Ikke mere Praise i denne omgang

Gospelkonceptet Praise, der har ramt og spredt en bølge af begejstring rundt i landet de seneste to år, stopper nu.

Praise har rejst landet og rige rundt med en vision om at sprede glæde og begejstring både inde i kirken og uden for kirken. Her er det på Å-festival 2026. Foto: Å-Festival.

I 2024 så et nyt projekt dagens lys, da to unge fik ideen om at starte et åbent gospelkor for unge mellem 15-30 år. Dermed opstod gospelfællesskabet Praise, som lynhurtigt samlede hundredvis af unge. Nu efter ca. to år med gospelfest i Aarhus, har initiativtagerne valgt at nedlægge konceptet.

Det hele startede med, at Daniel Ostersen og Tobias Hørning havde lyst til at få unge til at synge og danse sammen og opleve glæden ved at synge gospel. Først samledes de i noget, der hedder Domen i Aarhus og senere i Turbinehallen i Aarhus. Der var ingen krav om noget, bare man havde lyst til at synge. Og det var der mange, der havde. Det blev starten på Praise, som samlede op mod 700 unge mennesker i Turbinehallen, hvor der blev sunget, danset og klappet hver anden mandag.

Konceptet har også bragt dem forbi Smukfest i Skanderborg, Musikhuset i Aarhus, Å-festival, SommerOase, konferencer og meget, meget mere.

Belønnet med pris

I 2025 fik Praise Artbeat Prisens spirepris, Danmarks kulturformidlingspris, som uddeles årligt for at hylde det forgangne års bedste og mest nyskabende formidling af kunst og kultur. Praise blev tildelt prisen for deres evne til at skabe et stærkt og unikt fællesskab for unge gennem gospelsang, hvor de kan udtrykke sig frit og finde styrke i musikken på tværs af sociale og kulturelle spor.

Nye projekter kalder

I 2026 har Praise holdt en pause, og nu ligger det fast, at det populære fællesskab ikke genopstår. Gruppen bag Praise har valgt at lægge projektet ned. ”Da vi for to år siden startede Praise, var det med det formål at invitere alle unge ind i et begejstret rum med gospelsang – uanset sangniveau og trosoverbevisning,” skriver de på Instagram.

”Den her rejse har været det vildeste, vi nogensinde har oplevet. Vi er evigt taknemmelige for alle jer, der trofast har deltaget i arrangementerne. Vi har holdt en pause på et halvt år, og vi oplever, at nye projekter og drømme lægges på os hver især. Derfor har vi valgt at lukke Praise Aarhus og sige tak for nu.”

Stafetten gives videre

Holdet bag Praise håber, at de har været med til at give andre mod på at prøve noget nyt. ”Stafetten er hermed givet videre, og vi håber, at vores historie og mod på at handle på en drøm inspirerer dig, der sidder med den nye drøm,” slutter de i opslaget på Instagram.