Omkring 1.700 deltagere på Hjallerup Bibelcamping
Med omkring 1.700 deltagere var der i år endnu flere mennesker på Hjallerup Bibelcamping i Nordjylland end sidste år, der ellers også bød på et stort fremmøde.
I uge 30 løb Indre Missions bibelcamping Hjallerup Bibelcamping af stablen med blandet vejr som i resten af Danmark, men til gengæld med højt humør og masser af aktiviteter for alle aldre og flere nationaliteter. Som på stort set alle andre bibelcampinger landet over kan også Hjallerup Bibelcamping melde om, at antallet af deltagere er tilbage til normale tilstande efter corona-årene.
Der var således omkring 1.700 deltagere på årets camping i Hjallerup. Hjallerup Bibelcamping drives primært af ca. 200 frivillige.
Kendte ansigter
På årets bibelcamping deltog flere kendte ansigter. En af dem er Mikael Jarnvig, som er kendt fra vejrudsendelser i TV. Mikael Jarnvig deltog med foredraget “Hvad sker der for klimaet”. Efterfølgende var der mulighed for at stille spørgsmål og få styr på, hvad der er fup og fakta i den hede klimadebat. Et andet kendt ansigt var komiker Jakob Svendsen, der efterhånden er blevet et veletableret navn på landets standup-scener, og som også har været med i flere TV-programmer.
Jakob Svendsen leverede et show med masser af grin og sjove betragtinger, men inden showet stod han også for et mere seriøst indslag med foredraget “Kristen og komiker”.
Program for alle aldre
Som det hører sig til på enhver familiecamping var der også på Hjallerup program til alle aldre og til mange forskellige interessegrupper ligesom faciliteter som hoppeborge, forskelligt legeudstyr, volleyballbaner, discgolfbane og meget mere sikrede god underholdning, når vejret tillod det.
Fokus på andre kulturer og nationaliteter
Som en del af Hjallerup Bibelcamping er der også International Camp, som arrangeres med fokus på alle, der er kommet til Danmark fra andre steder i verden.
International Camp er en integreret del af hele Hjallerup og havde både arrangementer med fokus på at gå på tværs af kulturer og nationaliteter og arrangementer målrettet direkte til deltagere med international baggrund.
Spor for aleneforældre
Udover de allerede nævnte spor havde Hjallerup Bibelcamping også et særligt spor for aleneforældre, der står alene med deres børn. Her var der både mulighed for at deltage i særlige arrangementer, men også til at få nogle gode snakke med folk, som står i samme situation som en selv.