesseret. Han hed Hans. Han sagde: Jeg er fuld af beundring for det, du tror på. Det er fantastisk, og jeg vil gerne opleve det; men jeg venter til jeg bliver gammel. Jeg måtte sige til ham: Hans, hvem har garanteret dig, at du bliver gammel? Tre uger senere tog vi på orlov, og da vi kom tilbage, fik jeg at vide, at han var død. Det var et hårdt slag, men også en stærk påmindelse om, at vi skal tage vores liv, vores tro og risikoen for evig fortabelse alvorligt.”

Charles Nielsen blev siden uddannet som lastbil- og buschauffør og har kørt land og rige rundt i sin lange karriere. Han blev gift med Marie i 1974 og sammen har de udlevet passionen for musik, kirkeligt arbejde og omsorg for deres medmennesker. ”Jeg her gennem tiden været meget engageret i forskellige kirker med musik, korledelse, lovsang, vidnesbyrd og lidt forkyndelse. Desværre har jeg også oplevet, at jeg og andre blev sat på plads og holdt nede. Jeg har oplevet en del forkastelse og svigt, men troen har jeg aldrig givet slip på.”

Hjerte for udstødte Jehovas Vidner

”Jeg blev aldrig selv en del af Jehovas Vidner, men det blev min mor, for de hjalp hende ud af alkoholmisbruget. Meget kan man sige om dem, men de havde omsorg og tålmodighed, så hun følte sig set og hjulpet. Det, der gjorde, at jeg fravalgte dem, var, at jeg kunne mærke, at de ville bestemme for meget over mig, og det bryder jeg mig ikke om. Desværre blev forholdet til min mor meget belastet af hendes tilhørsforhold til Jehovas Vidner, og til sidst ville hun ikke længere anerkende mig som sin søn.”

”På et tidspunkt flyttede vi til Skanderborg for at være med til at plante en menighed der. Vi fandt ud af, at der var omkring 400 Jehovas Vidner i området. Jeg satte en annonce i lokalavisen, hvor jeg efterlyste kontakt med dem, der var blevet udstødt. Vi holdt møder for dem, og på et tidspunkt samledes der 15 i vores gruppe.”

”Det var lidt svært for nogle af dem i begyndelsen, for vi var jo pinsefolk, og de havde lært, at vi er ”fjender”, der prædiker falsk lære. Jeg satte mig grundigt ind i bevægelsens lære og historie, så jeg kan debattere med dem på et ret højt niveau. Nogle af dem er afvisende overfor tro, nogle kommer på afveje og går ind i New Age og den slags, mens andre er meget søgende efter sandheden i Jesus Kristus.”

Charles er fortsat en del af Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner, og han også været ude og holde foredrag om Jehovas Vidner for foreninger og grupper.

At finde sin tjeneste, når man kommer op i årene

Med tiden oplevede Charles Nielsen, at frikirkernes lyst til harmonikamusik og evangeliesange blev erstattet af unge lovsangs-teams og nye sange. Mange af dem på engelsk. Han fortsatte som mødeleder i en tid, men også på den plads ønskede man nogen med en yngre udstråling. ”Det smertede mig i første omgang, da jeg indså, at jeg ikke længere ville få plads til at tjene oppe foran i kirken om søndagen, men jeg ved også, at det er en naturlig udvikling,” siger Charles Nielsen.

”Jeg droppede faktisk harmonikaspillet i nogle år. Men så fik jeg kontakt til en musikgruppe, der kaldte sig Vagabonderne, gennem min mekaniker i Hatting. De ville have mig til at øve med dem, jeg tøvede, for det var jo sådan noget verdsligt noget. Men Marie opfordrede mig til at begynde at spille igen og øve med gruppen.”

”Det endte med, at jeg kom ud og spille med dem en gang i mellem, når de havde et arrangement. Men de var altså ikke særligt gode. Så startede jeg så småt selv og tog med til harmonikatræf rundtomkring. Når de allerdygtigste spillede, sugede jeg til mig. Nogle af dem lærte mig vigtige principper for at forbedre mit spil, og til sidst kunne jeg også spille de mere vanskelige og hurtige polkaer, som den svenske Wiggen-polka.”

”Jeg har lært, præster kommer og går,
menighedslivet har sine op og nedture
– ja, jeg har endda skældt ud på Gud,
især da vores elskede hund døde – men
at slippe Jesus, det vil jeg aldrig gøre.”

Siden har Charles spillet til seniormøder og i plejecentre, hvor hans akkompagnement værdsættes. Gigt og anfald af helvedes ild i hænderne har svækket hans spil, men han klør stadig på. I pinsekirken i Horsens tjener han og Marie sammen på kaffe- og velkomstteamet, og det er de glade for. Han tager stadig ud og spiller, hvis nogen har lyst til at have ham på besøg.

”Jeg har lært, at præster kommer og går, menighedslivet har sine op og nedture – ja, jeg har endda skældt ud på Gud, især da vores elskede hund døde – men at slippe Jesus, det vil jeg aldrig gøre. Han er trofast og viser os sin kærlighed gennem det hele.”